Overlegen musikalsk Skandinavienspremiere

✮ ✮ ✮ ✮ ✮ ✩

Michael Kohlhaas (Den Jyske Opera)
Musikhuset Aarhus, 21. august 2019
af Søren Schelling

I marts i år høstede Den Jyske Opera og operachef Philipp Kochheim et stort bundt roser både fra anmeldere og fra publikum for at have vækket August Ennas opera Kleopatra af sin 125 år lange tornerosesøvn. Med forestillingen indledte Den Jyske Opera fornemt det, de har kaldt ”Den danske serie” – en serie af glemte danske operaperler, som den tyske operachef har gravet frem fra dybe kældre og støvede nodearkiver, da han ville undersøge, om der dog ikke var andre operaer i det kulturelt veludviklede Danmark end Carl Nielsens Maskarade. Samtidig gav operachefen os et løfte om, at der er mere, hvor det kommer fra.

Philipp Kochheim, instruktør og operachef

Den svære to’er

I aftes var der så premiere på den anden opera i serien, Paul August von Klenaus Michael Kohlhaas. Og forventningerne var skruet godt i vejret efter den gode start i foråret og også godt hjulpet af Den Jyske Operas egen storytelling omkring begivenheden – der er blevet ladet op med flere saloner med mulighed for at diskutere de seriøse problemstillinger, som operaen behandler, og også mulighed for at kigge indenfor i prøvesalen. Små bidder af musikken er blevet delt på de sociale medier med passende mellemrum, intensiverende i frekvens op til den store premiere – Skandinavienspremiere! For faktisk har operaen, der blev en stor succes ved premieren i Stuttgart i 1933, men slet ikke har været spillet på denne side af 2. verdenskrig, aldrig før været spillet herhjemme.

En opera om de store spørgsmål

Producent ved Den Jyske Opera Lene Juul Langballe inviterede publikum på en god halv times introduktion forud for forestillingen, og den invitation havde godt 150 publikummer taget imod. Kyndigt og struktureret fik vi præsenteret lidt nyttig baggrundsviden om den tyske forfatter Heinrich von Kleist (1777-1811), hvis roman Michael Kohlhaas ligger til grund for operaen, og om komponisten Klenau (1833-1946), der blev negligeret i det danske musikliv, fordi hans værker med sit tydelige aftryk fra tolvtonemusikken var for moderne (han virkede i øvrigt primært i tyskland og er formentlig uretmæssigt blevet tildelt den tvivlsomme ære af at være antisemit og nazismesympatisør).

Også Klenaus partitur fik vi et indblik i ved introduktionen, og operaens handling blev gennemgået i store træk. Endelig fik vi trukket nogle af forestillingens pointer op vedr. grænserne mellem (u)retfærdighed og selvretfærdighed, frihedskamp og terrorisme.

Ingen nem opera

Godt introduceret, behageligt siddende i Musikhusets bløde sæder, opdager vi dog hurtigt, at Michael Kohlhaas ikke er nogen nem opera, hverken for sangere, instruktør eller for publikum for den sags skyld. Vokalkompositionerne er krævende, og der et stort orkester, som sangerne skal trænge igennem, til tider syngende, til tider talende. Man har klogelig valgt at forstærke de talte dialoger, men det kan næsten ikke undgå at skabe en lidt generende ubalance. Ydermere er der nogle akustiske forhold, der driller især de mandlige sangere, og det er virkelig drønærgerligt.

For sangerne er hele vejen rundt velsyngende og velcastet. Særligt vil jeg fremhæve Filippo Bettoschi i titelrollen, som Michael Kohlhaas. Den italienske baryton besidder både ømheden overfor hustruen Lisbeth (velsunget af den irsk/ amerikanske mezzosopran Aileen Itani) og dramatikken, når han føler uretfærdigheden trænge sig på (meget beklageligt, at han i aftes ikke kun skulle kæmpe mod en dekadent overklasse, men også mod en uheldige akustik, der i flere passager slugte hans ellers overbevisende vokal).

Også tenoren Michael Ha gjorde sig positivt bemærket, ikke mindst i sin scene som den historisk virkelige ridder-digter/-sanger Walter von der Vogelweide – et af aftenens magiske øjeblikke.

Michael Ha (Walther von der Vogelweide)

Stærkt visuelt udtryk

Operaens historie fortælles i 18 billeder, der for de flestes vedkommende er relativt komprimerede. Den afbrudte form, de mange spring og den høje informationsgrad i teksten gør, at man som tilskuer skal holde tungen lige i munden, og undertiden, især i operaens anden halvdel, kan det være vanskeligt at følge med i, præcis hvor vi er, og hvad situationen er lige nu.

Til gengæld må man sige, at de mange sceneskift er løst på imponerende vis, og det er vel at mærke ikke ved at lave en minimalistisk scenografi, der både kan forestille Kohlhaas’ gård, en skov, et fyrstepalads og alt muligt andet, men ved at lave nogle elegante overgange fra den ene scenografi til den anden. Det er lækkert at se, at der er kredset for detaljerne her. Og sammen med kostumer i mørke, brunlige nuancer, der klæder Michael Kohlhaas og hans støtter, og de overdrevent skrigende, gule og grønne dragter, der klæder magthaverne og illustrerer deres dekadente, amoralske livsførelse, får forestillingen et meget stærkt visuelt udtryk.

Aftenens vinder er musikken

Den helt store vinder i denne Skandinavienspremiere er musikken, leveret af Aarhus Symfoniorkester under ledelse af dirigent Jonas Alber.

Klenau klarer med næsten overlegen selvfølgelighed at flette den moderne tone sammen med historiske folkeviser, Palestrina-satser og Bach-inspirerede fugaer, så det munder ud i en velfungerende helhed.

Det er et overvældende orkesterpartitur! Selvom tonesproget grundlæggende er moderne, er musikken ikke svær at indoptage, og Klenau klarer med næsten overlegen selvfølgelighed at flette den moderne tone sammen med historiske folkeviser, Palestrina-satser og Bach-inspirerede fugaer, så det munder ud i en velfungerende helhed. Højspændt, dramatisk, følsomt – ja, vidunderligt smukt, som f.eks. i scenen, hvor Michael Kohlhaas møder Martin Luther, der bebrejder ham hans forsimplede syn på, hvad retfærdighed er, og hvad han tillader sig i retfærdighedens navn (man brænder ikke en hel by ned, fordi én magthaver har taget to af ens heste!), hvor orkestret understøtter den talte dialog med Luthers egen salme ”Af dybsens nød”.

Konrad Adams (Martin Luther)

Stor ros for et flot initiativ

Selvom om fortællingen måske ikke glider helt så gelinde hele vejen igennem operaen, skal der nu alligevel herfra lyde stor ros til Den Jyske Opera og Philipp Kochheim for at tage et værk som Michael Kohlhaas op. Ikke blot fordi vi bliver beriget med et vidunderligt orkesterpartitur (som heldigvis optages og sendes i radioen), men også fordi værket opfordrer publikum til at reflektere.

Michael Kohlhaas er ikke en af de operaer, hvor man kan lade hovedet blive ude i garderoben sammen med sin frakke og sin hat – Heldigvis!

Og det er det opera skal. Det er det kunsten skal. Den skal sætte noget i gang, kaste spørgsmål op, frem for at besvare dem (som Philipp Kochheim siger et sted). Michael Kohlhaas er ikke en af de operaer, hvor man kan lade hovedet blive ude i garderoben sammen med sin frakke og sin hat – heldigvis!

Filippo Bettoschi (Michael Kohlhaas)

Indlægs forfatter: Søren Schelling

En tanke om “Overlegen musikalsk Skandinavienspremiere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *