Fra ufarlig komik til moderne psykologisk drama

ANMELDELSE

✮ ✮ ✮ ✮ ✩ ✩

BORTFØRELSEN FRA SERAILLET
Den Jyske Opera, 28. februar 2020

af Søren Schelling

Scenetæppet går meget, meget langsomt op ledsaget af Mozarts orientalske toner. Den grå, tunge betonscenografi, der efterhånden afslører sig, leder hverken tankerne hen på et tyrkisk harem for et halvt årtusind siden eller for den sags skyld på en dekoration, der er særligt nem at flytte rundt med. Det sidste skal jeg selvfølgelig ikke kunne udtale mig om, men faktum er dog, at denne tunge arkitekttegnede luksuslejlighed inklusive diverse kostbare kunstgenstande, de dyre møbler, vandbassinet, alarmsystemet og den velassorterede bar i den næste måneds tid skal transporteres til både Syd og Nord, når Den Jyske Opera drager på landsturne. Det første – et tyrkiske harem – det er det på ingen måde.

En gammel historie, men stadig ny

Musikken er Mozarts, operaen er Bortførelsen fra seraillet, og plottet ligger da heller ikke langt fra originalen fra 1782. I princippet. For Philipp Kochheim har fra sin instruktørstol trukket historien op til i dag, forkastet det orientalske serail og erstattet det med en topmoderne velhaverlejlighed, hvor der ikke mangler noget som helst – på det materielle plan, vel at mærke.

“og komiske operaer, dem ved vi jo godt, hvordan ender – eller gør vi?”

Hvor vores to kvindelige hovedpersoner, Konstanze og Blonde, oprindelig er blevet bortført af sørøvere, opholder de sig i denne udgave mere eller mindre frivilligt i lejligheden hos den rige, flotte (bevares) men ikke særlig romantisk vellykkede Bassa Selim. Det samme er tilfældet for Blondes kæreste Pedrillo, mens Konstanzes Belmonte (som ikke er særlig velhavende), skaffer sig adgang til ”paladset” (gennem en udluftningskanal) med den hensigt sammen med Pedrillo at befri kvinderne fra deres fangenskab. Bassa Selims bodyguard, udsmidertypen Osmin (Ossi), der selv er meget interesseret i den sexede Blonde, afslører planerne og viser sig i øvrigt at være farligere og langt mindre menneskelig, end man skulle tro.

Hakan Tirasoglu, Osmin; Casandra Lemoine, Blonde (Foto: Den Jyske Opera)

Væk med de gamle dialoger

Der er altid en fare forbundet med at flytte en handling op i tid. Ja, der er vel adskillige. En af dem har med teksten at gøre. Der kan hurtigt opstå diskrepans mellem det moderne udtryk og det ”gamle” sprog i librettoen, og det kommer man heller ikke helt udenom her, dels i arierne og ensemblerne, der godt kan virke lidt stillestående i den ellers action mættede handlingsgang, men især i overgangen fra dialog til de musikalske afsnit.

De talte dialoger er skrevet helt om, så de passer til den fremskrevne handling og de moderne karakterer. Det fungerer glimrende, og de bliver leveret med liv og sjæl og fart. En morsom detalje er, at der både tales på tysk og engelsk og med forskellig accent (jeg synes endda jeg hørte en sætning på dansk også, men det kan da vidst ikke passe…?).

Skal nogen forsigtigt fremhæves, så skal det være de to kvindelige sangere, Casandra Lemoine for sin lette, lyse klang og Clara Thomsen for sit vokale overskud i de krævende arier.

Internationalt sangerhold

Der var kun en enkelt dansker på scenen denne aften i Aarhus, det var sopranen Clara Thomsen (Konstanze). Desuden var Island repræsenteret med tenoren Sven Hjörleifsson (Belmonte), Østrig med tenoren Martin Lechleitner (Pedrillo), Portugal og Canada med sopranen Casandra Lemoine (Blonde), Tyrkiet med bassen Hakan Tirasoglu (Osmin) og endelig tyskland med skuespilleren Christoph Gareisen i den udelukkende talte rolle som Bassa Selim.

Christoph Gareisen, Bass Selim; Clara Thomsen, Konstanze (Foto: Den Jyske Opera)

Hele holdet var yderst velspillende, og det sanglige niveau var meget højt. Skal nogen forsigtigt fremhæves, så skal det være de to kvindelige sangere, Casandra Lemoine for sin lette, lyse klang og Clara Thomsen for sit vokale overskud i de krævende arier. Aarhus Symfoniorkester spillede en glimrende Mozart og virkede oplagte og trygge i hænderne på dirigenten Claus Efland. Undertiden havde sangerne dog tilsyneladende lidt vanskeligt ved at høre orkesteret, der var i hvert fald med mellemrum forskellige gode bud på, hvor taktslaget præcis skulle placeres.

Enden er god – eller er den?

Selvom stykket problematiserer et nok så alvorligt forhold, nemlig forholdet mellem den materielle lykke og den følelsesmæssige, de valg og fravalg, vi som moderne mennesker står med, og den ensomhed, der kan være forbundet med dem, så lever forestillingen et langt stykke hen ad vejen af sine komiske momenter – fangevogteren, Osmin, er en ægte buffo-bas, Pedrillo og Blonde er også komiske roller, dialogen er spækket med vittige indfald – og komiske operaer, dem ved vi jo godt, hvordan ender – eller gør vi?

Da de fire flygtende omsider har taget sig sammen til at forlade den bekvæmmelige velhaverlejlighed (og jeg mener omsider, for de var flere lange minutter om at beslutte sig til det – en tid, som aarhusianerne (jeg selv inklusive opfattede) som en uheldig men hændelig, til at begynde med sågar lidt sød, fejl), bliver deres vej spærret af Osmin. Nu går det galt tænker vi, men bliver ikke rigtig bange – vi kender jo genren. Men en frustreret småt begavet udsmidertype med et kraftigt skydevåben ligger ikke inde for det, vi normalt møder i slutningen af en komisk opera. Stemningen skifter. Det kommer til at gøre ondt, rigtigt og vedvarende ondt. Vi bliver faktisk nødt til at revurdere vores billede af genren en lille smule, og det er befriende.

Jeg synes det er en forestilling der arbejder videre i hovedet efter tæppefald.

Det er en voldsom slutning. Der er lidelse, raseri, undertrykt begær, forsmået kærlighed, destruktion – måske er der også lidt glæde og forventning om lykke – og det hæver operaen op fra at være en lidt plat historie om nogen der elsker hinanden så meget at alt bliver godt, til et moderne psykologisk drama, hvor kærlighed og drømme, begær, og bekvemmelighed ikke er isolerede størrelser. Et valg er også et fravalg. Kan man ikke vælge, har man alligevel valgt, og både valg og fravalg kræver ofre. Sådan er livet.

Martin Lechleitner, Pedrillo; Cassandra Lemoine, Blonde; Clara Thomsen, Konstanze; Sven Hjörleifsson, Belmonte (Foto: Den Jyske Opera)

Hvis man ikke bryder sig om, at der bliver pillet ved originalen, så skal man nok ikke tage ind og opleve Den Jyske Operas udgave af Bortførelsen fra seraillet. Men hvis man er med på at klassikerne nogle gange kan vokse ved at blive tænkt ind i en aktuel kontekst, så er denne forestilling bestemt værd at bruge en aften på. Måske kommer du til at bruge mere. Jeg synes det er en forestilling der arbejder videre i hovedet efter tæppefald.


Medvirkende

Konstanze: Clara Thomsen
Belmonte: Sven Hjörleifsson
Blonde: Casandra Lemoine
Pedrillo: Martin Lechleitner
Osmin: Hakan Tirasoglu
Bassa Selim: Christoph Gareisen

Aarhus Symfoniorkester
Dirigent: Claus Efland

Instruktør: Philipp Kochheim
Scenograf: Emily Bates
Kostumedesigner: Mathilde Grebot
Lysdesigner: Ib Asp

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *