Det begyndte med en fiasko …

Den 18. januar har Det Kongelige Teater repremiere på David Radoks opsætning af Verdis mesterværk La traviata. I dag er det relativt ufarligt for et operakompagni at sætte netop La traviata på plakaten, for den hører med sin gribende historie, sit vidunderlige kvindeportræt og sin overflod af de mest Verdiske Verdi-hits, man kan ønske sig, til en af operalitteraturens mest spillede og mest elskede operaer.

Men det er i grunden tankevækkende, at nogle af de operaer, vi i dag ser som de mest selvfølgelige faktisk faldt pladask til jorden, da de mødte verden for første gang.

Her er tre eksempler:

Giovanni Paisiello (1740-1816) vs. Gioacchino Rossini (1792-1868)

Rossini: Barberen i Sevilla (1816, Rom)

En af de mest berømte fiaskoer er nok premieren Rossinis Barberen i Sevilla, den 20. februar 1816 i Rom. Forestillingen var ganske vist præget af en del tekniske uheld, men det har dog næppe været særligt for denne forestilling. Nej, grunden til operaens tvivlsomme første møde med verden var en anden, nemlig sabotage! Rendyrket sabotage – i form af hylen og råben og piften, der gjorde det umuligt at danne sig et indtryk af musikken (der sikkert heller ikke for sangerne og musikerne har været nem at udføre bare nogenlunde fyldestgørende under disse lydlige omstændigheder). Sabotørerne var tilhængere af en rivaliserende italiensk operakomponist, Giovanni Paisiello, der selv havde komponeret en Barberen i Sevilla. Selvom det var næsten 35 år siden, at hans egen version havde haft premiere, så han Rossinis som en provokation, og opfordrede sine tilhængere til at ødelægge forestillingen. Det lykkedes altså glimrende ved premieren, men allerede ved den anden opførelse, hvor Paisiellos fans ikke havde indløst billet (eller måske alligevel bare gerne ville opleve Rossinis opera), blev den en stor succes og tilhører i dag det absolutte kernerepertoire.

Verdi: La traviata (1853, Venedig)

La traviata havde premiere i 6. marts 1853, og Verdi havde været igennem en masse bøvl med censuren, der bl.a. forlangte historien rykket tilbage i tiden i forhold til det samtidsdrama, Verdi havde forestillet sig. Allerede efter første akt kom publikums utilfredshed med den i øvrigt anerkendte hovedrolleindehaver, sopranen Fanny Salvini-Donatelli, til udtryk – hun var ifølge dem for gammel (38 år) og for korpulent til troværdigt at spille en ung kurtisane, der dør af tuberkulose – og i løbet af anden akt fik også de to øvrige hovedrolleindehavere publikums utilfredshed at føle.

Giuseppe Verdi (1813-1901)

Verdi, der heller ikke selv var tilfreds med sit sangerhold, skrev efter premieren til en ven om fiaskopremieren: ”Var fejlen min eller sangernes? – det vil tiden vise” … og det gjorde den som bekendt!

Bizet: Carmen (1875, Paris)

Både barberen i Sevilla og La traviata er for resten at finde på Det Kgl. Teaters sæsonplakat, og det samme gælder det tredje eksempel på en opera-fiaskopremiere, nemlig Bizets Carmen. Jo den er god nok! Operaen, der indeholder så ikoniske arier som torreador-arien og Habaneraen for ikke at tale om den pompøse ouverture (og alt det andet), blev faktisk endnu en af operahistoriens overraskende fiaskoer ved premieren.

Bizet havde allerede med sit valg af emne, der havde markante erotiske undertoner, gjort det svært for sig selv. Og musikalsk og dramatisk forlangte Bizet også meget mere, end sangere og musikere på Opéra-Comique i Paris var vant til. Sangere og musikere modarbejdede ham i det i øvrigt usædvanligt langstrakte prøveforløb, og selv teatrets ledelse havde overordentlig svært ved at tro på det projekt, de havde kastet sig ud i.

Premiereaftenen startede ellers udmærket med stort bifald efter første akt, men allerede i anden akt (der er fire i alt) begyndte begejstringskurven at knække. Knækket var også Bizet, der døde et par måneder efter og aldrig oplevede sin operas kolossale succes.

Bizets Carmen på Det Kongelige Teater, 2019

Listen over fiako-premierer er lang, og heldigvis faldt de tre omtalte operaer ikke dybere, end at de fik oprejsning efter relativt kort tid. Gad vide, hvor mange mesterværker, der ikke fik det – tja, det vil tiden måske også vise…?

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *