Et ekko af en stor operaoplevelse

Forleden dag købte jeg en CD – det er desværre ved at være en sjældenhed, at jeg gør det, må jeg indrømme – men lige denne her ville jeg altså eje, også selvom jeg allerede har lyttet en del til den på Spotify og i øvrigt kan høre den dér, lige så tit jeg har lyst. Og jeg ville faktisk også gerne betale de par hundrede kroner, CD’en kostede, for jeg ville gerne give mit lille bidrag til, at man stadig vil binde an med at indspille og udgive operaer i fysisk form.

Jeg taler naturligvis om Dacapo Records udgivelse af August Ennas opera Kleopatra, som heldigvis blev indspillet i forbindelse Den Jyske Operas opsætning af operaen i 2019.

Jeg vil gerne i et andet blogindlæg dykke ned i glæden ved at lytte til opera på plade/CD – i den gode stol med god lyd i hørebøfferne eller højtalerne og med bookletten i skødet, et værdigt alternativ til Netflix, ikke bare i en periode med lukkede operahuse – men for nu vil jeg blot benytte anledningen til at finde den artikel frem, jeg skrev, da jeg havde været inde og opleve Den Jyske Operas premiere på Kleopatra, som også var den første danske opførelse af operaen i over 120 år.

Jeg har omarbejdet den artikel, jeg udgav i 2019 – bevares, dele af den er den samme, men jeg har tilpasset den til denne nye anledning, for jeg synes faktisk, den er værd at dvæle ved igen. Ikke så meget for artiklen i sig selv, men mere pga. værket, August Ennas Kleopatra.

Vækket af sin Tornerosesøvn

Philipp Kochheim, operachef ved Den Jyske Opera, lancerede med operaens 2018/19-program et nyt tiltag: ”Den danske serie”. Netop indrejst fra Tyskland havde han efter eget udsagn gennemgået hundredvis af partiturer, fordi han tænkte, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt, at der i det kulturelle land, som han nu beboede, ikke fandtes flere opførelsesværdige operaer end Carl Nielsens Maskarade, og, ja… Carl Nielsens Maskarade(!)

Philipp Kochheim (Foto: Ditte Chemnitz)

Og hvad fandt han så i sin søgen? Intet mindre end en perlerække af mesterværker, som danskerne helt havde glemt at hylde, men som verden uden for kongeriget åbenbart havde nydt godt af – succeser fra Europas store operascener (selv det hæderkronede La Scala i Milano), et skammeligt svigt, fornemmede man, et svigt, som ingen dansk opera- eller kulturinteresseret naturligvis ville være bekendt, hvorfor man hurtigst muligt ville indløse billet og gøre dette pinlige svigt ugjort. Ret godt tænkt, egentlig!

Og med komponisten August Enna (1859-1939) bliver den gode historie bare endnu bedre: En fattig 3. generationsindvandrer fra Lolland, der med nød og næppe undgår en skæbne som urtekræmmer eller skopudser, fordi han viser sig at have et stort talent for musik – violin, klaver, komposition. Han skriver i en ung alder både en opera, nogle instrumentale værker og en symfoni, talentet bliver spottet af den store Niels W. Gade, der hjælper ham med et legat til et studieophold i udlandet, hvorefter han med sin Kgl. Teater-debut Heksen i 1892 og Kleopatra i 1894, snart er en af de mest populære danske komponister. Selvom Kleopatra havde en vanskelig start herhjemme, så blev den siden en stor succes, også ude på de europæiske operascener.

Og hvad fandt han så i sin søgen? Intet mindre end en perlerække af mesterværker, som danskerne helt havde glemt at hylde

Nej, historien fejler ikke noget, nysgerrigheden var blevet vakt, hvad var det, vi var gået glip af? Men som det også ofte er, når noget er slået tilpas stort op, blev nysgerrigheden ledsaget af en lille stemme, skeptikeren, der sagde, ”ja ja, kan det nu også passe? – Hvis den opera virkelig er så god, hvorfor har vi så ikke hørt noget til den i mere end 120 år? – mon ikke den gode historie i virkeligheden er bedre end operaen?”

Historien

Kleopatra er skrevet over en Henry Rider Haggards (det er ham med Kong Salomons Miner) roman, Cleopatra fra 1889. Prins Harmaki vil slå dronning Kleopatra ihjel, men da han ser den smukke dronning, bliver han forelsket i hende. Kleopatras kammerpige Charmion, der er i virkeligheden er med i komplottet og selv er forelsket i Prins Harmaki, afslører i jalousi prinsens planer for Kleopatra, og Harmaki må betale med sit liv.

Magnus Vigilius som Prins Harmaki med Den Jyske Operas Kor
(Foto: Kåre Viemose)

Det er nok ikke handlingen, der i sig selv er grunden til, at Kleopatra skulle vækkes til live igen. Ikke at den er uinteressant, bestemt ikke, og især de to kvindelige hovedkarakterer er interessante – Kleopatra med sin blanding af magtsyge og erotisk tiltrækning, og Charmion, der forråder både sin elskede og sit land, men som sandelig også er den, det er synd for. Men historien er i lange perioder noget stillestående, og operaen lider også under en ikke særlig elegant libretto, skrevet på et – trods forsøg på at modernisere – noget bedaget dansk.

Musikalsk overflod

Hvis handlingen ikke helt retfærdiggør, at man bekoster en genopsætning og en indspilning af værket, så bliver al tvivl til gengæld fejet aldeles af bordet, når man hører Ennas musik. Wuau! Den er jo fremragende! – det står klart allerede fra forspillet til første scene. En kombination af Wagner´sk storladenhed, Verdi’sk fasthed, Puccini’sk sødme (masser af det! – selvom Enna vistnok ikke brød sig ret meget om Puccini), men også Carl Nielsen, Niels W. Gade og Richard Strauss er at spore i musikken, som på CD’en lyder fra et yderst velspillende Odense Symfoniorkester under ledelse af Joachim Gustafsson.

Selvom Ennas svulstige stil gik af mode efter århundredeskiftet (han endte sine dage som en glemt og bitter mand), så er det altså mærkeligt, at hans værker har været så godt gemt væk. Det glimrende balletindslag i operaens 3. akt kunne fint have været standardrepertoire i koncertsalene. Det burde det være.

En sangteknisk sværvægter

Lige så stor og smuk, musikken forekommer, lige så krævende er den for sangerne – her har vi måske en af forklaringerne på operaens lange fravær. Det er virkelig en lydmur, de skal trænge igennem nogle steder, og derudover ligger partierne generelt ret højt. Operaeksperten Henrik Engelbrecht har i øvrigt forfattet en både læseværdig og informativ artikel i CD’ens booklet, hvor han blandt andet opholder sig ved de sangere, der var (fejl)castet, dengang operaen havde premiere.

Men her fortjener Den Jyske Opera virkelig ros for at have stillet med et fænomenalt hold: barytonen Lars Møller som Harmakis far Sepa, som desværre næsten kun er med i begyndelsen, Magnus Vigilius, der som Harmaki demonstrer en heltetenor i international klasse, Ruslana Koval som den forsmåede Charmion med stort vokalt overskud, og endelig Elsebeth Dreisig, der behersker såvel de sarte passager som de helt store steder i titelpartiet som Kleopatra.

Elsebeth Dreisig som Kleopatra (Foto: Kåre Viemose)

Også de mindre roller gør sig godt, ikke at forglemme Den Jyske Operas Kor, som virkelig får lejlighed til at folde sig ud.

En ny klassiker?

Efter Aarhus-premieren i 2019 var kritikerne generelt begejstrede, både for sangerne, den tyske instruktør og scenograf Ben Baurs simple og relativt dunkle scenografi og for værket som sådan. Men flere nævnte én beklagelig detalje, nemlig udsigten til, at der måske igen skulle gå 120 år, før vi kunne få Ennas vidunderlige opera at høre. At bekendtskabet med operaen for os dødelige skulle være så flygtigt, forekom næsten ubærligt. På det tidspunkt var der ingen konkrete planer om at forevige operaen på CD, end ikke en radiotransmission var der udsigt til.

At bekendtskabet med operaen for os dødelige skulle være så flygtigt, forekom næsten ubærligt.

Men heldigvis indgik Den Jyske Opera et samarbejde med Dacapo Records, DR-P2 og Odense Symfoniorkester, der gjorde begge dele muligt. Studieindspilningen udkom sidste år, og jeg kan varmt anbefale den. Jeg er i hvert fald glad for, at den endelig har fundet plads på min CD-reol.

Author: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *