Andersens duende – fysisk, sanselig og udfordrende

Andersens duende (Via Artis Konsort)
Dynamo Workspace i Odense, 27. februar 2019
af Søren Schelling

Hvad er egentlig en opera? Skal der være en fremadskridende handling? Skal der være karakterer og en historie, man kan følge? Skal der være arier, duetter og ensembler?

Historien og dens traditioner hviler tungt på operakunsten – på godt og ondt, og da jeg i onsdags valgte at gå ind og opleve Via Artis Konsorts såkaldte fysiske opera Andersens duende, var det ikke mindst for at blive udfordret i min opfattelse af, hvordan opera skal være.

Og udfordret, det blev, jeg.

Andersens duende

Operaen tager udgangspunkt i H.C. Andersens rejseskildring I Spanien fra 1862, og i hans dagbog fra samme rejse, der viser en anden og mørkere side af rejseoplevelsen. Men i stedet for at fortælle historien som en fremadskridende handling, vælger Poul Udbye Pock-Steen, som har udviklet forestillingen, komponeret musikken og udformet librettoen, og som desuden er kunstnerisk leder af ensemblet Via Artis Konsort, at præsentere publikum for en række tableauer, der hver især dvæler ved en stemning frem for en specifik handling.

Det første tableau er henlagt til en vinter i Københavns gader. Midt i det trygge hjemlige trænger udlængslen sig på, musikalsk skildret af kastagnetterne som et kald fra det eksotiske Spanien.

I det næste tableau er Andersen på vej. Men midt i spændingen og forventningen om det eksotiske lurer uroen over det nye og ukendte.

I de følgende syv tableauer (og et intermezzo) kommer vi både til Barcelona, Granada, Sevilla og Madrid, og vi præsenteres for det borgerlige Spanien, det turistprægede, det smukke og nydelige såvel som for det opfarende, brutale, ukontrollable. Kultur møder natur, Liv møder forgængelighed, som når Andersen det ene øjeblik fascineres af ungdom, liv og skønhed og i det næste øjeblik er vidne til et ligtog for en ung spanierinde.

De forskellige modsætninger udtrykkes i en stærk koreografi, skabt af danseren Loa Carlslund, som hun selv performer sammen med danseren og sangerinden Nini Julia Bang, som også synger i forestillingen. Bangs rå, ekspressive vokale udtryk kontrasterer det mere kultiverede udtryk hos forestillingens anden sangerinde, sopranen Katrine Dyrhauge Ross, der også indgår i koreografien.

Ingen af de tre medvirkende har egentlige roller, men udtrykker stemninger og modsætninger og er kanaler for Andersens ord i form af de digte, der flettes ind i de forskellige tableauer.

Musikalsk hybrid

Pock-Steen har skabt et lydunivers, der er en sirlig blanding af hjemlige romantiske klange og melodier og eksotiske spanske, rytmer og elektroniske lydflader.

Ensemblet består af fire personer, Katerina Anagnostidou på slagtøj og håndperkussion (og sang), Lars Strikkertsen på romantisk og flamenco guitar, Mogens Rasmussen på viola da gamba og Poul Udbye Pock-Steen selv på klaver og sequencer. Musikerne er placeret på scenen, og indgår, til tider meget bogstaveligt, i scenografien, hvilket er en fornøjelse for publikum, som både kan se, når det går som en leg, og når musikerne skal koncentrere sig til det yderste.

Stiller krav til publikum

På mange måder kan denne fysiske opera sammenlignes med en kunstudstilling, hvor man ved at betragte en række abstrakte, men bestemt ikke ulæselige malerier i en bestemt rækkefølge, får en historie med en pointe ud af det i sidste ende.

Men der bliver stillet krav til publikum – især til det publikum som ikke er vant til dansen og kollagen som udtryksformer (jeg indrømmer, at jeg var glad for, at jeg havde nået at skimme oversigten over de forskellige tableauer, som heldigvis var trygt i programmet, inden forestillingen begyndte). Det nonverbale udtryk kan fremkalde tanker og følelser som det verbale ikke kan, og en kollage af stemninger giver plads til at fortællingen kan åbne sig. Men samtidig lader den også publikum lidt i stikken, fordi man mangler et konkret holdepunkt for historien.

Ikke desto mindre er det også befriende at blive ladt i stikken – når alt kommer til alt, er det vel også det Andersen søger at blive, når han rejser ud, væk fra det hjemlige, kendte og trygge og ud i det fremmede, ukendte og farlige. Det er jo der, vi lærer os selv at kende som mennesker, når vi giver slip og møder nyt uden at vide om det går godt. Når vi udfordres…

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *