Gribende Onegin leger med kontraster i følelsesmæssigt skakspil

✮ ✮ ✮ ✮ ✮ ✮

Eugen Onegin (Den Jyske Opera)
Odense Koncerthus, 9. oktober 2019
af Ida Fogh Kiberg

Operascenen.dk var til premiere på Eugen Onegin med Den Jyske Opera i Odense Koncerthus. Nok er det ikke ballet, men foden i støvlen er i dansehumør i Odense koncerthus; snart græder man lidt, og snart må man holde en latter nede. Forestillingen leger med kontraster i os som publikum, i farver med sort-hvid scenografi og i en fremragende personinstruktion og idé.

Drømmeren og drillepinden

Vi ser først kontrasterne i en hvid birkeskov, som med et enkelt træ breder sig ind i udestuen på et hus, og de sort-hvide kulisser er domineret af en cremet hvid farve af ungdom, lys og håb. Herefter begynder man at se kontrasterne i personerne på scenen. Og således er scenen åben og operaen i gang, allerede mens publikum sætter sig til rette.

De to søstre, Olga og Tatjana, er som nat og dag. Olga, sunget af Johanne Højlund, er en energisk drillepind, som ikke kan sidde stille for længe, og Højlunds kække udstråling og smukke alt sidder lige i øjet som den udadvendte søster. Tatjana er ikke glad for hverdagen, som den er. Hun keder sig og finder eventyr at holde af i bøger og drømmer sig til andre steder og mennesker. Den eftertænksomme og følsomme søster portrætteres af walisiske Elin Pritchard, og lad mig blot med det samme sige, at denne kunstner kommer til at nå langt. Det er sjældent, jeg oplever en så udtryksfuld og intens klang med et overlegent teknisk overskud i en lyrisk sopran. Det skrøbeligste pianissimo forbliver udtryksmæssigt gennemborende og passioneret, og den mest voldsomme forte fortissimo får nuancer og farver, som få andre formår at skildre. Den russiske tekst og vidunderlige musik ligger så smukt i Pritchards mund, at man nærmest ingen overtekst behøver (dog er jeg taknemmelig for, at de var der), og man bliver, sammen med Tatjana, forelsket og varm af lidenskab.

Videre i kontrasterne møder vi den gamle amme, Filipjevna, og Bolette Bruno Hansen i rollen er en fryd at høre, se og følge på scenen. Der skabes i den gamle amme en uundværlig karakter med en masse små bevægelser, karaktertræk og finurligheder, og det kan man takke både en god personinstruktion og så Brunos komiske sans såvel som inderlige stemme og empati for. Den gamle amme er i modsætning til resten af familien og koret, der alle er klædt i hvidt, klædt i grå gevandter fra top til tå. Den Jyske Operas kormedlemmer er også yderst velklingende og dynamiske, i deres dans og sang for at fejre høsten. Larina, Olga og Tanjas mor, spilles af en meget energisk Birgit Demstrup, som man med det samme lægger mærke til på en scene. Desværre var den sanglige præstation herfra ikke tilstrækkelig, og stemmen kom heller ikke ud gennem orkestret, som ellers spillede fremragende tilbageholdt, når der var brug for det. De næste kontraster kommer, idét en usikker og pjusket Lenskij træder ind og forsøger at være charmerende i sin kærlighedserklæring til Olga. Den stakkels mand kan ikke finde ud af, om han skal eller ikke skal tage brillerne af før et kys, og han er i det hele taget en kær, men meget akavet person. Denne type portrætterer tenor Dmitrii Bashkirov glimrende, og man får som publikum medlidenhed med ham og hans spæde stemme. Det er dog synd, at den stemme forbliver spæd i mellemleje og dybde hele forestillingen igennem. Bashkirov er på hjemmebane i højden, men er lidt for lyrisk til det parti.

Elin Pritchard og Jens Søndergaard
Fotograf: Anders Bach

En gråzone i det sort-hvide spil

Lenskij efterfølges af en fremmed herre klædt helt i sort, høj sort hat, stok og sorte, nærmest futuristiske solbriller; Eugen Onegin er trådt ind ad døren. I huset har vi nu et overflødighedshorn af herlige kontrastfyldte karakterer, og i en kort kvartet vælger den fremmede herre i sort at se nærmere på Tatjana frem for Olga. Jens Søndergaards fløjlsbløde, men dominerende baryton er perfekt som Onegin. Der er en mystisk charme over ham, som der skal være, og sangligt klarer han rollen med imponerende overskud og klang. Onegin er Tatjanas modsætning her. Så da hun forelsker sig i ham og indrømmer sine følelser i et brev, hun skriver på gulvet i vanvid og længsel, svarer han hende med et koldt og arrogant besøg, hvor han blot beder hende beherske sine ungpigedrømme. Han vil ikke binde sig som husbond og far.

Til en fest nogen tid senere flirter Onegin dog med Olga – måske for at blive fri for Tatjana, måske for at drille Lenskij. Den store underholder og her også hypnotisør, Triquet, portrætteres af Jens Jagd, som formår at være både morsom og skræmmende. Han gør endda sådan, at det er Tatjana, der i hypnotisk tilstand fører sin søster og sin elskede sammen på dansegulvet. Her anes instruktør Hinrich Horstkottes baggrund som marionetdukkefører. Lenskij bliver rasende af jalousi og udfordrer Onegin til duel, men inden Onegin forlader scenen for at forberede sig, kysser han pludselig Tatjana inderligt.

Kunsten at udtrykke sig – men hvordan?

Breve og papirer går igen hele forestillingen igennem og dukker op som noget, karaktererne desperat finder frem, når de forsøger at udtrykke en ulykkelig kærlighed, lader det til. Det er en smuk detalje, at Lenskij, nu alene ude i birkeskoven, hænger sedler på træerne, imens han drømmer om alt det, han ville have sagt til Olga. Men da Onegin dukker op og skyder Lenskij, falder alle breve og papirer ned fra skovens trætoppe og skaber et utroligt billede. Helt præcist, hvad de breve skal forestille at repræsentere, er jeg ikke sikker på, men det behøver man heller ikke være. Tjajkovskij måtte agere psykolog for sig selv via sin komposition og kunne gennem musikken udtrykke det, der ikke lod sig udtrykke i ord. Måske er brevene et symbol på disse utilstrækkelige forsøg på verbalt og skriftligt udtryk?

Et meget snedigt og forunderligt sceneskift efterfølger Lenskijs død. Birketræerne vendes om af koret, nu klædt i sort, kulisserne vendes om, og vi befinder os pludselig i en kirke. Der foregår en slags surrealistisk begravelse uden for tid og sted. Men hov! – ind kommer Lenskij; i live! – og Onegin skyder ham igen som en teaterforestilling for koret. Men han stopper ikke dér. Han bliver ved og skyder først Olga og så Tatiana. Koret samles om dem, de spreder sig igen, og de tre hvidklædte hovedpersoner er atter væk. Den fascinerende scene lader til at være en materialisering af Onegins dårlige samvittighed og følelsen af at have ødelagt mere end ét liv. Vi er med et lysglimt tilbage i virkeligheden et sted i fremtiden, hvor Onegin efter mange års rejse er vendt tilbage til den lille landsby. Alle er nu klædt i sort, og de før helt hvide kulisser er nu halvt domineret af en sort farve som i et skakspil.

Jens Søndergaard og Elin Pritchard
Fotograf: Anders Bach

Skakmat!

Onegin kan ikke tro det først, da han får øje på Tatjana igen. Hun er nu en majestætisk fyrstinde og gift med en ældre krigshelt, Fyrst Gremin. Gremin synger for Onegin og fortæller ham, hvor fantastisk en gave Tatjana for ham har været, og hvor højt han elsker hende. Valerian Ruminski i rollen som Fyrst Gremin leverer en hjerteskærende præstation med volumen, intensitet og udtryk, og han formår at gøre det uden det enorme vibrato, der ellers kan komme til at dominere den rolle. Man tror på hans kærlighed, og man tror på, at Tatjana gerne vil blive hos ham og hans kærlige væsen frem for sin største kærlighed, Onegin.

Onegin bliver selvfølgelig omgående vanvittigt jaloux og vil have Tatjana tilbage igen. Han lægger sig på gulvet og skriver et brev til hende, fuldstændig som Tatjana gjorde det mange år tidligere. Men Tatjana vil, trods sine vedvarende lidenskabelige følelser for Onegin, ikke give efter for hans kærlighedserklæringer, lige meget hvor aggressivt han forsøger. De synger begge ”Lykken var så nær” i en gribende duet, inden Onegin i et sidste desperat forsøg prøver at overdynge Tatjana med en bunke breve, som igen spiller en stor rolle i fortællingen. Det kan i en så intens og tragisk scene blive meget tragikomisk at se den stakkels pige blive overdynget med breve, som var de konfetti. Men det har en vis effekt, og jeg kan egentlig godt lide det.

En så gennemført forestilling er en sjældenhed, og instruktøren Hinrich Horstkotte fortjener stor ros for både scenografi og instruktion. Der er ikke megen plads på scenen, og der er mange på den nogle gange, men Horstkotte formår at få det til at fungere ved at instruere alle detaljer. Dirigent Tecwyn Evans har ligeså fortjent et stort klap på skulderen, for det er ikke nogen selvfølge, at et orkester kan spille så tilbageholdende i volumen og stadig holde intensiteten; det er ikke desto mindre det, Odense Symfoniorkester gør her. Jeg takker de medvirkende for et fantastisk spil skak med følelserne, der omsonst forsøger at holde sig i sort-hvid trods alle sine gråtoner. En sand skakmat!

Indlægs forfatter: Ida Fogh Kiberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *