Den menneskelige stemme på film

Vil du hellere lytte til artiklen? – Værsgo! Jeg har indlæst den til dig.

For nylig læste jeg Albert Camus’ Faldet – en lille bog fra 1956. Noget af det mest iøjnefaldende ved teksten er, at man som læser kun har én person at forholde sig til – eller i hvert fald at holde sig til – for vi får kun den ene del af samtalen og må gætte os til, hvordan personens samtalepartner reagerer og responderer. I begyndelsen er det en lidt anstrengende måde at læse på, men efterhånden bliver det ret fascinerende, bl.a. fordi man som læser er nødt til i en eller anden grad at komme med et bud på det, som man ikke eksplicit får at vide, og det bud spiller ind på måden, man læser videre på.

På præcis samme måde forholder det sig i Francis Poulencs opera La voix humaine (Den menneskelige stemme), hvor publikum kun oplever den ene halvdel af dialogen, en kvinde, der taler med sin nu tidligere kæreste i telefonen. Hvor man hos Camus godt kan undre sig over, hvad der helt konkret filtrerer de andre stemmer fra, er det til gengæld en meget realistisk situation, vi har i La voix humaine. Hvem har ikke siddet i en bus eller på en café og lyttet til en halv telefonsamtale og ud fra det, man hører, forsøgt at gætte, hvad der sker i den anden ende?

Francis Poulenc (1899-1963) (Foto: public domain)

Aflysning bliver til opera-film

Her i marts måned skulle vi på Den Fynske Opera i Odense, hvis ikke der var kommet en pandemi med tilhørende restriktioner i vejen, have oplevet netop La voix humaine. Men det kom der, og den erkendelse må have været lidt af en spand koldt vand for den dansk svenske sopran Anna Carina Sundstedt, der havde forberedt den 45 minutter lange fransksprogede monolog, der udgør operaen – selvfølgelig også for resten af holdet, James Sherlock ved flygelet og Freja Friberg Lyme, der havde instrueret forestillingen og alle de øvrige der medvirkede på produktionen. Og naturligvis var det også en trist nyhed for de, der havde glædet sig til at opleve operaen i Odense.

… “Jeg har set den, og det vil jeg på det kraftigste anbefale, at I også gør” …

Heldigvis åbnede der sig en anden mulighed. Den Fynske Opera fik nemlig mulighed for at lave en filmoptagelse af forestillingen, så indsatsen ikke er spildt. Filmen kan ses gratis fra i dag, den 31. marts og frem til og med den 14. april. Jeg har set den, og det vil jeg på det kraftigste anbefale, at du også gør.

Teater i den simpleste form

Efter i 1957 at have haft succes med operaen Dialogues des Carmélites (Karmeliternes samtaler), blev Poulenc opfordret til at skrive en opera baseret på Jean Cocteaus tredive år gamle skuespil La voix humaine, hvor forfatteren havde eksperimenteret med at reducere dramaet til sin allermest simple form: én akt, ét scenebillede, én skuespiller.

Jean Cocteau (1889-1963) (Foto: public domain)

Man havde foreslået Maria Callas til hovedrollen, men da Poulenc komponerede operaen, var det med en anden sopran i tankerne, nemlig den franske Denise Duval, som også havde medvirket i komponistens tidligere operaer. Duval arbejdede tæt sammen med Poulenc, der så hende som en slags medkomponist, og hun hjalp også med at bearbejde Cocteaus tekst til operalibretto. Samarbejdet gav samtidig Poulenc et indblik i sopranens stormombruste kærlighedsliv, som han kunne bruge i sin stærke psykologiske skildring af det menneskelige følelsesliv.

Da operaen havde premiere 6. februar 1959 var det også med Denise Duval i rollen som Elle (kvinden i operaen nævnes ikke ved navn, men refereres blot til som Elle – altså det franske ord for ”hun”), og med dirigenten Georges Prêtre på podiet.

Handlingen kort

Operaens handling kan opsummeres ganske kort – og så alligevel ikke. For i og med, at der er så meget, der er usagt, er det selvfølgelig også uklart, hvad der præcis sker – det er op til vores fortolkning.

Elles telefon ringer, og hun taler med en person i den anden ende, der viser sig at være hendes tidligere kæreste. I begyndelsen lader hun som om, at hun har det godt. Siger, at hun var hos Martha i aftes, og at hun tog en pille, da hun kom hjem for bedre at kunne sove. I løbet af samtalen bliver dog klart, at Elle ikke taler helt sandt. Hun talte ganske vist med Martha i aftes, men det var fordi hun kom med en læge, da Elle havde ringet og fortalt, at hun lige havde taget tolv sovepiller og altså forsøgt at begå selvmord. Det bliver også klart at den tidligere kæreste ikke ringer fra sit eget hjem, men måske fra sin nye kærestes lejlighed. Flere gange bliver forbindelsen afbrudt eller forstyrret, og det er med til at strukturere det dramatiske forløb og tegne et stærkt psykologisk billede af en kvinde på sammenbruddets rand.

En stor oplevelse

Anna Carina Sundstedt leverer en fremragende og hjertegribende præstation i Den Fynske Operas filmforestilling, men også pianist James Sherlock imponerer, og man savner aldrig Poulencs orkester. Poulenc komponerede i øvrigt operaen for klaver og orkestrerede den efterfølgende.

… “Anna Carina Sundstedt leverer en fremragende og hjertegribende præstation i Den Fynske Operas filmforestilling, men også pianist James Sherlock imponerer” …

Operaen bliver sunget på originalsproget fransk, men filmen er forsynet med danske tekster, så den er lige til at gå til. Jo, man kan godt ærgre sig over ikke at være fysisk til stede i salen, men jeg synes, det er en stor oplevelse, at se filmen. Om ikke andet er det i hvert fald en god måde at lære denne fremragende opera at kende på.

Anna Carina Sundstedt i La voix humain (Foto: Den Fynske Opera)

Du kan se filmen her eller via Den Fynske Operas Facebook-side, og downloade programmet, som det skulle have været trykt, her.

I øvrigt lagde den gratis opera streaming-tjeneste Opera Vision for en lille uges tid siden den samme opera ud i hollandske Opera Zuids version fra sidste år. Og her er det med fuldt orkester. Jeg har ikke selv set den endnu, men det er jo altid interessant at have noget at sammenligne med.

Author: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *