De store følelser, håndsprit og pangparykker

I 2020, da corona-pandemien lukkede landet ned, og vores menneskelige møde blev henvist til tjenester som Facetime, Zoom og Skype, satte kunstnerkollektivet Venteværelset sig for at udføre et eksperiment: Kunne det mon lade sig gøre med isolation og fysisk afstand som praktiske vilkår at gennemføre et prøveforløb og skabe en operaforestilling, som kunne opføres, når det igen blev muligt at samles?

Drivkraften hos de tretten kunstnere, der udgør kunstnerkollektivet, og som virker inden for forskellige kunstneriske discipliner, var en udtalt trang til at handle, at bidrage til samfundet – ikke i såkaldt kritiske funktioner, som sygeplejerskerne og lægerne og pædagogerne gjorde, men med det som kunsten kan, nemlig at skabe rum for bearbejdelse af den nye og alvorlige situation, vi alle pludselig befandt os i.

Derfor handlede eksperimentet heller ikke udelukkende om den pågældende forestilling, som blev til under nedlukningen, men om hele processen op til premieren. “Retningslinjerne” – for nu at bruge en perioderelevant term – for arbejdet blev nedfældede i 10 dogmer – et manifest, som også dikterede, hvordan man skulle forholde sig til de gældende corona-retningslinjer, pressemøder, til økonomien i projektet, og til hvornår værket skulle opføres – og det skulle det altså hurtigst muligt efter ”karantænens ophør”, hvilket betød, at ingen vidste, hvor lang en prøveperiode, man havde til rådighed. Tanker og erfaringer skulle oversættes til æstetiske udtryk og skulle i samspil med opførelsen udgøre det samlede værk. Denne del af værket kan man gå på opdagelse i på Venteværelsets hjemmeside, hvor der både er musik og grafik og videomateriale, og hvor man også kan få et indblik i de helt lavpraktiske udfordringer i arbejdsprocessen.

Foto: Andreas Grønning

Resultatet af arbejdet blev forestillingen Dido & Aeneas – en isolationsopera – en fortolkning, der bringer det antikke drama om kærlighed og død på kollisionskurs med pandemiens ensomhed og fremtidsfrygt. En hybrid af barokopera og popmusik, der zigzagger mellem store følelser, håndsprit og pangparykker.

Showet kunne opleves i københavnske baggårde, sociale boligbyggerier på Vestegnen og på Christiania. Og nu kan man opleve forestillingen igen som en del af scenekunstfestivalen CPH Stage 2021, hvor den spiller fire gange – to gange torsdag den 27. og to gange den 28. maj. Jeg har skrevet forestillingerne ind i operakalenderen her på siden og linker til CPH Stage’s hjemmeside, hvor du kan læse mere og bestille billetter.

Author: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *