Livet kan ikke planlægges – men kalenderen er uundværlig

Frederikke Kampmann og Anders Christensen er udover at være gift med hinanden begge sangere med roller og koncerter og travle kalendere. Anders er lige nu aktuel i rollen som Don Ottavio i Aarhus Sommeroperas opsætning af Mozarts Don Juan, mens Frederikke er på barsel og når som helst kan nedkomme med parrets andet barn – en lillebror til datteren Ida, der nu er halvandet år.

Operascenen.dk havde inviteret sig selv på besøg hos ægteparret for at få en snak om, hvad de går og laver, og om hvordan man får enderne til at mødes, når man foruden hver sin travle sangerkarriere har ét – snart to små børn at tage vare på – nå, ja, og så også om hvordan det er for den enes vedkomne at være midt i en operaproduktion med forestillinger næsten hver aften, mens ens hustru er faretruende tæt på terminsdatoen.

“Vi har en aftale om, at hvis jeg er taget ud på fødeafdelingen, så må jeg først skrive til Anders efter forestillingen”

Krisesituation

Jeg bliver budt indenfor i lejligheden på Langenæs i Aarhus, hvor Frederikke straks meddeler, at der er opstået en mindre krise: ”Anders kommer om et øjeblik. Han skulle lige hen i vuggestuen med Idas yndlingsbamse.” Datteren på halvandet år har kastet sin kærlighed på én bestemt bamse. ”Den er simpelthen den eneste der duer”, siger tenoren, da han øjeblikket efter vender sejrrig hjem fra sin smuttur, og tilføjer lidt stolt, ”så for en sikkerheds skyld har vi anskaffet os tre af den samme bamse.” Krisen synes definitivt afværget, og vi sætter os ned og begynder vores snak.

Foto: Frederikke Kampmann

Verdensborgere

Det bliver hurtigt klart at historien om Frederikke og Anders ikke kan holdes inden for Danmarks grænser. Anders har studeret på det navnkundige Guildhall School of Music i London, inden han kom til konservatoriet i Aarhus, hvor han lige nu er i gang med at tage sin kandidatgrad, mens karrieren i øvrigt tager fart.

Frederikke er uddannet dels i København og dels i Wien, hvor hun tog sin kandidatgrad tilbage i 2013 og efterfølgende arbejde nogle år, bl.a. som en fast del af solistensemblet på Theater an der Wien.

De to sangere mødte hinanden i Danmark, men måtte i begyndelsen være kreative med flybilletter og Airbnb-lejligheder for at kunne tilbringe tid sammen, inden de i forbindelse med, at Anders påbegyndte studierne, slog sig ned i Aarhus. Der har været andre bopæle inde i billedet, Herning, hvor Anders stammer fra og København og nu igen Aarhus, og det virker som om at begge er helt afklaret med, at der formentlig vil være nogen flytten rundt de kommende år også.

Den syngende barndom

Begge har sådan set sunget altid, så sangen har ikke som sådan været en beslutning, der er blevet truffet – den har nærmere truffet sig selv. ”Jeg er vokset op i Nyhavn”, siger Frederikke, ”mine forældre er ikke musikere, men meget interesserede i klassisk musik, og jeg er fra jeg var helt lille blevet taget med i Det Kgl. Teater. Dengang handlede det ikke så meget om, hvad der foregik på scenen, men mere om den fine kjole, jeg havde fået på. Senere kom jeg med i radioens pigekor, og så, ja… så gik det sådan set af sig selv.”

“Dengang handlede det ikke så meget om, hvad der foregik på scenen, men mere om den fine kjole, jeg havde fået på”

Også Anders har sunget altid. Da han kommer fra Herning, lå det lige til højrebenet at synge med i Herning Kirkes Drengekor, hvor han i øvrigt fik forbindelse til nogle af de sangere, som i dag er efterspurgte operasangere både i ind- og udland.

Hvad så med datteren?

For halvandet år siden meldte datteren Ida så sin ankomst (alt for tidligt, og under en tur til Berlin, hvilket kunne have medført en fartbøde under den hastige biltur hjem til Danmark – men det er en anden historie), og det satte nogle nye krav til kalenderen. ”Da Ida var lille, boede vi i København”, siger Anders, ”og Frederikke have fri mandag og tirsdag, hvor hun så passede hende. Jeg pendlede frem og tilbage til Aarhus, hvor jeg samlede studierne på to dage, og så var det mig, der havde Ida de andre dage, mens jeg i øvrigt freelancede.” Det var en hård tid, og det med at pendle så meget vil de begge meget gerne undgå i fremtiden. ”Men det var sådan det kunne lade sig gøre”, siger Frederikke og tilføjer, at hjælpen fra familien og fra venner og netværk var helt nødvendig.

“Er barnet vant til det fra starten, så er det jo bare sådan det er”

Jeg spørger om det bekymrer dem, at de er meget væk, og det lyder som om, det er et spørgsmål, de to sangerforældre har fået før. ”Vi bekymrer os ikke, men vi er opmærksomme”, siger Anders. Og Frederikke tilføjer: ”Er barnet vant til det fra starten, så er det jo bare sådan det er. Hvis vi har det godt og er nærværende, så har Ida det også godt. Det er i hvert fald det, vi ser”

Tenoren funderer lidt, mens der er en kort pause. ”Egentlig er det meget mindre dramatisk, end man skulle tro. Det kan godt være, vi er væk mange aftener, men der sover Ida jo. Til gengæld har vi en større frihed og kan være sammen med hende på andre tidspunkter, end mange andre forældre kan – mandag formiddage for eksempel.” Og han tilføjer, at også andre med mere almindelige jobs kan have udfordringer i forhold til børn og pasning. ”Jeg kender en pilot (jo vi har venner, der ikke er musikere!) – det er altså heller ikke altid lige nemt.”

Telefonen er ikke med på scenen

Men hvad så nu? Anders synger forestillinger på Aarhus Sommeropera lige nu, han medvirker ved Herning Operafestival, og han har også prøver på andre projekter. Med en hustru, der bogstaveligt talt kan gå i fødsel, hvornår det skulle være, er det nærliggende at spørge, om han har telefonen med på scenen(?)

“Hvis man gerne vil have børn og man har et arbejder, som slet ikke passer ind i nogen systemer, så er man bare nødt til at gøre det alligevel, og så få det til at passe”

”Så snart jeg møder ind, så tænker jeg faktisk ikke på det.” Siger den rolige herningenser. ”Jeg har jo ikke stået på scenen i 25 år, og det er ikke blevet rutine for mig, så jeg er så fokuseret, når jeg skal på, at det faktisk er svært at tænke på andet.” Med hånden på maven tilføjer Frederikke: ”Vi har en aftale om, at hvis jeg er taget ud på fødeafdelingen, så må jeg først skrive til Anders efter forestillingen – medmindre der decideret er noget galt. Men det er selvfølgelig spændende, om det sker op til en periode, hvor forestillinger, prøver og koncerter ligger helt tæt, som lige nu.”

Foto: Jonathan Koppel

Kalendermøde på flere niveauer

Frederikke og Anders kender andre musikere, der har valgt at forsøge sig med både børn og karriere, men også folk, der vægrer sig ved det. ”Hvis man gerne vil have børn og man har et arbejder, som slet ikke passer ind i nogen systemer, så er man bare nødt til at gøre det alligevel, og så få det til at passe. Det skal nok gå.”

I den lille familie opererer de da også med kalendermøder på flere niveauer – et år frem, et halvt år frem , 3 måneder og 3 uger – og så er der selvfølgelig en masse små brande, der skal slukkes indimellem. Og det må man så gøre med hjælp fra familie, venner og netværk.

Fremtid med fast base

Selvom det i virkeligheden er relativt uproblematisk med et lille barn og et liv på farten, så er ægteparret godt klar over at situationen nok må blive en anden, når Ida og lillebror når skolealderen. Til den tid kunne det være rart med en mere stabil base.

Hvor det skal være, kan de ikke sige noget om nu – det afhænger af så mange ting. Lige nu er det solistlivet, der fylder, men Frederikke kan godt se sig selv i andre sammenhænge: ”Det kunne være bag scenen, det kunne være i undervisningssammenhæng eller andet, mens min mand tager ud og synger på de store scener”.

“Jeg skyder så højt jeg kan, og så må vi se, hvor det lander”

Den midtjyske tenor modererer lidt: ”Ja, ja! Nu må vi jo se, hvad der sker!” Men der er ingen tvivl om, at passionen og ambitionen er der: ”Jeg skyder så højt jeg kan, og så må vi se, hvor det lander. Man kan ikke planlægge alting her i livet, og så længe det føles rigtigt, er jeg ikke så bange for at kaste mig ud i det.”

Indlægs forfatter: Søren Schelling

En tanke om “Livet kan ikke planlægges – men kalenderen er uundværlig

    […] Anders Christensen – yderst lovende ung tenor, der selvom han stadig studerer på konservatoriet, allerede har godt gang i karrieren. En lidt stor stemme til en Don Ottavio, men han klarer de udfordrende steder smukt og […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *