Liebestod – en Opera:tion

Operanord præsenterer en nyskabende kollektivt kreeret forestilling, der gennem kunsten skildrer, hvad det vil sige at dø af kærlighed.

En helt ny opera – en musikdramatisk skildring af broken-heart-syndrom, om man vil; det er, hvad der venter publikum, når Liebestod – en Opera:tion har urpremiere på Det Kongelige Teater i november. Titlen henviser til den sidste arie, Isoldes Liebestod, i Richard Wagners opera Tristan og Isolde, som også spiller på Det Kongelige Teater her til efteråret. I denne arie beslutter Isolde sig simpelthen for at dø sammen med sin elskede Tristan, for først dér vil de for alvor kunne være sammen uden hæmninger eller forhindringer. Læs mere om Liebestod på operascenen.dk.

Så hvad vil det sige? Kan man virkelig dø af eller på grund af kærlighed? Det har taget Operanord to år at skabe dette værk, og som kollektivt skabende proces, så bliver også forestillingen en blandingsgenre af forskellige kunstarter, sprog og udtryk. Stykket er skabt gennem inspiration og sparring fra en flok forskere, filosoffer og kunstnere af forskellig art, der gennem dans, poesi, musik m.m. sammen har udviklet de mange indblik og vinkler til en hel forestilling. Det har bl.a. krævet en masse workshops, hvor man har taget og givet inspiration hos hinanden.

Her er en workshop-video fra Operanords hjemmeside, der viser et eksempel på netop sådan en workshop. Vi møder her fortællinger fra folk, der har oplevet smerten i kærlighed, vi hører musikeksempler, hvor der gøres tydelig brug af Wagners berømte kærlighedsmotiv fra Tristan og Isolde i harmonikaens spil af Andreas Borregaard. En blanding af fortællinger, lyde og dialog i kærlighedsdødens tegn.

Musikken er skrevet af ikke én, men to svenske komponister: Henrik Strindberg og Sofia Jernberg, der begge arbejder med eksperimentel musik, men på to forskellige måder. Stykket iscenesættes af Louise Beck, og digteren Cia Rinne samt billedkunstner Dagmar Radmacher har sammen med resten af dette kreative team samlet trådene og skabt et nyt værk.

Indlægs forfatter: Ida Fogh Kiberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *