Stærkt program på Sydfyns første operafestival

I slutningen af august, nærmere betegnet torsdag den 29. og fire dage frem kan fynboer og andre operainteresserede tage til opera festival på Sydfyn. Over de seneste måneder har man på de sociale medier kunnet følge tilblivelsen af festivalen og glæde sig over både opbakning og økonomiske donationer, og for nylig har festivalen så offentliggjort sit program, der rummer både store operanavne og spændende nyskabende projekter.

Masterclass med Elsebeth Dreisig

Et af programpunkterne på festivalen vil være en to-dages masterclass, hvor den danske sopran Elsebeth Dreisig vil coache talentfulde sangere. Publikum kan overvære kurset og få et spændende indblik i, hvordan sangere arbejder med deres instrument og det musikalske stof. Eleverne vil efter kurset give koncert på Lilletorv i Svendborg, og også Elsebeth Dreisig selv kan opleves ved en operakoncert akkompagneret af pianisten Thomas Rischel.

Uropførelse

Festivalen byder også på en vaskeægte uropførelse; Børneoperaen DET MINDSTE og det største er skrevet af operasanger Lise Bech Bendix og komponist Povl Chr. Balslev og handler om det største pattedyr, hvalen og det mindste pattedyr, flagermusen. Forestillingen opføres i et samarbejde med naturmuseet Naturama og er således noget så sjældent som en krydsning af opera og naturvidenskab.

Plakat til DET MINDSTE og det største

Gæstespil fra Aarhus Sommeropera

Mere traditionel opera – men i nye klæder – er på plakaten, når Aarhus Sommeropera og Randers Kammerorkester under ledelse af David Riddell besøger festivalen med årets forestilling, Mozarts Don Juan. I titelrollen kan man opleve barytonen Thomas Storm, der i øvrigt er operachef på Den Fynske Opera og bestyrelsesmedlem i Den Fynske Opera Festival.

… og meget mere

Foruden de to forestillinger byder festivalen på koncerter med stærke navne som Valdemar Villadsen (tenor) David Danholt (tenor) og Gitta-Maria Sjøberg (sopran), Dénise Beck (sopran) og Mathias Hedegaard (tenor). Der vil også være Opera Pop Up i Svendborgs gader, Opera Brunch på Ærø-færgen, operafilm og -foredrag.

Hele det imponerende festivalprogram kan ses på Den Sydfynske Opera Festivals hjemmeside, hvor du også kan sikre dig billetter til herlighederne.

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *