Kleopatra vækket af sin Tornerosesøvn

Kleopatra (Den Jyske Opera)
Musikhuset Aarhus, 1. marts 2019
af Søren Schelling

Philipp Kochheim, operachef på Den Jyske Opera, lancerede med operaens 2018/19-program et nyt tiltag: ”Den danske serie”. Netop indrejst fra tyskland havde han været i hundredvis af partiturer igennem, for der måtte dog være flere opførelsesværdige operaer i dette kulturelle land end Carl Nielsens Maskarade, og, ja… Carl Nielsens Maskarade.

Og hvad fandt han så? Intet mindre end en perlerække af mesterværker, som danskerne helt har glemt at hylde, men som verden uden for kongeriget åbenbart har nydt godt af, succeser fra Europas store operascener (selv det hæderkronede La Scala i Milano). Et skammeligt svigt, antydes det. Et svigt, som ingen dansk opera- eller kulturinteresseret vil være bekendt, hvorfor vi naturligvis vil indløse billet, for at gøre dette pinlige svigt ugjort. Godt tænkt!

Og med komponisten August Enna (1859-1939) bliver den gode historie bare endnu bedre. En fattig 3. generationsindvandrer fra Lolland, der med nød og næppe undgår en skæbne som urtekræmmer eller skopudser, fordi han viser sig at have et stort talent for musik – violin, klaver, komposition – skriver i ung alder både en opera (Agleia, 1884), nogle instrumentale værker og en symfoni. Talentet bliver spottet af den store Niels W. Gade, der hjælper ham med et legat til et studieophold i udlandet, hvorefter han med sin Kgl. Teater-debut Heksen i 1892, Kleopatra i 1894, snart er en af de mest populære danske komponister. Kleopatra blev sågar spillet med stor succes flere steder i Tyskland og i Belgien.

Jo historien fejler ikke noget, og nysgerrigheden efter at opleve denne glemte perle er kun taget til siden den flotte sæsonbog for 2018/19 kom på gaden.

Men som det så ofte er med nysgerrigheden, når noget er slået tilpas stort op, ledsages den af en lille stemme, skeptikeren, der siger, ”ja ja, kan det nu også passe? – Hvis den opera virkelig er så god, hvorfor fik den så kun 7 opførelser på Det Kgl. Teater dengang i 1894, og hvorfor har vi ikke hørt noget om den i 125 år? – mon ikke den gode historie i virkeligheden er bedre end operaen?”

Historien

Kleopatra er skrevet over en Henry Rider Haggards roman, Cleopatra fra 1889. Prins Harmaki vil slå dronning Kleopatra ihjel, men da han ser den smukke dronning, bliver han forelsket i hende. Kleopatras kammerpige Charmion, der er i virkeligheden er med i komplottet og selv er forelsket i Prins Harmaki, afslører i jalousi prinsens planer for Kleopatra, og Harmaki må betale med sit liv.

Lad det være sagt med det samme; det er ikke handlingen, der er grunden til, at Kleopatra skal vækkes til live igen. Ikke at den er uinteressant, bestemt ikke, og især de to kvindelige hovedkarakterer er interessante – Kleopatra med sin blanding af magtsyge og erotisk tiltrækning, og Charmion, der forråder både sin elskede og sit land, men som sandelig også er den, det er synd for. Men historien står i lange perioder stille, og operaen lider under en ikke særlig god libretto, på et – trods forsøg på at modernisere – noget bedaget dansk. Tak for, at vi fik danske overtekster.

Det kunne måske have været en overvejelse værd, at spille operaen på tysk, som den tilsyneladende oprindeligt er skrevet på, og så servere en mere spiselig gendigtning på teksttavlen.

Musikalsk overflod

Hvis handlingen ikke i sig selv helt retfærdiggør, at man bekoster en genopsætning af værket, så bliver al tvivl til gengæld fejet aldeles af bordet, når man hører Ennas musik. Wuau! Den er jo fremragende! – det stod klart allerede fra forspillet til første scene. En kombination af Wagner´sk storladenhed, Verdi’sk fasthed, Puccini’sk sødme (masser af det! – selvom han ifølge producent Lene Juul Langballe, der gav publikum en glimrende indføring forud for forestillingen, ikke brød sig om Puccini), men også Carl Nielsen, Niels W. Gade og Richard Strauss er at spore i musikken, som blev leveret af et velspillende og velklingende Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Joachim Gustafsson.

Selvom Ennas svulstige stil gik af mode efter århundredeskiftet, så er det altså mærkeligt, at hans værker har været godt gemt væk. Det glimrende balletindslag i operaens 3. akt kunne fint have været standardrepertoire i koncertsalene. Det burde det være.

En sangteknisk sværvægter

Lige så stor og smuk, musikken forekommer, lige så krævende er den for sangerne – og her har vi måske en af forklaringerne på operaens lange fravær. Det er virkelig en lydmur, de skal trænge igennem nogle steder (og orkesteret er endda reduceret i denne udgave), og derudover ligger partierne generelt ret højt.

Men her skal Den Jyske Opera virkelig have ros for at stille et fænomenalt hold (i hvert fald det hold der sang til premieren i aftes – de 4 hovedpartier er dobbeltbesat): barytonen Lars Møller som Harmakis far Sepa, som desværre næsten kun er med i begyndelsen, leverede varen i en vokalt krævende scene; Magnus Vigilius, der med sin Harmaki demonstrerede en heltetenor i international klasse; Ruslana Koval, der viste stort vokalt overskud og gjorde en nuanceret (og meget smuk) figur som den forsmåede Charmion; og endelig den rutinerede Elsebeth Dreisig, der beherskede såvel de sarte passager som de helt store steder i titelpartiet som Kleopatra.

Også de mindre roller gjorde sig godt, ikke at forglemme Den Jyske Operas Kor, som i nogle passager fik lov at skrue op til lidt over maksimum volumen.

Den tyske instruktør og scenograf Ben Baur holdt scenografien i den simple og relativt dunkle ende, men alt i alt virkede det fint.

En spændende detalje, som nok må tilskrives instruktøren, var at indføre en stum rolle, en slave – spillet af en danser – som stod til rådighed for Kleopatras masochistiske tendenser og i bogstavelig forstand blev udstillet i al sin sårbarhed.

Alt i alt en flot forestilling og en fremragende musikalsk oplevelse.

En ny klassiker?

Går der så 125 år, før vi igen får Kleopatra at se? – forhåbentlig ikke! Musikken er som nævnt vidunderlig, og handlingen slet ikke værre end så mange andre operaer, der spilles jævnligt. Nu, hvor vi har hørt den, er det faktisk en næsten ubærlig tanke, om operaen skulle sygne hen i en ny Tornerosesøvn.

Derfor ærgrer det mig også, at det ikke har været muligt at få optaget og udgivet værket i forbindelse med opsætningen, eller bare at transmittere forestillingen i radioen. Når missionen er at genoplive nogle glemte perler (og når man nu har været så venlig at vise os, hvad vi ikke vidste vi savnede), ville det have været en smuk sløjfe at binde, også for eftertiden.

En festaften i Musikhuset

I forbindelse med premieren på Kleopatra åbnede Philipp Kochheim en lille udstilling, som Den Jyske Opera har lavet, med 12 af de danske komponister, som vi har glemt – en planche med lidt info, nogle musikeksempler, man kan lytte til og et interessant kort over, hvor i Europa, deres værker har gået deres sejrsgang. August Enna er selvfølgelig repræsenteret, men altså også flere andre, bl.a. komponisten til næste afsnit af ”den danske serie”, Paul August von Klenau, hvis opera Michael Kohlhaas er på programmet allerede til august.

Som noget nyt var premierepublikummet i øvrigt inviteret med til premierefest med hele holdet efter forestillingen. Det var nu ellers ikke fordi der ikke blev klappet og bravo’et i salen (faktisk har der så vidt jeg husker sjældent været så meget larm), men mange benyttede sig tilsyneladende af lejligheden til lige at give en ekstra klapsalve og hilse på. Et hyggeligt initiativ, som vi gerne takker ja til en anden gang.

Tillykke til Den Jyske Opera for en flot start på serien af glemte danske perler. Jeg tror, vi er mange, der glæder os til at se, hvad vi ellers er gået glip af i opera-Danmark.


Kleopatra – Den Jyske Opera, 2019

Indlægs forfatter: Søren Schelling

En tanke om “Kleopatra vækket af sin Tornerosesøvn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *