Lydenskab opsætter Rasmus Zwickis nye location-opera “Duncan House”

Siden Lydenskabs start i 2011 har ensemblet spillet på etablerede scener i ind- og udland med store produktioner i samarbejde med danske såvel som internationale komponister, musikere, kunstnere m.m. 2020-programmet er endnu ikke offentliggjort på Lydenskabs hjemmeside, men på facebooksiden har de præsenteret en ny operaforestilling.

Modern Day Opera

30. og 31. maj 2020 opfører Lydenskab nemlig den internationalt anerkendte komponist Rasmus Zwickis værk Duncan House under KLANG – Copenhagen Avantgarde Music Festival. Operaen havde premiere i sommer i London og skal opføres hjemme hos privatpersoner i lejligheder, der åbnes for offentligheden som en ny måde at komme ud til et bredere publikum på.

Duncan House er en såkaldt modern day opera, der undersøger kommunikationen mellem beboerne i et lejlighedskompleks i storbyen, hvor den eneste interne kontakt foregår via opgangens fælles opslagstavle. Værket er produceret af Lydenskab i samarbejde med komponisten og opføres i samarbejde med Ensemble PlusMinus (GB). 

Rasmus Zwicki, Twitter

Tværkunstnerisk samarbejde i fokus

Lydenskab er et ensemble, der formidler den klassiske musik i nye rammer, bryder koncertsalen op og skaber nye og anderledes musikalske oplevelser for publikum, musikere og samarbejdspartnere. Det betyder også, at Lydenskab producerer projekter og koncerter til de etablerede scener, men sideløbende har et stort fokus på at producere og formidle på nye platforme i projekter og på scener, som interagerer med mennesker og lokalmiljø.  

Ensemblet består af ti klassiske musikere, der har specialiseret sig i den performative side af den klassiske musik samtidig med at de er optagede af interagerende processer i møder med publikum. Lydenskab spiller mellem 40-60 koncerter om året, både for ensemblet alene og i forestillinger og projekter i samarbejde med kunstnere som performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen, forfatter og musiker Martin Hall, operasanger Andrea Pellegrini, sangskriver Kristina Holgersen, filminstruktør Michael Dinesen, forfatter Ursula Andkjær Andersen og en lang række andre danske og internationale komponister og kunstnere.

Lydenskab har det tværkunstneriske samarbejde og mødet med nye publikumsgrupper i fokus og spiller både på etablerede scener, som på Det Kongelige Teater og de klassiske musikfestivaler og i støvede projekter på nye scener i yderkommuner, hvor de indtager nedlagte rådhuse, fængsler og tomme butikker og laver midlertidige koncertsale i samarbejde med byens kulturaktører, kunstnere og kreative skoler. 

I 2019-2022 producerer Lydenskab i samarbejde med komponist Gorm Askjær og forfatter Ursula Andkjær Olsen projektet En Symfoni til et Sted – Vores Historie Genfortalt, hvor de dykker ned i seks byer i Region Midt og sammen med borgerne skaber symfonier dedikeret til byer og mennesker. Dette projekt er støttet af Region Midt, Statens Kunstfond, de medvirkende kommuner, Dansk Komponistforening, Den Obelske Fond m.fl.

Lydenskab består af:

Thea Vesti Pedersen (DK), guitar

Sofia Lind Pedersen (S), cello

Mads Uldall-Jessen (DK), bas

Carola Schaal (DE), klarinet

Mikkel Ib (DK), slagtøj

Laura Bowler (GB), Mezzosopran og komponist

Louise Gorm, violin

Maria Esphai (RUS), klaver

Henriette Jensen (DK), sax

Karolina Leedo (ES), fløjte

Indlægs forfatter: Ida Fogh Kiberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *