Hofnar under åben himmel

Vil du hellere lytte end læse? – jeg har læst, så du kan lytte.

Det sjællandske operakompagni Opera Hedeland har netop offentliggjort solisterne til deres sommerforestilling – Verdis Rigoletto, der skulle have været spillet sidste år, men som så meget andet blev udskudt et år – “et stærkt hold af solister”, som Opera Hedeland skriver i deres pressemeddelelse, med kendte sangere fra både Danmark, Sverige og Tyskland.

Jeg skal nok komme tilbage til, hvem sangerne er, men jeg vil også gerne benytte lejligheden til at knytte et par ord til om Rigoletto og om Verdi. Verdi er nemlig en komponist, der er svær at komme udenom, hvis man beskæftiger sig med italiensk opera.

Han har ikke bare skrevet omkring 30 operaer (alt efter, hvordan man tæller) – hvoraf flere hører til de mest spillede overhovedet – nej han personificerer også om nogen, den udvikling operaen har gennemlevet i løbet af 1800-tallet: fra bel canto-stilen i århundredets første halvdel med dens arier, duetter og ensembler hos komponister som Rossini, Donizetti og Bellini til de gennemkomponerede værker hos f.eks. Puccini i slutningen af århundredet, hvor man i højere grad tjente dramaet end de sangere, der stod på scenen.

Ufrivillig reformator

Verdi var ikke nogen reformator, han havde faktisk det samme syn på musikdramaet fra først til sidst, han blev bare bedre og bedre til at omsætte det til praksis, og mere og mere forfinet i detaljen.

Hvis man hører hans første operaer, og sammenligner dem med mesterværker som Otello og Falstaff i den anden ende, er der en kæmpe forskel, men går man kronologisk til værks, er det sværere at finde det sted, hvor man entydigt kan sige, at her sker det. Det er en glidende udvikling hos Verdi, og der er elementer i de tidligere operaer, der klart peger fremad, ligesom der er elementer i de senere, der klart peger bagud.

Giuseppe Verdi (1813-1901) – Foto: Wikimedia Commons

Ikke desto mindre er der mange der mener – og med nogen ret, må man sige – at de tre berømte tidlige 1850’er-operaer La traviata, Troubadouren og altså Rigoletto er et godt sted, hvis man skal sætte et bogmærke. Musikalsk og dramatisk har Verdi her nået en modenhed – ja, det er måske de tre operaer, der trods deres store indbyrdes forskelle er de allermest Verdi’ske.

Premiere med nød og næppe

Verdi havde valgt et mildt sagt kontroversielt skuespil som forlæg til sin opera, nemlig Victor Hugo’s Le roi s’amuse (Kongen morer sig). Han havde ikke selv set stykket, det var der meget få der havde, det var nemlig blevet forbudt efter bare én opførelse – med sine historiske referencer og sin skildring af Kong Frans I af Frankrig som en skruppelløs forfører, der endda bliver forsøgt myrdet på scenen, anså man dengang i Paris 1832 stykket for at være aldeles upassende. Ja, majestætsfornærmende! Men Verdi havde læst Hugos drama, og han anså det for at være et af de bedste moderne dramaer overhovedet. Særligt karakteren Tribulet, den pukkelryggede hofnar, er ”en skabning, der er Shakespeare værdig!”, skriver han et sted.

Verdi er selvfølgelig godt klar over, at der kan blive bøvl med censuren i Venedig, hvor han har en kontrakt med La Fenice-operaen (det har han oplevet før), men han har fuld tiltro til at hans librettist Francesco Maria Piave, der selv er venezianer, nok skal manøvrere stoffet på en måde, så operaen går igennem. Og det er Piave da heller ikke selv i tvivl om, at han kan. Det kan han bare ikke!

“La Fenice”, operaen i Venedig – Foto: Wikimedia Commons

Arbejdet med La maledizione (Forbandelsen), som Verdi kalder sin opera, er nået langt, da den ubekvemme sandhed går op for Verdi og hans samarbejdspartnere. Censuren ser langt fra med milde øjne på emnevalget. Politichefen skriver, at han ”beklager, at en poet som Piave og den berømte maestro Verdi ikke har kunnet finde en anden handling at udfolde deres talent i, end den afskyvækkende umoralskhed og obskøne trivialitet, som vi finder i La maledizione.

Efter megen tovtrækkeri med cencuren bliver man heldigvis enige om et kompromis så operaen alligevel kan få lov at blive spillet: Handlingen skal flyttes fra det franske hof, hvor Victor Hugo havde placeret den, til et italiensk hertugdømme, og navnene skal ændres i forhold til Hugos stykke. Også titlen bliver ændret, så det ikke er kongen/hertugen, der er titelperson, men i stedet den pukkelryggede hofnar, der ikke længere hedder Trubulet, men Rigoletto.

Motiver og længere sceniske forløb

Operaen bliver en bragende succes ved premieren, og den breder sig hurtigt til mange andre af de dengang knap 1.000 italienske operascener og endda langt udover Italiens og Europas grænser. Anmelderne fremhæver ikke bare den rørende historie, men også Verdis nyskabende instrumentation og stærke udtryk.

Selvom Verdi gik bort fra titlen La maledizione (Forbandelsen), så er netop forbandelsen den tragiske drivkraft i stykket. Og forbandelsen har fået sit eget motiv, en lille rytmisk figur, der slås an helt fra begyndelsen af ouverturen, og som med stor dramatisk effekt vender tilbage som et ekko flere gange i operaen.

Noget af det, Verdi i øvrigt gør anderledes i Rigoletto, er, at han i mindre grad orienterer sig efter enkeltnumre (arier, duetter etc.), som han har gjort i sine tidligere værker, og som det er traditionen, men mere efter hele scener. Det er særlig tydeligt i operaens første og sidste scene – sidste scene udgøres af sidste akt, og selvom akten både indeholder en stor far-datter-duet, en berømt kvartet, et kortvarigt, men dramatisk uvejr (hvor Verdi meget virkningsfuldt bruger herrestemmer til at illudere vind og små fløjtemelodistumper, der lyder ligesom lyn ser ud), og et af operahistoriens allerstørste hits, så mister akten aldrig sit enhedspræg, og sin fremaddrivende fornemmelse. Det er en genistreg fra først til sidst – glæd dig til at opleve den.

Opera Hedelands stærke hold

I titelpartiet som Rigoletto kan man på Opera Hedeland opleve den svenske baryton, Fredrik Zetterström (det er ham, der kan ses på plakaten). Hans datter, Gilda, synges af den tyske sopran Marie Heeschen. Og som den kvindeglade hertug af Mantua får vi tenoren Peter Lodahl.

Der er både nye og mere erfarne stemmer i det øvrige cast: Svenske Johan Schinkler som lejemorderen Sparafucile, Ingeborg Børch som Maddalena, Lucas Bruun de Neergaard som Monterone, Lasse Bach, Jonathan Koppel, Marie Dreisig og flere andre (se nedenfor).

Forestillingen bliver instrueret af den prisbelønnede svensker Tobias Theorell, som også stod bag Opera Hedelands opsætning af af Puccinis Madama Butterfly, der i 2013 blev nomineret til en Reumert som årets opera, og Mozarts Cosi fan tutte i 2015. Det tres mand store Hedeland Festival Orkester bliver dirigeret af Henrik Schaefer.

Opera Hedeland opfører Rigoletto tre gange, den 6., 13. og 14. august 2021. Billetter kan købes på ticketmaster.dk.


Solister

Fredrik Zetterström (S): Rigoletto
Peter Lodahl (DK): Hertugen af Mantua
Marie Heerschen (D): Gilda
Johan Schinkler (S): Sparafucile
Ingeborg Børch (DK): Maddalena
Lucas Bruun de Neergaard (DK): Monterone
Lasse Bach (DK): Ceprano
Jonathan Koppel (DK): Borsa
William J. Pedersen (DK): Marullo
Marie Dreisig (DK): Contessa og en page

Kunstnerisk team

Instruktør: Tobias Theorell
Scenografi & kostumer: Magdalena Åberg
Dirigent: Henrik Schaefer
Kormester: Filipe Carvalheiro
Repetitør: Peter Møllerhøj
Lysdesign: Clement Irbil
Koreograf: Jannik Elkær
Oversættelse libretto: Kamilla Pontoppidan Haderup

Se mere på www.operahedeland.dk

Author: Søren Schelling

2 thoughts on “Hofnar under åben himmel

    1. Tja..? “Den bedste” er jo et stort ord – et mesterværk i hvert fald! Jeg kan ikke huske, hvem der sagde det, men jeg hørte engang en sige, at Verdis operaer har den enestående egenskab, at man altid tænker “Nej, det er sgu dén her, der er hans bedste”. Når vi taler Rigoletto og fremad, er der måske noget om snakken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *