Lille Soldat stiller store spørgsmål

✮ ✮ ✮✮ ✩ ✩

Lille Soldat
Den Fynske Opera, 1. november 2019
af Søren Schelling

Den Fynske Operas opsætning af Niels Marthinsen og Jesper Bræstrup Karlsens opera Lille Soldat er en intens og gribende oplevelse, som desværre står i skyggen af, at teksten ikke når ud til publikum.

Forestillingen er i gang

En rengøringsdame går rundt og tørrer gulvet over nede ved cafébordene, der udgør de første stolerækker foran den store, containerformede scenografi, der pryder rummet. Klokken er et par minutter i forestillingsstart, og man når lige at tænke, at folk måske alligevel skulle have drukket deres rødvin færdig ude i Den Fynske Operas hyggelige café, inden de satte sig til rette i salen, før tiøren falder; at det jo er en af de medvirkende sangere (sopranen Elsebeth Dreisig), der går dér. Operaen er så småt ved at gå i gang, og Peter Møllerhøj der fra flygelet leder det lille orkester på 4 strygere og slagtøj, sætter ind med noget, der minder om et klokkespil i et børneværelse.

Det er en gribende monolog, operaen åbner med, og Elsebeth Dreisig leverer den med kraft og overbevisning og trods de vanskelige passager overlegent ubesværet.

Den første scene udspiller sig på gulvet foran scenen, hvor Samira, som rengøringsdamen heder, bliver opsøgt af to agenter (Thomas Storm, baryton og Jens Krogsgaard, tenor). De spørger efter hendes søn, Amir, der er eftersøgt for terrorisme. Spørgsmålet kommer bag på moren, der kun kender Amir som en god og stærk dreng. Da det første chok har lagt sig, begynder fortvivlelsen, for Amir er alt, hvad hun har. Det er en gribende monolog, operaen åbner med, og Elsebeth Dreisig leverer den med kraft og overbevisning og trods de vanskelige passager overlegent ubesværet.

Godt og anderledes skruet sammen

Operaen er lidt anderledes skruet sammen, end det oftest er tilfældet i opera, idet den ikke fortælles kronologisk. Den er bygget op af en række scener, der udspiller sig på forskellige tidspunkter og på forskellige steder (men det finder publikum først ud af hen ad vejen). Det er et meget virkningsfuldt greb. Vi er som i en god thriller selv med til at afdække plottet. Vi begynder så at sige med at få at vide, at der er en masse ting, vi ikke ved, og så kan vi ellers opsnappe mere og mere information, som forestillingen skrider frem og forhåbentlig samle puslespillet til sidst. Jeg vil ikke ødelægge den dimension af oplevelsen ved at gå i detaljer med handlingen her, men blot nævne det væsentligste.

Alexander (David Danholt, tenor) er løjtnant, og sammen med den menige soldat Amir (Tor Lind, baryton) er han lige kommet hjem fra et af verdens brændpunkter, som Danmark leverer soldater til. Amir skal have overrakt en medalje, men ceremonien er i virkeligheden et forsøg på, at mørklægge en hændelse, der er gået galt, hvor både soldater og civile, kvinder og børn blev dræbt og Amir selv såret.

Men ikke alle synes, at sandheden skal forties. Alexanders kæreste, Catharina (Mette-Maria Øyen, sopran) er imod krigsdeltagelsen og alt, hvad krigen står for og fører med sig. ”Du skal ikke slå ihjel for min skyld”, siger hun til sin kæreste under et skænderi, hvor hun også bebrejder Alexander, at han deltager i noget så frastødende og meningsløst som krigshandlinger. Hun hader ham for bare at parere ordre og gå i sin fars fodspor – Hvor er hans oprør? Alexander forsvarer sig med, at han kæmper for sit land, men Catharina har umådeligt svært ved at acceptere, at prisen for deres velstand er andres fattigdom og undertrykkelse.

“De stærkeste øjeblikke i operaen, er uden tvivl dem, hvor de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenserne af krigsdeltagelsen, bliver spejlet i rigtige levende personer”

De dramatiske hændelser, der udspiller sig efterfølgende tvinger alle til at forholde sig til nogle af de svære spørgsmål, ikke bare om hvorfor og for hvem, vi deltager i krigshandlinger, men også til hvor megen fortielse og usandhed og skyld, vi personligt og som samfund vil og kan leve med. Også Alexanders far (Lars Fosser, baryton), der er en indflydelsesrig erhvervsmand og selv har haft en stor karriere i forsvaret, hans kone Amalie (Teresia Bokor, sopran), og landets forsvarsminister (Stina Schmidt, mezzosopran), der pludselig bliver personligt involveret i begivenhederne, må tage sine handlinger og holdninger op til overvejelse.

Stærke og nærværende billeder

Uden om denne alvorlige handling udspiller der sig en kærlighedshistorie, et trekantsdrama, der involverer de to venner Alexander og Amir og Alexanders kæreste Catharina. Denne del fungerer knap så godt, den virker påtaget og kliché-præget, men man tåler den – takket være Marthinsen vidunderlige musikalske arbejde, og de involverede sangeres fremragende sanglige og skuespilmæssige præstationer.

De stærkeste øjeblikke i operaen, er uden tvivl dem, hvor de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenserne af krigsdeltagelsen, bliver spejlet i rigtige levende personer: Her står en kvinde, der må forholde sig til, at hendes kæreste har slået mennesker ihjel. Her står en mand, som skal have en hædersmedalje, men i øvrig må leve med at skulle tie stille om en dybt traumatiserende hændelse, fordi den måske – måske ikke – vil have politiske konsekvenser. Her står en, der har truffet en beslutning om, at hændelsen skal forties og dermed vurderet, at løgnen er et bedre valg end sandheden. Her sidder en soldat og genoplever, hvordan det angreb, han gav ordre til, blev efterfulgt, først af stilhed, så af lyden af vinden, så af spredte skrig, børn der kaldte på deres mor, børn der aldrig mere kunne kalde på deres mor, synet af lemlæstede menneskekroppe uden arme eller uden ansigt.

Det fine i al denne elendighed er, at operaen ikke siger, hvad der er rigtigt og forkert, men den insisterer alligevel på sin egen måde på, at der er noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert for mennesker. Og det er måske ikke så dumt at blive mindet om.

Musikken

Niels Marthinsen har skrevet en fremragende opera. Musikken er højspændt og dramatisk og smuk og smeltende. De små instrumentale afsnit imellem scenerne er udtryksfulde, og jeg ville rejse til Odense igen blot for endnu engang at opleve den vidunderlige cello-solo, der synger mellem 2. og 3. scene – tak til cellist Kirsten Elise Pedersen for den.

“Det fine i al denne elendighed er, at operaen ikke siger, hvad der er rigtigt og forkert, men den insisterer alligevel på sin egen måde på, at der er noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert for mennesker. Og det er måske ikke så dumt at blive mindet om.”

Selvom det ikke er vanskelig musik at lytte til, er det rytmisk kompliceret musik, både musikere og sangere var udfordrede, og nogle steder var koncentrationsniveauet tydeligvis lige lidt ekstra højt. Men det serveredes i det store hele ubesværet af et hold, der var både veloplagt og (for sangernes vedkomne) velsyngende, dygtigt holdt sammen af kapelmester og pianist, Peter Møllerhøj.

Utydelig tekst – desværre!

Jeg er nødt til at nævne et forhold, som desværre trækker den samlede oplevelse væsentligt ned. Teksten – ikke librettoen, men teksttydeligheden. Der var ganske enkelt alt for mange steder, hvor det var svært eller helt umuligt at høre ordene. Jeg ved godt, at det med teksttydeligheden er en vanskelig udfordring, og at det ikke bare et spørgsmål om, at sangerne ikke udtaler teksten tydeligt nok, eller at orkestersatsen ikke levner plads i lydbilledet til ordene. Det betyder ikke, at man ikke kan følge med i handlingen, bevares. Men netop i denne her opera, hvor det debatterende element fylder meget, er det virkelig ærgerligt, for man fornemmer som publikum, at mange centrale pointer og vigtige spørgsmål går tabt, og måske også noget af det der kunne retfærdiggøre den noget tynde kærlighedshistorie.

Når det er sagt, så skal hele holdet have en kæmpe ros for deres præstationer, og Den Fynske Opera for at binde an med et projekt, som måske ikke sælger La bohème-mange billetter, men som er originalt og måske også har lidt mere på hjerte.


Medvirkende

Alexander: David Danholt
Samira: Elsebeth Dreisig
Kristian: Lars Fosser
Catharina: Mette-Maria Øyen,
Marianne: Stina Schmidt
Amalie: Teresia Bokor
Amir: Tor Lind

Komponist: Niels Marthinsen
Librettist: Jesper Bræstrup Karlsen
Musikalsk ledelse: Peter Møllerhøj
Iscenesættelse: Jens Krogsgaard
Dramaturg: Nila Parly
Scenograf: Rikke Juellund

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *