Michael Kohlhaas – revolutionær eller terrorist?

Den 21. august har Den Jyske Opera premiere på den næste forestilling i ”Den danske serie”, nemlig Paul August von Klenaus Michael Kohlhaas, der samtidig får sin Skandinavienspremiere.

Operaen, der er skrevet over en roman af den tyske forfatter Heinrich von Kleist, handler om en almindelig mand, en hestehandler, der føler sig uretfærdigt behandlet af systemet. Han samler en hær og hærger en hel landsdel i jagten på retfærdighed. Han mister først sine heste, derefter sine kære én for én, men han slipper aldrig sine værdier. Spørgsmålet er om Michael Kohlhaas er en helt eller en skurk?

Ifølge operachef på Den Jyske Opera, Philipp Kochheim, der også instruerer forestillingen, er spørgsmålene, som forestillingen stiller, højaktuelle. ”Hvordan skelner man mellem en revolutionær og en terrorist? Findes situationer, hvor man etisk kan forsvare selvtægt? Og hvem skal beslutte det?”

Gratis smagsprøve og introduktion

Allerede på lørdag den 10. august, kan man få en lille forsmag på operaen. Kl. 13 er der introduktion i Musikhusets café, og efterfølgende lister publikum ind i Store Sal, hvor prøverne er i fuld gang. Det er altså ikke blot en mulighed for at tyvstarte på Klenaus på én gang senromantiske, modernistiske og middelalderlige tonesprog, men også for at få et indblik i, hvordan en operaforestilling bliver til. Arrangementet er gratis (det er ikke muligt at reservere til det begrænsede antal pladser – så kom i god tid).

Den danske serie

Som nævnt er det første gang, at Klenaus opera opføres i Skandinavien – faktisk er det første gang, at operaen, som ellers havde stor succes ved premieren i 1933 i Stuttgart, overhovedet opføres på denne side af 2. Verdenskrig. Michael Kohlhaas er således ligesom den forrige opera i Den Jyske Operas danske serie, August Ennas Kleopatra, som gav anledning til mange roser hos både publikum og anmeldere, et eksempel på en af de glemte kulturskatte, som Philipp Kochheim har fundet frem og givet chancen for et nyt liv.

”Da jeg læste op på dansk musikhistorie, faldt jeg over en optagelse af Paul August von Klenaus 9. symfoni”, siger operachefen. ”Jeg blev grebet af den med det samme. Den mægtige, dystre og teatralske musik, de slående melodier og en mesterlig orkestrering gjorde mig straks nysgerrig. Havde denne komponist mon skrevet en opera? Måske endda én, der ville passe ind i Den Jyske Operas netop påbegyndte serie af danske værker? Det viste sig, at Paul August von Klenau ikke bare havde skrevet operaer, men én, der var baseret på Heinrich von Kleists roman ”Michael Kohlhaas”, ét af de kanoniske værker i tysk litteratur!”

Selv er Philipp Kochheim ikke i tvivl om, at han har fundet et mesterværk. Lad os håbe, at hans intuition denne gang er lige så god, som den var sidst.

Operaen har premiere den 21. august i Musikhuset i Aarhus og spiller desuden den 22. og 24. august.

Medvirkende:
Michael Kohlhaas: Filippo Bettoschi
Lisbeth: Aileen Itani
Kurfyrsten af Sachsen: Daniel Szeili
Heloise: Tanja Christine Kuhn
En sigøjnerske: Ulla Kudsk Jensen
Junker Wenzel von Tronka: Michael Ha
Herse: Jakob Zethner
Kurfyrsten af Brandenburg: Valerian Ruminski
En stiftsfrøken: Lina Valantiejute
Mester Humboldt: Valerian Ruminski
Walther von der Vogelweide: Michael Ha
En rakker: Thomas Christian Sigh
Martin Luther: Konrad Adams

TalentU
Den Jyske Operas Kor
Aarhus Symfoniorkester
Dirigent: Jonas Alber

Instruktør: Philipp Kochheim
Scenograf: Anja Jungheinrich
Kostumedesigner: Mathilde Grebot
Lysdesigner: Anders Poll
Instruktørassistent: Glen Sheppard

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *