Alice i Eventyrland på coke

Snedronningen
Det Kongelige Teater, Operaen, 13/10 2019
af Ida Fogh Kiberg

✮ ✮ ✮ ✮

Hans Abrahamsens nye opera over H.C. Andersens elskede eventyr byder først og fremmest på et ensemble, der sangligt præsterer fuldstændig fænomenalt. Vi starter i orkestret med en violin og en xylofon af en art. Med en sitren som i en snestorm forvandler violinerne sig til et auditivt billede af sne, idét xylofonen gør dem selskab, og man næsten kan mærke snefnuggene lande på næsen for hvert ”pling”. Dette var en fantastisk start, og jeg havde herefter store forventninger.

Jeg forestiller mig, at den instrumentale musik ville have været et mesterværk uden librettoen og sangen – et orkesterværk til en ny ”Fantasia”. Musikken og librettoen er her og der skrevet, som var de til to forskellige operaer, man har forsøgt at sammensætte. Når Kays hjerte og øje rammes af issplinten, skal man virkelig koncentrere sig for at opfatte, at det sker. Der er ingen indikationer om en ændring eller et vendepunkt, et cue, en akkord eller noget skift af nogen art i musikken, som i dette skæbnesvangre moment er meget rolig og statisk. Det samme gælder i slutningen, hvor splinterne smelter – pludselig synger Kay og Gerda ordene, men der er ikke noget i musikken, der fortæller os om hændelsen. Det er ellers netop sådan et sted, der har alverdens muligheder for at lade sig inspirere i musikkens udtryk og foranderlighed, og Abrahamsens musik er udtryksfuld, ekspressiv og dynamisk.

Operakorets afdelinger i forestillingen står musikalsk klarest i min erindring. De “Alice i Eventyrland”-agtige blomster sunget af damekoret mindede om en blanding af Monty Pythons knights who say ”Ni” og så en form for syret filmatisering af en Steven King-roman – og dette er en kompliment, hvor mærkelig den så end er.

Et par steder i løbet af forestillingen dukker meget smukke instrumentale afsnit op. Især i anden del, når Gerda synger om snefnuggene, hun nu er bange for. Sammen med herrekoret er her et stykke storslået musik. Sofie Elkjær er hele forestillingen igennem udstyret med en intensitet og kraft i stemmen, der siger spar to, og der er i det hele taget ikke en finger at sætte på nogen sangers arbejde på scenen. Fantastisk sang, simpelthen. Men flere sangere i løbet af forestillingen synger på den samme tone i flere minutter med to-fem sekunders mellemrum imellem hver stavelse – så står det altså stille. Ydermere bevæger nogle sangere sig i en nærmest Robert Wilson-lignende koreografi (robotagtige bevægelser), hvor man efterlades med tanken ”Men… Hvorfor dog?”.

Det Kongelige Operakor som blomster, Sofie Elkjær og Johanne Bock

Scenografien er fuld af imponerende lyseffekter og billeder i en surrealistisk verden, hvor rejsen, man følger, foregår i samme ramme, under samme tag, ligegyldig hvor vi er henne i historien. Det er ikke kun Gerdas rejse, vi følger, men alle menneskers. Gerda og Kay er i operaen på en rejse, som gælder os alle – tiden går, vi forlader barndommens uskyld, lærer vores kroppe at kende, bliver forelskede, bliver gamle og dør. ”Snedronningen” er her ikke en person, men flere forskellige menneskelige karakterer og karakteristika, der materialiseres som alt fra en kønsneutral troldmand m/k sunget af basbaryton Johan Reuter og til balletdansere, rensdyr og et ur, der viser os den dyrebare tid, vi har.

Der er smukke, livlige og scenografisk imponerende billeder i forestillingen, men det er svært at følge med i, hvad der egentlig sker på scenen – det er nok en instruktionsstil, men mange steder virker det, som om der simpelthen blot mangler instruktion. Der sker både for meget og for lidt på scenen på én gang, og det var ofte svært at følge med i, hvor vi var i historien.

Der er ingen, der kan påstå, at Johan Reuter ikke er en god sanger, eller at en sopran/mezzo havde kunnet synge dette parti. Jeg ville blot enormt gerne, men kan ikke forstå, hvorfor Abrahamsen har skrevet rollen til en baryton. Det er en mærkelig scene, når Snedronningen eller ”Den Universelle” kysser Kay og tager ham med sig ind i den ellers imponerende firkantede tunnel af lys. Hvad skal karakteren her forestille at være?

Melis Jaatinen og Johan Reuter

Kay er ikke nogen stor figur i historien, men partiet synges utrolig smukt af mezzosopranen Melis Jaatinen. Morten Grove og Jens Christian Tvillum i rollerne som et kragepar skaber et par mærkværdige og interessante karakterer. Tvillums tenor er med årene blevet meget mere dramatisk, og Groves kontratenor har aldrig lydt bedre – de to krager hjælper Gerda videre på hendes rejse, men er også interesserede i at lokke hende i fordærv. Først vil skovkragen, Tvillum, forføre og tage Gerda, og så vil hans forlovede, Morten Grove, føre hende til slottet, hvor Prinsen og Prinsessen venter med erotisk erfaring, nøgenhed og lokken med silkekjoler og storhed. Sibylle Glosteds sopran er, som den prinsesse skal være – forførende og intens hele vejen igennem, og Gert Henning Jensen i rollen som prinsen er med sin ungdommelige og karakteristiske tenor, også fuldstændig perfekt castet. Gerda vælger dog at lede videre efter Kay.

Den gamle bedstemor og Finnekonen symboliserer den barndom, Gerda lægger bag sig og må kæmpe for at frigøre sig fra. Rollerne synges begge af Johanne Bock, der som altid med sin dominerende alt har en sanglig og scenisk tilstedeværelse, der stjæler hele salen. Danserne, Maria Malmström og Boris André, der er en del af Snedronnningen, er ligeledes vidunderlige kunstnere – jeg ville blot gerne have set mere til dem.

Gerda og Kay finder tilbage til hinanden til sidst, elsker og tager hjem igen. Her er de pludselig store nok til at passe de sko, de i starten legede voksne i. De ser bedstemoderen dø, bliver selv gamle og lægger sig til at dø med hinanden, alt imens Johan Reuter som Den Universelle eller Snedronningen hænger i luften i midten af et stort ur. Alt dette sker i løbet af få minutter og er igen et eksempel på, at der sandelig ikke mangler fantasi – der er bare alt for mange ting på alt for kort tid, og dette er en gennemgående tendens i Snedronningen.

Sibylle Glosted, Sofie Elkjær og Gert Henning Jensen

Alt i alt kunne jeg ikke finde en bedre beskrivelse for denne forestilling end ”Alice i Eventyrland på Coke”. Det skulle lige være ”på svampe”. Det er en oplevelse, og det er en anderledes forestilling, hvor lyseffekter og figurer samt absurditeten er dominerende. Det er tydeligt, at der er lagt en masse arbejde i det, og jeg har sjældent hørt et så gennemført fantastisk sangerhold. Jeg forlod salen med en følelse af netop at have spist nogle sjove svampe – forvirret, ør i hovedet og fuld af mærkelige spørgsmål.

Indlægs forfatter: Ida Fogh Kiberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *