Et glædeligt gensyn

✮ ✮ ✮ ✮ ✮ ✩

Rihnguldet (Den Ny Opera)
Esbjerg Musikhus, 25. august 2019
Af Ida Fogh Kiberg

Mine Wagner ”kicks” får jeg ikke så ofte som førhen, og jeg er altid skeptisk, når jeg nærmer mig en ny opførelse af “Ringen” – eventyret, jeg kender bedre end nogen anden historie. Denne skeptiske tilgang gjaldt også på musikhuset i Esbjerg i går. Dog uden grund.

Da Verden blev født

Vi starter i mørke og stilhed. Der er ingenting. Verden er endnu ikke født. Men så sker det i form af en enkelt tone, der ligger og lurer. Den næste del skabes ud af denne tone en kvint over, og sådan bliver det ved, til der stille og roligt ud af musikken skabes lys, og man aner, hvad Verden består af. Sådan starter ”Rhinguldet”.

Marie i Dalis scenografi er lige som i ”Valkyrien” i 2017 simpel og kompleks på samme tid. Første scene foregår ved Rhinen, som her munder ud i et vandfald, der bruser blåt ved hjælp af Michael Breiners lyssætning og røg, der smyger sig lifligt ned ad en bred trappe, der fylder hele scenen som en klippe. I siderne af scenen troner to store betonvægge, som var vi i en elevator. Den gråblå farve dominerer hele første scene, hvor de tre rhindøtre, sunget af nydelige Johanne Højlund, Trine Bastrup Møller og Hanna Husáhr, danser rundt og glædes ved guldet, der troner som en kæmpe guldklump midt i klippen. Fra loftet drypper en stribe med vand ned på det glinsende guld. Ad en stige fra orkestergraven kommer dværgen, Nibelungen, (i denne oversættelse ”trolden”) Alberich op på scenen. Han prøver at fange og forføre de tre rhindøtre. De driller ham én for én og ender med at røbe hemmeligheden bag guldets kraft – kun den, der afsværger sig kærligheden helt, vil kunne smede sig en ring af guldet og blive verdenshersker ved hjælp af dens magt. Den lystne og liderlige Alberich virker nemlig ikke som nogen trussel for dem med alle hans kærlige tilnærmelser, men som hævn over de tre nymfers afslag og mobning forbander han kærligheden til fordel for magt og lyst, og han stjæler guldet fra de grædende døtre.

Her ser vi for første gang instruktør Kasper Wiltons hang til Brecht og Verfremdung – eller, i hvert fald første gang i denne forestilling; som regel ser man, efter Alberichs røveri, rhindøtrene haste hen og grædende forsøge at komme guldet til undsætning. Men her vender de sig væk fra guldet, der i denne opsætning forsvinder ned gennem et hul i trappen sammen med Alberich. De henvender sig til os, publikum, og beder om hjælp dér i stedet. Alberich synges af Jesper Buhl, og selvom der aldrig har været og heller aldrig bliver megen dværg over den mand, så skaber han en holistisk figur og bruger stemmen som skuespilelement også; intense fraser nærmest hvæses ud til os hist og pist, om end ikke helt i tempo altid, og den klodsede Alberich glider på de glatte sten og får os til at grine, mens vi senere væmmes og græmmes ved hans ondskab.

De smukke guder

Vi skifter scene, og det sker netop, som var vi i en elevator. Betonvæggene i siden bliver, hvor de er, hele forestillingen igennem, men trappen (eller klippen) hejses her op og ud af scenen, og langsomt føres vi ind i noget, der ligner en familiebaghave i en gammel gård. Et nøgent træ kommer ned fra loftet, bart og ensomt, men efterfølges af flere lag af blade og små guldæbler, der hejses ned lidt efter lidt i usynlige tråde både foran og bag trækronen. Herved skaber i Dali en fornemmelse af træets volumen i 3D – en smuk scenografisk evne, at man kan gøre så meget med så lidt. En gynge dukker op ved træet, og i baggrunden står en faldefærdig mur, der er revnet flere steder. I midten af muren er en port af skæve træplanker. På jorden under træet lægger Wotan og Fricka sig på nogle puder. Gudefamilien camperer primitivt uden hjem eller prægtig magt, indtil deres nye borg er færdig. Borgen, Valhal, ser vi aldrig – kun ude i den ene side står en lille model af den, som de beundrer og glæder sig til.

Fricka, sunget af Randi Stene, vækker sin mand og husker ham panisk på, hvilken løn han har lovet kæmperne, der har bygget borgen: Freia, hendes elskede søster. Stene er som altid en omgående autoritær og bombastisk personlighed og både spiller og synger en farlig Fricka; charmerende og forførende og en mesterlig manipulator, som man kender karakteren. De bløde, men intense klange i stemmen kunne fortrylle og overtale enhver, og Stenes blik når ned til den bagerste publikumsrække. Et blik og et glimt i øjet, mange tager for givet i en sanger. Jens Søndergaard har sin debut som Wotan i en ”Rhinguldet” af fuld længde, men sang også rollen i en forkortet udgave af hele ”Ringen” i 2013 i Christians kirke, København. Siden da har hans stemme og hans person udviklet sig utroligt, og selvom Søndergaard ikke er en typisk brølende Wotan, skildrer han rollen som den smukke og unge Gud, man fuldt og fast tror på kan forføre alle de kvinder, som Wotan nu engang forfører – både i sit spil og i sin klangfulde sang.

Freia er den eneste, der forstår at dyrke de gyldne æbler i træet, som holder guderne unge, stærke og smukke. Uden hende ville de alle falme hen og forgå. Elsebeth Dreisig spiller og synger overbevisende som en Disney-prinsesse i nød, hvilket er essensen af Freias karakter. Hendes to brødre, Donner og Froh, protesterer uden held og på en meget komisk facon. Man får associationer til antihelte i en Marvel-film af de to figurer – og især Magnus Vigilius, i en for ham noget atypisk Wagner-rolle, portrætterer Froh herligt som en forvokset teenage-dreng, der puster sig op og tror, han er stærkere, end han er. Lars Møller synger en fornem Donner, men er næsten for heroisk og alvorlig i sin portrættering.   

Onklen, alle håber ikke kommer til jul

Som var plankerne lavet af pap sparker kæmpen Fasolt døren ind med sine enorme fødder, efterfulgt af sin bror, Fafner. De er kommet for at opkræve deres belønning. Gudernes skrøbelighed vises her igen af Wagner og af Wilton. Man ser, hvor lidt guderne har at have det i, hvis man tager en enkelt ting væk fra dem – et hus, en enkelt kvinde eller deres mere eller mindre trofaste rådgiver, Loge. Loge dukker meget sent op, listig og drilsk som altid. Han er halv gud og halv nibelung, og man ved aldrig rigtig, hvor man har ham. Han kommer dog, for han har lovet at finde et alternativ til de to kæmpers belønning. Freia vil de ikke af med.

Loge synges af tenoren Niklas Björling Rygert og er en oplagt Loge, let på tå, knaldhamrende irriterende og drillende – stemmen kommer ikke altid ud gennem orkestret, men da meget er Sprechgesang, er det ikke noget stort problem. Rygert er blandt familien af guder lidt som den øretæveindbydende onkel, som alle egentlig håber ikke kommer til jul i år. Men det er skam kun en kompliment til Rygert. Fasolt, sunget af Morten Staugaard, er ikke meget for at give afkald på Freia, for han er blevet lidt forelsket i hende. Staugaard spiller en Fasolt, man kan få medlidenhed med, som han står dér med lange våde øjne efter Freia og et naivt væsen i forhold til sin bror. Fafner synges af Jesper Bruun, og de to er som nat og dag – Man både hører og fornemmer en farligere karakter i Bruuns Fafner, hvilket jo også er meningen.

Igen er farverne i lyset meget sparsomt brugt, og meget af tiden er vi som i en tåge, hvor de grå farver er overdøvende. Man behøver selvfølgelig heller ikke bruge alle regnbuens farver hele vejen igennem – især ikke, når man i sidste scene i bogstaveligste forstand bruger dem.

Jens Søndergaard som Wotan

Magtbegær og Ringenes Herre

Loge og Wotan drager ud for at stjæle Ringen fra Alberich i bytte for Freia, som er taget som pant. Igen tages stiger i brug, da Loge vil finde et sted at kravle ned fra gudernes tilholdssted, og scenen skifter. Scenen er nu mørk, og frem fra et stillads af, igen, stiger kommer en skare af børn med minehjelme halvt kravlende frem, Nibelungerne. Slavearbejdere for Alberichs umættelige tørst efter guld og magt. Scenografien her minder mig om en scene i Ringenes Herre (hvilket jo ikke er så mærkeligt), hvor man tages med kameraet langt ned i Mordors huler med vakkelvorne stilladser bygget op ad klippehulen, lava og knoklende minearbejdere. Lyset her er domineret af rødt og af skygger for at give fornemmelsen af ild langt nede i en hule. Alberich dikterer og truer sine slaver inklusiv sin egen bror, Mime. Mime er sat til at smede dølgehjelmen, som nu er færdig, og med den kan man blive usynlig eller forvandle sig til hvad som helst.

Mime spilles her af Jacob Næslund Madsen, som laver en anderledes karakter, end man er vant til. Mime bliver her næsten for energisk og frisk at se på, men formår stadig fra tid til anden at minde om en forkrøblet Gollum-lignende figur. Man mærker dog ikke helt hans frygt for sin bror. Oppe fra stilladsets stiger kommer Loge og Wotan til syne, og de bevæger sig ned til scenen. Alberich praler af sin magt og demonstrerer over for både sine undersåtter og for de to fremmede, hvor magtfuld Ringen er. Her tager Wotan sig til hovedet i smerte, og han er altså tydeligt ikke beskyttet fra ringens kræfter heller. Der er al mulig grund til bekymring, hvis Alberich beholder Ringen.Men Loge lægger en plan og beder om beviser for, at Alberich kan forvandle sig med dølgehjelmen. Først får han ham til at forvandle sig til noget stort, og Alberich bliver til en stor drage, som vises bag stilladset med et stort hoved og udspredte vinger i en meget simpel scenografi. Herefter får Loge ham til at bevise, om han nu også kan gøre sig meget lille. Og her slår de til og fanger Alberich i form af en frø. Alberich forbander ringen i et sidste forsøg på at få den igen og går ondt grinende fra Loge og Wotan, som var de stadig under ham i niveau. Wotan tvinges i knæ af Alberich efter en kort duel af magtdemonstration, hvilket er første tegn på, at Alberichs forbandelse allerede virker. Ingen kan glædes ved den ring, til han får den tilbage igen.

Chancer og balancer

Lars Ole Mathiasen og det smukt og majestætisk klingende Sønderjyllands Symfoniorkester skal have megen ros, men jeg håber virkelig, at den hyletone, der i mange minutter gjorde, at jeg troede, jeg havde fået slem tinnitus, blot var et høreapparat og ikke en sceneteknisk malfunktion. Den kom og gik under hele Nibelung-scenen og ødelagde desværre en del af den musikalske oplevelse, men – alligevel – i det mindste kom den ikke fra orkestret. Hvor dejligt med et orkester, for resten, der for en gangs skyld ikke overdøver det hele, selv ved fortissimo, men finder den korrekte balance og kan være voldsom og ryste publikumssæderne alligevel. Musikhusets orkestergrav er bygget meget lig Bayreuths, hvor de dog sidder nærmest helt under scenen. Her er halvdelen gemt væk, og det giver simpelthen den klang, det er meningen, Ringens orkester skal have.

Tilbage ved guderne vil Wotan ikke aflevere ringen, da den store mængde guld og dølgehjelmen ikke er nok for kæmperne. Han er fast besluttet på at miste Freia, før han vil miste sin ring. Han vil heller ikke høre om nogen mulighed for at give ringen tilbage til Rhindøtrene, der tigger og beder helt til slut nede fra orkestergraven. Men så kommer hun – Erda. Moder Jord. Vølven – hvad man nu vil kalde den mægtige alvidende kvinde, som advarer Wotan og opfordrer ham til at opgive ringen. Erdas korte men smukke musikalske afsnit synges af Johanne Højlund, der debuterer i rollen. Højlunds smukke skikkelse kommer som ud af ingenting, iklædt sort og med et hvidt klæde i hænderne, som hun lægger på jorden. Stemmen er, ligesom Søndergaards basbaryton, af åbenlyse årsager meget ung i forhold til, hvad man er vant til at høre i så ”fyldig” en musikalsk rolle. Men smukt er det, og det hele går igennem. Man kan spørge sig selv, om man måske skal hænge nogle af de brølende Wagner-krav og -stereotyper på hylden for at få lidt mere variation af denne kaliber. Den Ny Opera har taget nogle chancer og givet flere debuter i deres opsætning af ”Rhinguldet” – og det virker. Hvis vi skal forny operaen, som vi gør den i scenografi og instruktion, så må vi vel også gøre det via sangerne, hvis de har stemmen til det – atypisk eller ej.

Wotan står tilbage med Erdas hvide klæde knuget i hånden og bestemmer sig for at give ringen fra sig. Men kæmperne slås om, hvem der skal have ringen, og Fafner myrder sin egen bror uden tøven. Han tager Ringen fra Fasolts lig og hiver hele skatten med sig ud, mens guderne ser måbende på og blander sig udenom. Mordet på Fasolt er dog ikke så intenst og voldsomt, som man kunne tænke sig. Her kvæles han med et spyd, men det er lidt rodet her til premieren og giver ikke det chok, som ligger i musikken og i handlingen ellers. Bruuns frygtindgydende Fafner er pludselig ude af karakter, og mordet ser ikke helt rigtigt ud.  Marie i Dali og Michael Breiner har fået ros, og dét velfortjent, men en smule gråt bliver det – især under Donners berømte ”he da, he da, he do” i slutningen. Her skal luften renses med regn og torden og lynild, og Donner skal have stemningen op igen efter en hård dag for guderne. Men man har valgt gråt stillestående lys, som nærmest ikke ændrer sig. Dette forstod jeg ikke – for vi har en Donner klædt i gråt, som står alene på midten af den grå scene, badet i grå farver og næsten statisk lys. Kunne man have tænkt sig en udvikling i denne scene? Personligt savnede jeg lidt skub i foretagendet her.

Fasolt (Morten Staugaard) og Fafner (Jesper Bruun)

Vi slutter med en ny start – og en konferencier

Til sidst vender guderne sig væk fra publikum og følger den tryllebindende regnbue hen mod deres nye borg, alt imens rhindøtrene græder og beder om hjælp. Regnbuen rimfrost er kastet ud i hele salen som en halvgennemsigtig vej over publikums hoveder, og Wotans spyd strejfer den let og efterlader en lille stribe i lyset. Et formidabelt syn! Ind kommer to børn løbende, klædt i hvidt, en pige og en dreng. De samler det hvide klæde fra Erda op og løber ud igen. Her er vi forbundet med ”Valkyrien”s elskende søskendepar, Siegmund og Sieglinde. En dejlig detalje, der trækker i smilebåndene.

En lille genistreg ved Wiltons instruktion skal nævnes igen. Den Brechtske tendens dukker op i Loge-karakteren, idét han i sine lange monologer, hvor han ofte blot taler med sig selv, taler ud til publikum som en konferencier. Han gør os opmærksom på, hvor hykleriske og dumme de guder er, i stedet for blot at tænke det ved sig selv. Det er også ham, der sørger for at slutte hele operaen ved at vinke tæppet ned og selv blive udenfor, inden han giver tegn til orkestret, at de skal slutte sidste tone. Flere steder gør Wilton os også opmærksom på, at gudernes magt er en illusion. Valhal får vi aldrig at se, og Loge tryller selv den lille borgmodel væk under et klæde – en tryllekunst, et synsbedrag. Gudernes korrekte status og tilværelse ses i den faldefærdige mur og i deres egen dumhed, idét de træffer alle de forkerte valg.

Jeg må sige, at det er længe, siden jeg har set en så vellykket og medrivende ”Rhinguldet” – faktisk så medrivende en opsætning af nogen Ring-opera. På linje med de store opsætninger i de allerstørste operahuse i Verden. Den har idé, den har nyskabelse, den har skønhed og respekt for værket. En snert af melankoli ramte mig over at mærke denne genkendelsens glæde, men også overraskelser og uventede drejninger i regien. Det er det, jeg leder efter ved en oplevelse i operaen – om jeg så er helt enig med de valg, der er truffet eller ej. Jeg glæder mig meget til Siegfried i 2021 – der er alt for lang tid til.

Iscenesættelse: Kasper Wilton
Scenografi: Marie í Dali
Lysdesign: Michael Breiner
Musikalsk ledelse: Lars Ole Mathiasen
Medvirkende: Jens Søndergaard, Randi Stene, Niklas Björling-Ryggert, Jesper Buhl, Elsebeth Dreisig, Magnus Vigilius, Lars Møller, Morten Staugaard, Jesper Brun-Jensen, Jakob Næslund Madsen, Hanna Husáhr, Trine Bastrup Møller og Johanne Højlund.
Produktion: Den Ny Opera
Arrangør: Musikhuset Esbjerg og Den Ny Opera

Indlægs forfatter: Ida Fogh Kiberg

2 tanker om “Et glædeligt gensyn

    Jorunn Rasmussen

    (august 28, 2019 - 1:12 pm)

    Det ville klæde anmeldelsen hvis der stod hvilket orkester der spillede til

      Ida Fogh Kiberg

      (august 28, 2019 - 1:20 pm)

      Godt, du siger det! Det er selvfølgelig fluks tilføjet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *