Italiener bag ny dansk dokumentaropera

Danske Evald Tang Kristensen (1843-1929), anses for at være den største folkemindesamler i den vestlige verden. Den 2. april er der urpremiere på dokumentaroperaen, Skattegraveren, baseret på det rige materiale af mundtlige overleveringer, han indsamlede på den jyske hede i det 19. og 20.århundrede.

Den italienske komponist Mauro Patricelli, der står bag forestillingen, dykker ned i et stykke dansk kulturhistorie om en enestående pionér og dennes utrættelige indsats for at indsamle folkeminder.

Fascination af en barsk kultur

I første omgang var det Evalds lydoptagelser, der fangede komponistens opmærksomhed, men også den kultur, som Evald dokumenterede. ”I de barske levevilkår kunne jeg se noget fremmed og eksotisk – i forhold til den sydeuropæiske folkekultur, men jeg kunne også genkende nogle af bondekulturens universelle aspekter; forholdet til årstiden og til naturen, den dybe empati overfor dyr, overtro og ritualer, der viser en magisk opfattelse af virkeligheden.” siger Mauro Patricelli.

Patricelli har været bosat i Danmark siden 2007, hvor han som komponist har samarbejdet med adskillige ensembler og solister både inden for det klassiske og det rytmiske musikmiljø.

Dokumentaropera

Skattegraveren  er den seneste af hans foreløbig tre dokumentaroperaer. De to tidligere værker, der ligeledes bygger på etnografisk materiale og på folkemusikalske traditioner, er Syng for fremtiden, Ingeborg (2014) og Dansejæger (2016). Operaen gør brug af dokumentarisk materiale bestående af billeddokumentation og lydoptagelser af den jyske almues dagligliv. Librettoen er hovedsageligt et uddrag af Evald Tang Kristensens tekster kombineret med andre dokumentariske kilder. Musikken bygger på de originale folkemelodier, som Evald indsamlede i løbet af sit mangeårige feltarbejde, og melodierne fortolkes gennem en kombination af operaelementer, avantgardemusik, barokmusik og rytmisk musik.

Operaen spiller fem gange i perioden fra den 2.-6. april 2019 på Takkelloftet, og der er mulighed for at møde komponisten ved en ”artist talk” efter forestillingen den 4. april. Her deltager også forsker ved Dansk Folkemindesamling Lene Halskov Hansen til en snak om forestillingens tilblivelse og om Evald Tang Kristensen.

Indlægs forfatter: Søren Schelling