Kom bag om Operaen, når nu døren er åben

Mennesker er født nysgerrige

Operahuset er ikke kun fornemme plyssæder og indgående baggrundsviden og musikteori – den er for alle, og dette understreger Det Kongelige Teater ved at åbne alle dørene. Der er mange events at vælge imellem, hvis du skal på en unik date, opleve noget nyt med familien eller bare er nysgerrig for dig selv. For mennesker er født nysgerrige, som producent Anne Sophie Fogedby så fint beskrev det, da operascenen.dk havde hende i røret.

Om du så er til åbne døre under en prøve på store scene, foredrag om opera, forestillinger med nedsat pris specielt egnet til unge mennesker, eller en rundvisning inden for murene, hvor du kan se alle prøvelokalerne, kantinen og den stemning, husets medarbejdere hver dag arbejder i – så er der noget for dig. Det er lige meget, om du aldrig har set en opera, eller om du er operakender gennem mange år.

Det Kongelige Operakor, solister og statister, Mahagonny

Billedet ovenfor er fra operaen “Mahagonny”, hvor publikumsrækkerne var spejlet på scenen. Med Operaens åbne arrangementer kan du få en lignende oplevelse.

Nedenfor har operascenen.dk samlet et overblik over tilbuddene på Det Kongelige Teaters outreach-program.

Åben Opera – oplev en prøve med eller uden kor

Åben Opera byder på flere forskellige ting. Og – det er gratis.

Det er ikke helt nyt, men det er et initiativ, der skal åbne operaen op for publikum på en ny måde, og derfor er programmet og metoden konstant under udvikling med nye tiltag. Hvad mange glemmer, er, at en forestilling ikke slutter på scenen. Operaen er som alle andre teateroplevelse ét stort maskineri, planlægningen er stram, og der skal nås noget hele tiden – også inden forestillingen, som normalt er det eneste, publikum får lov at se.

Prøverne bliver både åbnet med og uden kor, og man kan derved vælge, hvad man vil se og høre. Det er herudover en ægte og tro oplevelse, for der tages ingen hensyn til, at publikum/du er der, når dørene åbnes ind til Operaens store scene. Prøven foregår fuldstændig som ellers, og der er intet lavet om. Derfor kan det fra produktion til produktion være enormt forskelligt, hvad man kan opleve fra gang til gang. Her ser du instruktøren sidde og kommandere og stoppe prøven ind imellem, og det er en unik mulighed for at ser, hvordan de forestillinger, man ellers ser helt færdige, bliver til. Instruktørassistenten vil måske spæne frem og tilbage mellem scenen og instruktøren, og sceneteknikeren og forestillingslederen vil måske lægge sidste hånd på nogle scenetekniske virkemidler og scenografi, alt imens sangerne lærer de sidste ting, inden premieren kommer. Sådan en prøve kan kun til en vis grad planlægges – der er en million ting, der kan gå galt eller godt, og det er aldrig den samme dag for et kunstnerisk hold, der bærer et prøveforløb.

Lidt hensyn er der dog taget til din ankomst. Introduktion er en halv time, før prøven starter. Her får publikum mulighed for at høre, hvem de skal ind og se og kort få forklaret, hvordan det kommer til at foregå. Men! Det spændende er, at man aldrig helt kan vide, hvad der præcist sker, og det er netop essensen af dette ”store maskineri”. Der er ingen, der behøver at vide noget om opera på forhånd, og man skal ikke sidde stille i 4 timer – man ser den første ca. halvanden time af en prøve og går derfra med et helt nyt indblik i det, der foregår bag den scene, man kender eller ikke kender. I den kommende tid kan du vælge mellem en prøve på hhv. Barberen i Sevilla, Idomeneo og Orfeus .

Det er som sagt sceneprøver, så man er langt inde i processen, men man kan opleve, hvordan det kunstneriske arbejde bliver finpudset og reguleret i ugerne og dagene op til premieren. Hele holdet er glade for og glæder sig til at åbne op for publikum, især da de jo bare prøver som sædvanlig og ikke mister tid på det. Man får simpelthen lov til at være en flue på væggen og opleve alt det, ingen ellers oplever.

Dørene åbner en time før for at have mulighed for at servere lidt drikkevarer og snacks – nogle dage er der endda mulighed for at købe mad, alt efter tidspunktet. Selvom det er gratis, så kom i god tid for at sikre dig en plads.

Ung i Operaen ?

Hvem sagde, man skulle være gammel og grå for at komme i Operaen?

Operahuset har til diverse forestillinger udvalgt specifikke datoer kun for unge (unge betyder her mellem 15 og 30 år), og er man mere end 30, ja så får man ikke lov at komme ind. Billetterne koster også kun 155 kr., og det er derfor en unik mulighed for en anderledes oplevelse og for at give genren en stor chance. I den kommende tid er der Ung i Operaen på bl.a. den berømte italienske opera La Traviata. Er du f.eks. til The Handmaid’s Tale på HBO, så se den i opera-udgave også under Ung i Operaen.

Det kgl. operakor

Syng med operakoret

Vi skal ikke glemme koret! Og heller ikke, hvad fællessang kan gøre for humøret. Operaen inviterer dig ind til en unik oplevelse, hvor du kan opleve operakorets medlemmer tæt på – og ikke nok med dét – du kommer til at synge sammen med dem, hvis du lyster! Korets leder, Steven Moore, guider dig igennem en dejlig oplevelse med koret, hvor du kan synge med på Carmen i september eller La Traviata lidt senere. OG DET ER GRATIS! Det foregår på engelsk, da korets leder er fra Australien.

Insight Events – få et indblik via foredrag

Insight events er for dig, der gerne vil grave lidt dybere i historien bag og om de operaer, der går inde på operaen. Eksperter er her blevet hevet ind til at fortælle om programmet og om de ting, der ligger bag det. Vil du f.eks. høre mere om sagnet Tristan og Isolde, som er filmatiseret flere gange og også er skrevet til en opera af Richard Wagner? Eller hvad med den nyskrevne opera over H.C. Andersens Snedronningen af Hans Abrahamsen, som har premiere snart? Her kan du høre fra instruktøren og komponisten bag om skabelsen af en helt ny opera. Du kan opleve musikalske uddrag fra et bredt udvalg af operaer med solister fra Det Kongelige teater, og foredragene styres af værter som Henrik Engelbrecht og Lotte Heise. Oplev også uddrag af Orfeus, IdomeneoAriadne på Naxos og Oedipus Rex. Mød medlemmer af operaensemblet samt en pianist, der spiller uddrag fra de tre operaer. Det er lige om snart i september, du kan opleve det første gang.

Henrik Engelbrecht

Hvorfor er det her vigtigt?

Mennesker er nysgerrige af natur, og den nysgerrighed skal fodres. Det er vigtigt, fordi man skaber en anden relation til publikum, og man får som publikum en større bid af kagen. Man kan sammenligne det med at invitere folk fra arbejdet hjem til middag – så man får lov at se andre sider af hinanden end den, man får til daglig. Det behøver heller ikke altid være så formelt at gå i operaen, og det kan man her også opleve – man kender ansigtet udadtil, men her har man chancen for at få et kig bag tæppet.

Døren er åben, så lad os da lige kigge!

Indlægs forfatter: Ida Fogh Kiberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *