Kærlighed og kuldegysninger – fra latinerkvarteret i Brande

La bohème, Remisen i Brande, den 20. februar 2019
af Søren Schelling

I går aftes sad jeg i min bil på vej ind mod midten af Jylland. Det regnede, og det var mørkt, vejene var lange og lige, og jeg var hastet videre fra et andet arrangement. Jeg var træt, og det havde været nemmere bare at blive hjemme i Odder og se Løvens hule.

Destinationen var Brande. Remisen. Egnsteatret Undergrunden, Den Fynske Opera og Operaens i Midtens samarbejdsproduktion af Puccinis La bohème, en kammerudgave med 7 sangere og 7 musikere dirigeret af Flemming Vistisen, der også fungerer som operachef for Operaen i Midten. En sølle erstatning, kunne man fristes til at tænke, når man sammenligner med, hvad man normalt får: 11 solistpartier, stort kor og børnekor foruden selvfølgelig det store Puccini-orkester i graven og endda et militærorkester på scenen.

Men jeg blev klogere, gjorde jeg!

Et modent publikum

Foyeren i den gamle lokomotivfabrik var fyldt godt op, og jeg kunne konstatere, at jeg med mine 42 år nok engang hørte til i den yngre ende.

Inden længe sivede folk ind i salen, hvor en halv snes runde borde var stillet op foran et lavt podie med en smuk, stilrigtig scenografi. I små grupper fandt folk sig til rette, og vi der kom alene, overvandt det lidt grænseoverskridende i at placere sig ved et bord, hvor alle andre syntes at kende hinanden.

Dirigenten bød velkommen, varslede at tenoren desværre var lettere indisponeret og havde været ved halslæge (man fornemmede skuffelsen blandt de 100 tilhørere, der havde glædet sig til det høje C i Rodolfos arie) og satte så orkesteret i gang med den velkendte indledning (Ba da dam dam…).

La bohème – En sikker sælgert

La bohème er en af de mest opførte operaer i verden. I årevis har den kæmpet i top 3 med Bizets Carmen, Verdis La traviata og Mozarts Tryllefløjten. Den er det trumfkort, operahusene spiller ud, når der er behov for en sikker sælgert.

Med fem forestillinger på Galaksen i Værløse, otte i Jylland og otte på Fyn, hvoraf de fleste meldes udsolgt, skulle man synes, at den del af samarbejdsprojektet i hvert fald har båret frugt.

Men hvordan med det kunstneriske? – fordi en opera er populær og stort set sælger billetter af sig selv, er det jo ikke ensbetydende med at det er godt. Snarere tvært imod, man har da oplevet, at titlen har virket som en sovepude og de kunstneriske ambitioner har været svære at få øje på imellem den lange række af spilledatoer.

Sådan var det ikke i Brande! Jeg og (tror jeg) alle de øvrige omkring de runde borde var fra første linje (som vi kunne forstå, fordi der blev sunget på dansk – velartikuleret – herligt!) tryllebundet, suget ind i bohemernes Paris-kvistlejlighed med kulde og sult og kærlighed og ensomhed.

Reduceret udgave, eller selvstændig kunstnerisk form?

Som sagt er der kun 7 sangere i denne udgave af La bohème. Det store optrin i 2. akts begyndelse, hvor koret normalt agerer parisisk menneskemængde, er barberet væk, ligesom andre solistroller, som Puccini benytter til at skildre miljøet og bohemernes livsstil i øvrigt, har måttet lade livet.

Det virker imidlertid ikke som om, at det udelukkende er af praktiske hensyn, men lige så meget for at give plads til den historie, som instruktør Anders Ahnfelt-Rønne, der siden 2014 har fungeret som kunstnerisk leder for Egnsteatret Undergrunden, tilsyneladende gerne vil fortælle. Og når al ”støjen” således er blevet filtreret bort, bliver historien desto mere nærværende.

Eller historierne, skulle jeg vel sige – kærlighedshistorien mellem digteren Rodolfo og Syersken Mimi, selvfølgelig, men også den anden kærlighedshistorie får bedre plads, den mellem maleren Marcello og den farverige og noget mere komplicerede Musetta. I det hele taget står karakterskildringerne og de menneskelige relationer knivskarpt tilbage med de beskæringer, der er foretaget.

Når man som publikum sidder bogstaveligt talt midt i begivenhederne, som vi gjorde i Remisen, tilfører det en ekstra dimension til oplevelsen af, at det er rigtige mennesker, rigtige følelser og rigtige konflikter, vi ser. Og er det ikke det, vi så gerne vil have?

Et fremragende sangerhold

Det er skønt som publikum at se, at instruktør og sangere i prøveforløbet har arbejdet med karaktererne og deres indbyrdes forhold, og Ahnfeld-Rønne har da også haft et fortrinligt hold at arbejde med.

Sopranen Mette-Maria Øyen og tenoren Daniel Svenson som hhv. Mimi og Rodolfo er troværdige i deres gryende kærlighed, i desperationen, da det bliver klart, at noget uovervindeligt trænger sig på, og i resignationen i den altid rørende afsked. Begge var i aftes yderst velsyngende, stilsikre, og dirigentens indledende advarsel om at tenoren var lettere indisponeret, blev gjort aldeles til skamme.

Det andet par, Musetta og Marcello, sunget af sopranen Helene Hvass Hansen og barytonen Thomas Storm (og hermed er den tredje af de implicerede operachefer nævnt, nemlig Den Fynske Operas), bærer i højere grad følelserne uden på tøjet. Men selvom de på et splitsekund kan svinge fra glødende skænderi til lige så glødende omfavnelse, virker det som om, at operaens begivenheder også gør dem klogere på hinanden og på deres kærlighed.

Også de øvrige bohemer i skikkelser af Teit Kanstrup som musikeren Schaunard og Jakob Zethner, som Colline gennemgår en udvikling, når de som kontrast til deres sorgløse bohemeliv, konfronteres med den unge Mimis død.

Glemmes skal heller ikke den garvede Jesper Buhl, der i rollen som Alcindoro – Musettas rige, men ikke særlig romantiske tilbeder – bidrager med en morsom kontrast til alt det alvorlige.

Orkesteret

Noget af det jeg personligt var mest spændt på ved denne bohème-forestilling, var Søren Barfoeds reduktion af Puccinis partitur til et syv mands stort orkester (som vist i øvrigt udelukkende bestod af kvindelige musikere), 5 strygere, klarinet og harpe. Hvordan ville det virke, når jeg gennem mange år har haft lyden af Puccinis partitur i ørerne?

Men man skal lade være at sammenligne. Man må betragte den kunstneriske helhed, man bliver præsenteret for, isoleret. Søren Barfoeds partitur er et vidunderligt partitur, og med så lille en besætning bliver alle de fine detaljer tydelige – ingen kan gemme sig (det var der nu heller ingen grund til, for de syv musikere spillede fremragende hele vejen igennem). Flemming Vistisens relativt langsomme tempovalg understøttede på fornem vis karakterernes indre liv – det drømmende, det melankolske – og flere steder oplevede jeg at Puccinis musik dansede, hvor jeg ikke har oplevet det før.

Det virkede! Hen mod slutningen blev der snøftet godt rundt om i den gamle lokomotivfabrik – jeg er jo en mand, så jeg tuder ikke til en opera, men det var da godt at der var lang applaus til de dygtige medvirkende inden lyset blev tændt i salen.

Trods tv’et, og gå i operaen!

Da jeg kørte hjemad (stadig i regnvejr) glædede jeg mig over den høje kvalitet, jeg havde oplevet i Brande. Det er godt gået af de tre teatre at opnå så højt et kunstnerisk niveau. Jeg vil klart opfordre alle til at tage ind og opleve denne forestilling (og hvis ikke man er heldig at få billet til denne her, så en af de mange andre fine forestillinger, de laver).

Trods tv’et! Det er noget andet at opleve musikteater live – og gerne helt tæt på som i Brande – med passion og småfejl og alt det, der hører til, når man har med rigtige levende kunstnere at gøre.

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *