Aften med luksusluder blev en pinlig affære

✮ ✩ ✩ ✩ ✩ ✩

La traviata
GuidOpera, 27. november 2019
af Søren Schelling

I aftes var GuidOpera taget til den midtjyske hovedstad for at give deres version af Verdis klassiker, La traviata i MCH Herning Kongrescenter. Operascenen.dk var taget med for at opleve den, og kørte derfra efter forestillingen en masse spørgsmål rigere. Desværre var det ikke den kunstneriske oplevelse på scenen, der havde sat gang i tanker og refleksioner, snarere var det forholdende uden om hele det kunstneriske produkt.

Sangere på overlevelsestur

Guido Paevatalu, baryton, grand old kongelig operasanger og manden bag GuidOpera, trådte inden forestillingens start frem på scenen og bød velkommen til de forventningsfulde Herningensere, desværre også med meddelelsen om, at aftenens Alfredo, tenoren Niels Jørgen Riis, havde forkølet sig, men alligevel ville gennemføre partiet, om end måske med lidt grus i maskineriet.

Og han gennemførte, Niels Jørgen Riis. I overlevelses-mode ganske vist og med en del oktaverede passager. Men det var faktisk som om, at den manglende bevægelighed og volumen gav plads til i højere grad at dyrke legatoet og hvile i klangen i mellemlejet, hvor stemmen tilsyneladende havde det fint. Og det kom der flere steder noget ægte bel canto ud af. Det var godt kæmpet og efter omstændighederne godt kommet i mål.

“Måske er det tid til at overlade Germont til en yngre barytonstemme og i stedet koncentrere sig om buffopartier som fx Bartolo i Barberen i Sevilla?”

De øvrige hovedroller var besat af sopranen Camilla Illeborg som kurtisanen, glædespigen, luksusluderen, Violetta og Guido Paevatalu selv som Alfredos far, Giorgio Germont. Sangligt var der desværre ingen af de to, der magtede partierne. Camilla Illeborgs stemme manglede klang og bæreevne. I dybden og i mellemlejet nåede den ikke ud over første sæderække, og højden virkede den forceret og uren. Guido Paevatalu havde enkelte velklingende toner indimellem på visse vokaler, men stemmen er slidt, og den manglede ethvert overskud til at føre de musikalske linjer til dørs. Måske er det tid til at overlade Germont til en yngre barytonstemme og i stedet koncentrere sig om buffopartier som fx Bartolo i Barberen i Sevilla?

De mindre roller blev dækket fint af Emma Oemann, Hans Lawaetz, Torleif Steinstø og Joel Kyhle (tror jeg da(!) for der var mærkeligt nok ingen rolleliste at finde). Ved flygelet sad Leif Greibe og holdt sammen på det lille orkester, der foruden hans eget instrument bestod af violin, cello og klarinet.

Forestillingen er en kammerudgave af Verdis berømte opera, med 11 medvirkende, inkl. de fire musikere. Leif Greibes orkesterarrangement, der ledes af ham selv fra flygelet, fungerer glimrende (selvom en (ekstra) orkesterprøve nok havde været en fornuftig disponering). Verdis store korsteder er af praktiske årsager skåret væk, men beskæringen fungerer fint og hænger godt sammen. Dog undrer jeg mig over, at man har valgt at rykke ouverturen til anden akt – ikke at den ikke lyder godt der, men det bevirker, at man får en meget brat begyndelse, uden nogen musikalsk opbygning til det store hit, drikkevisen (”Libiamo!”).

Kammerudgave på gale veje

Lad det være sagt med det samme. Jeg elsker kammeropera. Jeg elsker den nærhed, der opstår, når sangere og musikere og publikum er tæt på hinanden. Derfor var jeg fra starten noget betænkelig ved, at operaen skulle spilles i Teatersalen i MCH Herning Kongrescenter, der har plads til 1.000 mennesker. Lad os vælge den optimistiske formulering og sige, at salen var næsten kvart fyldt.

Det er nu ikke de mange tomme sæder, der som sådan var problemet i aftes, men det forhold, at man mister nærheden, når man putter en kammeropera ind i en stor sal. Det kan den ikke holde til. Dekorationen på scenen, der består af et bagtæppe og nogle få rekvisitter (bord, stol, divan til at dø på…), kommer til at virke underligt miniature-agtig under de forhold – også selvom orkesteret er placeret på scenen, ved siden af scenografien. Som publikum tvinges man til at tænke ”nå ja, det er jo lavet for en mindre scene – de er undskyldt”. Men hvor hensigtsmæssigt er det lige, at publikum først skal undskylde opsætningen, før man kan indtage den?

“Der er ikke brugt meget krudt på personinstruktion, det hviler i høj grad på den enkelte sanger at give rollen liv – her er heldigvis sammenlagt ret mange års sceneerfaring/-udstråling at trække på”

Selve opsætningen er en fuldstændig klassisk opsætning. Der er ikke brugt meget krudt på personinstruktion, det hviler i høj grad på den enkelte sanger, at give rollen liv – her er heldigvis sammenlagt ret mange års sceneerfaring/-udstråling at trække på – og det ville givetvis også have fungeret okay i en mindre sammenhæng, men i de store omgivelser bliver opsætningen ligegyldig og kliché-præget. Leif Greibes udmærkede indføringer i akternes handling (der blev sunget på italiensk, så de var helt nødvendige) ville med deres frie form også have virket langt bedre, hvis han havde haft publikums reaktioner at spille op imod.

Er det her godt nok?

Så et af de spørgsmål, der rumsterede, da jeg kørte fra Herning til en anden by i provinsen, var: Er det her virkelig godt nok? Når man kommer med en La traviata, og når man sælger den som en professionel produktion med professionelle (nogle kongelige) operasangere, og når publikum i øvrigt betaler 350,- for en billet, er det så ikke rimeligt at forvente noget, der har et lidt andet format?

“Når man kommer med en La traviata, og når man sælger den som en professionel produktion med professionelle (nogle kongelige) operasangere, og når publikum i øvrigt betaler 350,- for en billet, er det så ikke rimeligt at forvente noget, der har et lidt andet format?”

Andre spørgsmål var: Hvorfor har arrangørerne (Herning Teater) ikke fundet en location, der passede bedre til en kammeroperaoplevelse, i stedet for en sal til 1.000 mennesker? Er der noget grådighed på færde her, mon?

Og: Hvornår kan man som kunstner forsvare at synge partier, der åbenlyst ligger uden for ens formåen? Kunne ens indsats og energi måske bruges bedre på anden vis – til glæde for forestillingen? for publikum? for kunstarten?


Medvirkende: 
Violetta Velery: Camilla Illeborg
Alfredo Germont: Niels Jørgen Riis
Giorgio Germont: Guido Paevatalu
Flora/Annina: Emma Oemann
Baron Douphol: Hans Lawaetz
Gastone: Torleif Steinstø
Marchese/Doktor Grenvil: Joel Kyhle

Kapelmester: Leif Greibe
Iscenesættelse: Guido Paevatalu

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *