Mozart ville have hygget sig

✮ ✮ ✮ ✮ ✩ ✩

Don Juan (Aarhus Sommeropera)
Helsingør Teater, 3. september 2019
af Søren Schelling

Don Giovanni, operaen om den store kvindebedårer, der til sidst må bukke under for sin livsførelse, kan nogle gange virke som en tung og moraliserende affære. Men Mozart betegnede selv sin opera som et ”dramma giocoso”, altså et ”muntert drama”, og dermed (og på flere andre måder) antyder han, at den moraliserende pegefinger, stykket hæver, nok skal tages med et gran salt.

I Aarhus Sommeroperas version, som havde premiere for en god uges tid siden i det gamle Helsingør Teater (der står i Aarhus) og siden har gæstet Svendborg som en del af Den Sydfynske Operafestival, er det da også lystspillet, der får lov at fylde mest. Operascenen.dk var med, da forestillingen var tilbage i Aarhus, inden holdet rejser til Værløse, hvor de spiller de sidste fire forestillinger i samarbejde med Egnsteatret Undergrunden.

Don Juans fald

I en klassisk opsætning vil vi møde Don Juan, maskeret og på flugt fra Donna Anna, der vil forsøge at holde ham tilbage og afsløre hans identitet. I Anders Ahnfelt-Rønnes instruktion, hvor handlingen er lagt i et 1930’er miljø, er der ikke megen flugt, og der er sandelig heller ikke megen modvilje at spore hos Donnaen. Hendes far, kommandanten, kommer og forstyrrer affæren, men må betale med sit liv. Inden sit sidste åndedrag, når han imidlertid at affyre et pistolskud og træffe sin drabsmand. Don Juan slipper således heller ikke fra mødet med kommandanten uden men, og såret skal vise sig at plage ham resten af hans liv.

Foto: Pernille Bering

Erotisk søgende kvinder

Donna Anna er altså i denne opsætning langt fra en uskyldig kvinde, der bliver offer for en skrupelløs forfører, og heller ikke de øvrige kvinder, vi møder i operaen, Donna Elvira og bondepigen Zerlina, der ellers lige skal til at giftes med Masetto, fremstilles som ofre. De vælger selv at opsøge det, som Don Juan kan tilbyde, og som de ikke finder hos deres respektive partnere.

Og man forstår dem egentlig godt, kvinderne. For der er vitterlig ikke megen passion at spore hos den vordende brudgom, Masetto, der mest af alt ser Zerlina som en praktisk løsning, eller hos Don Ottavio, der helt overhører Donna Annas usandsynlige forklaring på, hvordan Don Juan forsøgte at voldtage hende, og hvordan hun kæmpede og skreg, fordi det eneste, der virkelig optager ham, er om indtrængeren havde succes med sit forehavende, hvorved hans egen mandighed er blevet krænket.

Det er ikke fordi, den udlægning ikke er set før. Den klassiske fremstilling med kvinderne som rene ofre forekommer relativt uinteressant for et moderne publikum. Vi vil gerne kunne spejle os selv og vores tid i det, vi ser på scenen. Men udlægningen gør også noget ved Don Juan-figuren og ændrer hans rolle i fortællingen. Fra at være en “bad guy”, transformeres han til at være en ”hjælper” for kvindernes seksuelle frigørelse. Når (ægte-)mændene samtidig forfægter en gammeldags samfundsstruktur, hvor kvinden og manden har deres plads, og hvor familiebilledet er vigtigere end individernes følelsesliv, hvad er det så egentlig der dør med Don Juan til sidst i operaen?

Komedie først og fremmest

Selvom det jo er dejligt, når man som publikum kan få noget at reflektere over på hjemturen og i dagene efter en forestilling, må man sige, at det der fyldte mest på aftenen, var komedien (at det er komisk, betyder jo i øvrigt ikke, at der ikke kan være noget at tænke over!).

Den altoverskyggende karakter var nemlig hverken Don Juan, hans damer eller deres mænd, men hans tjener, Leporello. En ægte buffo-karakter, enfoldig, fræk, elskelig og virkelig dygtig til sit job. Jesper Mikkelsen er vokalt en lidt atypisk Leporello, og til tider bliver det i mine øre lidt for pænt klingende. Men han spiller rollen med ægte buffo-udstråling, og hans charme som den noget udfordrede tjener er ikke til at stå for – det var publikum, at dømme efter de uhæmmede latterudbrud, enige i.

Foto: Pernille Bering

Opera på dansk

Klogelig har man valgt at opføre operaen på dansk, hvilket man ikke altid kunne høre i arierne og ensemblerne. Men det kunne man i recitativerne – og det er jo her det sker i den slags operaer. Sproget giver mulighed for et væld af jokes og finurligheder, som f.eks. der, hvor orkesteret spiller en stump fra Figaros Bryllup, og Leporello bemærker, at det der er da vist noget af Mozart. Det er ægte komedie i bedste Holberg stil, og det passer fremragende til sådan en sommeroperaaften i Helsingør Teater.

Overbevisende præstationer

Leporellos chef, hovedpersonen Don Juan, synges af barytonen Thomas Storm. Som publikum føler man sig på sikker grund, og det virker også som om, at han føler sig særdeles godt tilpas i rollen bade vokalt og dramatisk. Undertiden med ægte skandinavisk charme, undertiden gangsteragtig usympatisk. Man kunne måske godt savne lidt mere af den farlighed, der kommer indefra og ikke fra en fysisk truende adfærd, og man bliver heller aldrig for alvor nervøs for at det sidste klædningsstykke skal falde, da han næsten nøgen fra scenens forkant leverer en blændende og forpustende champagnearie.

Kommandanten, der må lade livet for Don Juans (komisk lille) dolk, synges af Jens Bruno Hansen, og han levere ægte uhygge i den ikoniske scene, hvor statuen hjemsøger Don Juan og bringer ham til fald.

Foto: Pernille Bering

Kommandantens datter, Donna Anna, synges af sopranen Signe Sneh Durholm – overbevisende og velsyngende, ikke mindst i koloraturpassagerne i den smukke og krævende arie ”Non mi dir” i slutningen af operaen. Hendes mand, Don Ottavio, synges af Anders Christensen – yderst lovende ung tenor, der selvom han stadig studerer på konservatoriet, allerede har godt gang i karrieren. En lidt stor stemme til en Don Ottavio, men han klarer de udfordrende steder smukt og velovervejet. Det bliver spændende, at følge, hvorhen denne smukke stemme bevæger sig, når tid er.

Donna Elvira er egentlig et sopranparti, men synges somme tider af en mezzosopran. Således også her, hvor Stina Schmidt med sine mørke klangfarver giver rollen et eksotisk touch.

Bondeparret Zarlina og Masetto, sopranen Berit Barfred-Christensen og bassen Martin Møller Vilbrand, er perfekt besat både vokalt og scenisk, hun med sin smukke lyse stemme og det lyse hår, han med sin lidt lurvede skikkelse og den rustne spade (som han også har med sig til fest hos Don Juan).

Alt i alt fine solistiske præstationer, men de forstod også at smelte sammen i operaens flotte ensembler.

David Riddell dirigerer et velspillende Randers Kammerorkester. Orkesterbearbejdelsen fungerer fint, og det at man bogstaveligt talt kan høre hvert enkelt instrument, giver en meget autentisk fornemmelse i den gamle, stemningsfyldte teatersal.

Jo, publikum hyggede sig – og det tror jeg såmænd også, Mozart ville have gjort.

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *