Carmen giver gode lår, men ikke megen mening

✮ ✮ ✮ ✩ ✩ ✩

Det Kongelige Teaters nye Carmen er fuld af imponerende billeder, dygtige dansere, et skønt orkester og et operakor i topform, men opsætningen er rodet og skuffende.

Kabaret og Gorillakostumer

”Hvad i alverden….?” – det var min første tanke af mange efter tæppets fald til Carmen-premieren, hvor foyeren var fuld af meget sjove ansigtsudtryk. Folk, der aldrig har set værket før, vil måske få et friskt pust ud af nogle af scenerne, men på nær nogle få dansenumre så kommer opsætningen til kort ved at frarøve publikum det meste af karakterernes interaktion med hinanden og med tilskuerne. Barry Koskys iscenesættelse, som har været rundt på flere store operahuse før nu, er baseret på en kvindefrigørende idé, hvor Carmen hverken er feminin eller maskulin, og hun styrer hele showet fra start til slut som en konferencier for sin egen livshistorie – forestillingen er, om ikke andet, en meget anderledes oplevelse med Verfremdung-lignende tiltag, altså virkemidler, der bryder den fjerde væg, samt masser af dans.

På scenen møder vi meget få af Operaens egne ensemblesangere til premieren, men især Michèle Losier i rollen som Carmen gør et strålende stykke arbejde. Det kan ikke være helt nemt at skulle være forførende som gorilla i starten af Habaneraen, som her er en hyldest til Marlene Dietrich i filmen ”Blonde Venus”, hvor hun danser striptease ud af et gorillakostume. Ej heller kan det være helt enkelt at udføre de hurtige dansetrin samtidig med at skulle synge smukt og forførende. Og det er netop, hvad Carmen her er blevet lavet om til: en koreograferet danseforestilling med Kabaret-momenter. Og det er skam ikke heri, problemet ligger; problemet er, at hvis man vil tage en opera og lave den totalt om helt ind til kernen og så lave en Chicago-udgave af den, så må man også leve op til det, og det gjorde Carmen ikke i går. Liza Minelli eller Marlene Dietrich var alt andet end kedelige i deres spotlights og one-woman-shows. Jeg ser idéen med forestillingen, og jeg respekterer den, men den kommer ikke ud forbi orkestergraven, og de sort/hvide farver bliver sammen med den statiske scenografi og det tågede lys ikke meget andet end kedelig.

Foto: Camilla Winther

Voice-over læser Carmens dialoger op

Operakoret og danserne er alle sminket hvide i ansigterne som Carmens marionetter, der med dyrisk kravlen hen ad den enorme trappe, som udgør hele scenografien, overbeviser med sang og forførende dans. Men alle andre end Carmen er bifigurer, baggrundskarakterer, hvilket er gjort bogstaveligt ved nærmest aldrig at have lys på andre end hovedpersonen, der bades i spotlight. Dette er selvfølgelig for at understrege, at det er Carmen, der styrer showet, men det gør desværre, at vi går glip af mimik og skuespil – interaktionen mellem karaktererne. Lyset er sat således, at ansigterne – selv Carmens – for det meste er badet i skygge, og man ser næsten ingen mimik. Det medfører også, at man ikke ser Don Josés ansigtsudtryk under Carmens forførelsesdans, inden han vil tilslutte sig hæren igen. Carmens dans er her igen med spotlight på den sorte kjole, og der er ikke megen forførelse i den scene, hvilket egentlig fremkalder en forståelse for, at Don José vil tilbage til hæren i stedet.

Hertil er bragt en voice-over-udgave af alle dialogerne i Carmen. Mens den danske skuespillerinde Maria Rich fremsiger alle dialoger, med hvad der skal forestille at være en sexet stemme (?), ser publikum en meget statisk præstation på scenen, der bliver det ene skrabede tableau vivant efter det andet. Karaktererne siger ikke noget til hinanden længere, vi går glip af forførelsen i fængselsscenen, og vi får altså som publikum læst Carmen op, mens vi ser på en sort/hvid tegning i en billedbog. Det er heller ikke nogen dårlig idé, men der mangler action på scenen imens, og skuespillerinden er instrueret således, at selv oplæsningen af Don Josés mors brev bliver med denne ”sexede” og snøvlende stemme – den oplæsningsmetode kunne man måske have undladt ved en så u-sexet, familierelateret og ellers smuk scene. I en så vigtig rolle som oplæsende tovholder må det for resten ikke ske, at publikum går glip af en tredjedel af ordene på grund af manglende diktion. Det bliver forstyrrende i stedet for sammenbringende.  

Foto: Camilla Winther

Operakoret og danserne er aftenens stjerner

Gisela Stilles elskelige væsen i rollen som Michaëla hjælper til at opretholde en del af de smukke, naive sider af den karakter og de scener, som ellers mangler dybde. Som Don José har Migran Agadzhanyan en vanvittigt god stemme, om end der var problemer i højden i blomsterarien, og han desværre er væk bag et gråt lys det meste af tiden. Anatoli Sivko som tyrefægteren Escamillo har den rette fandenivoldske udstråling, men måtte sangligt stå af flere steder i højden. I de mindre roller giver Palle Knudsen en udfarende og tilpas ækel portrættering af sergenten Moralès og senere også en pjusket og skør Dancaïro. Operaakademiets Fredrik Bjellsäter er med på noderne og rytmen i sin sang og sin koreografi som Remendado, og Carmens to højre hænder, Frasquita og Mercédès synges og danses glimrende af hhv. Margaux de Valensart og Ida Ränzlöv. Zuniga synges af Kyungil Ko og stormer frem med en kraftig stemme og en drilsk karakter.

Den enorme trappe, der troner som eneste kulisse, er det meste af tiden meget kold og altdominerende med undtagelse af de steder, hvor operakoret pryder trinene med sang og bevægelse, og den kan bruges til nemt at skildre retning og afstand mellem to karakterer. Man får som publikum fornemmelsen af, at man er en del af tilskuerne til tyrefægterarenaen. En meget stærk scene på den trappe – det må man give den – er, da Carmen kommer løbende fra toppen med en kvinde, der skriger som et dyr. Carmen har fat i hendes hår, og de løber faretruende hurtigt ned ad de stejle trin, inden Carmen smider hende på gulvet foran trappen, mens kor og solister ser på. De stejle trin må have givet alle medvirkende dagens motion i løbet af prøveforløbet, og der blev også ved introduktionen i foyeren lavet sjov med, at alle medvirkende nu har balder af stål og gode lår. Også oplagt er det at iscenesætte Escamillos ankomst som ved et rød løber-event i Hollywood med skrigende kvinder, der kaster sig over Brad Pitt. Men der mangler i scenografi såvel som instruktion farver og dybde i formidlingen af historien bag værket.

En stor cadeau skal gå til koreografen Otto Pichler ved Madeline Ferricks-Rosevear og til danserne, som meget af tiden står alene med underholdningen. Smukke såvel som sjove koreografier er sat sammen af både gammeldags og moderne dansetrin samt tydeligt kabaret-inspirerede afsnit. Det charmerende drengekor har en fin klang og har fanget de robotagtige bevægelser, de skal udføre, og det kongelige operakors medlemmer er stjernerne i sangerensemblet. Musikken er livlig og sprudlende af karakter fra det kongelige kapel under ledelse af Alexander Vedernikov, og det er sjovt at høre den ekstra musik af Bizét, der ellers er skåret væk. Idéen i opsætningen fortjener anerkendelse for et godt forsøg – Carmen som tovholder af sin egen historie er oplagt, men det hænger desværre ikke sammen i udførelsen.

Indlægs forfatter: Ida Fogh Kiberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *