Det fortravlede og rastløse menneske

Meningsløs travlhed, pseudoarbejde og selvpålagt effektivitetsjag er velkendte fænomener både i Holbergs 1700-tal og i dag.

I et samarbejde mellem Operaen I Midten og Det Jyske Musikkonservatorium kan man ved fire forestillinger i hhv. Herning og Aarhus fra fredag d. 31. januar opleve Bent Lorentzens opera Den Stundesløse fra 1994. Operaen bygger på Holbergs teaterstykke af samme navn, der handler om den fortravlede og rastløse Vielgeschrei, som i grunden har ikke så lidt til fælles med det stressplagede nutidsmenneske.

Samarbejde mellem professionelle og studerende

Ud over de professionelle operasangere Jesper Buhl og Daniel Kjær Holmbjerg medvirker i alt 10 sangstuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium (en enkelt dog venligst udlånt fra Syddansk Musikkonservatorium), og sangerne skiftes til at synge i de forskellige forestillinger. De seks musikere, der udgør orkesteret, og som dirigeres af Flemming Vistisen, er ligeledes studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Samarbejdet mellem musikkonservatoriet og Operaen I Midten giver de klassiske sangstuderende ved konservatoriet mulighed for at arbejde i professionelle rammer, med instruktøren Pernille Elimar og Operaen I Midtens professionelle kunstneriske stab og produktionsapparat.

Kammeropera med kant og humor

Den Stundesløse byder på fikse intriger, rappe dialoger og et tragikomisk portræt af den rastløse og stressede hovedperson, Vielgeschrei, der har fascineret teatergængere gennem århundreder. Både Lorentzens musik og den aktuelle opsætning understøtter de komiske elementer i Holbergs historie, bl.a. medvirker der et meget levende kontormøbel.

Operaen er skrevet for en lille besætning på blot syv sangere og seks musikere: Obo, cello, klaver/keyboard og slagtøj samt to musikere med live elektronik.

Forestillingen varer ca. 1 time og 20 minutter, der er ingen pause.

Læs mere på Det Jyske Musikkonservatoriums hjemmeside.

Author: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *