Høj sol og børneoperafestival

NOTITS
Af Søren Schelling

Festivalpladsen, skolegården på den gamle Brobjerg Skole lige ved siden af Musikhuset, ligger som resten af Aarhus badet i solskin, da operascenen (med familie) kigger forbi lørdag eftermiddag, og duften af gadekøkken byder de besøgende velkommen. Desuden lyden af børn, der prøver forskellige instrumenter, der ligger spredt ud over det lille område, der senere skal være scene for den lille forestilling De van(d)vittige. Sangeren Jakob Næslund Madsen assisterer børnene, og ser ikke ud til at bekymre sig synderligt om, at hans rekvisitter går relativt ukontrolleret fra hånd til hånd (og fra mund til mund).

I denne weekend løb Danmarks eneste deciderede Børneoperafestival GrowOP! af stablen.  Det er blot anden gang, man kan opleve den begivenhed – første gang var i 2017, hvor festivalen løb med en P2-pris som årets nyskabelse.

“Nogen sagde til mig, at de kun havde tænkt sig at være her en times tid – og nu er der gået fem! Andre kom igen om søndagen efter at have haft en god dag om lørdagen.”

I år har Den Jyske Opera, der er arrangør af festivalen forsøgt at skrue endnu mere op for festivalstemningen, bl.a. ved at åbne et gratis festivalområde bogstavelig talt midt imellem de forestillinger, der var spredt ud over dagene. Foruden den lille udendørs gadeopera-scene og et stort telt, til mad, hvil og almindelig hygge fandt man her det såkaldte Operatorium, et område med aktiviteter og workshops for børn i alle aldre.

Sammenhæng mellem forestillinger og værksteder

Tanken med Operatoriet var, at man skulle kunne gå fra en forestilling, opfyldt med indryk og så bygge videre på oplevelserne i Operatoriets forskellige værksteder og rum – der var bl.a. et Godnat-Rum, hvor man kunne skrive en godnatsang, et KoloKost-Rum med koloratur og kostumer og et ABC-Rum – og den mulighed var der ifølge festivalchef Birgitte Holt Nielsen, der også er børneoperaproducent ved Den Jyske Opera, rigtig mange der benyttede sig af: ”Nogen sagde til mig, at de kun havde tænkt sig at være her en times tid – og nu er der gået fem! Andre kom igen om søndagen efter at have haft en god dag om lørdagen”, fortæller hun.

Det rum der emmede mest af aktivitet, da Operascenen.dk kiggede forbi, var ScenografiRummet. Her var der rift om limpistolen og det farvede papir, og her herskede en koncentreret og fordybet stemning blandt den halve snes børn mellem 6 og 10 år, der skabte hver deres kunstfærdige scenografi i pap og papir, vat og flamingo.

“Der var en masse frivillige til at hjælpe til med det praktiske, men der var også fagfolk til stede, der kunne, der kunne skabe en formidlingsmæssig sammenhæng mellem det, børnene havde oplevet på scenen, og det børnene kunne lave i værkstedet.”

Birgitte Holt Nielsen betegner uden tøven festivalen som en succes. ”Det er lykkedes rigtig godt. Der var en masse frivillige til at hjælpe til med det praktiske, men der var også fagfolk til stede, der kunne skabe en formidlingsmæssig sammenhæng mellem det, børnene havde oplevet på scenen, og det børnene kunne lave i værkstedet.”

Svært at favne alle aldersgrupper

Selvom festivalen forsøger at favne fra de helt små børn til de første teenageår, erkender hun, at det kan være svært at nå børnene fra omkring 10 år og opefter, med et koncept som dette års festival, der i høj grad bygger på familieoplevelsen. ”Det er en udfordring, man måske skal tage op sammen med andre aktører inden for børneteater, for musik og teater har bestemt også noget at tilbyde den gruppe”, siger hun og lover, at der i hvert fald kommer en GrowOP!-festival nummer 3.

Mænd og høns

Udenfor retter opmærksomheden sig mod to mænd i sorte bukser, hvide skjorte og bowlerhatte, der kommer sejlende på en tømmerflåde. Staklerne er på dødens rand af sult, og deres høns lægger kun sådan nogle underlige rasle-æg. Og det kan man jo ikke bruge til noget. De finder en øde ø, hvor der bor en underlig mand, der ikke kan tale, men kun spille musik. Og det kan man jo heller ikke bruge til noget.

Stykket indeholdt endda en opbyggelig pointe om musikken som det, der kan bygge bro, nedbryde barrierer og fungere som det universelle sprog.

Det er forestillingen De van(d)vittige, der er skabt specielt til GrowOP!-festivalen af sangerne Jakob Næslund Madsen og Hans Dueholm, akkordeonisten Branko Djordjevic og festivalchefen selv. Godt gammeldags gadeteater, hvor alle kan være med og alle have noget at more sig over. Stykket indeholdt endda en opbyggelig pointe om musikken som det, der kan bygge bro, nedbryde barrierer og fungere som det universelle sprog.

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *