Man skal synge med den stemme, man har – Dansk heltetenor fylder 70 år

Jeg havde forestillet mig en hyggelig gåtur i en park eller rundt om søerne i København, men eftersom Stig Fogh Andersen stadig har bopæl i Sverige, og jeg selv har i Odder, syd for Aarhus, ja så måtte vi ty til den gode gammeldags mobiltelefon, og trods en smule ekko, som følge af – ja, hvad mon egentlig(?) – så blev det til en længere og interessant snak med et stort tenornavn og en engageret personlighed.

Og en snak, det skulle vi have, for i næste måned runder Stig Fogh Andersen de 70 år, og det vil vi her på Operascenen.dk gerne markere med et portræt af sangeren.

”Jeg ville tillade mig at lave alt det, som læreren sagde, var forkert, hvis det var det, jeg synes, der skulle til for at komme igennem det parti. Og det har jeg gjort siden.”

Der er gået hen ved 42 år siden debuten på Den Jyske Opera i 1978, men Stig Fogh Andersen er stadig en aktiv sanger – det sidste stykke tid har det kørt på lavt blus pga. en defekt nyre, men i efteråret var han heldig at modtage en donornyre, og nu er han back in business. Henover vinteren har han sunget koncerter og regenereret, og nu er han klar til den store fødselsdags-gallakoncert den 22. februar, hvor han synger partiet som Siegmund i 1. akt af Wagners Valkyrien ved en koncertopførelse i konservatoriets koncertsal (det gamle radiohus) i København.

En misforståelse

Allerede året efter sin debut havde Stig Fogh Andersen sunget Canio i Leoncavallos Bajadser på Den Jyske Opera, og det havde man fået øje på på Det Kongelige Teater, hvor man havde skyndt sig at ansætte den lovende, unge sanger i solistensemblet.

Det gik dog hurtigt op for Stig Fogh Andersen, at repertoiret, man havde tiltænkt ham, nemlig de store dramatiske tenorpartier, var helt forkert. Så han gik op til operachefen og sagde, at det her var en misforståelse! ”Det her klarer jeg ikke!” sagde han, ”jeg er nødt til at bede om at få lov til at synge mindre partier og mere lyriske partier i nogle sæsoner, ellers knækker jeg halsen på det.”

Det gik operachefen med til, og Stig Fogh Andersen fik lov at synge Rinuccio i Gianni Schicchi, Ernesto i Don Pasquale, Nemorino i Elskovsdrikken, Leander i Maskarade, sågar Grev Almaviva i Barberen i Sevilla, og en række andre små og store partier i den lettere ende af skalaen, men også f.eks. Tamino i Tryllefløjten, som er mere midt imellem.

”Man kan jo ikke have en hovedperson som bare er utålelig og voldelig og totalt idiot.”

Stig Fogh Andersen ser det selv som en kæmpe fordel, at han har haft fingrene i de lyriske partier, inden han kom til de kæmpestore Wagner-partier, ikke blot stemmemæssigt, men også karaktermæssigt. ”Den sårbarhed og charme, der er i de lyriske partier, den har man brug for i en rolle som Siegfried eller Tannhäuser. Man er nødt til at finde den sympatiske side af den der brovtende teenager, hvis publikum skal bevare interessen i en hel forestilling. Man kan jo ikke have en hovedperson som bare er utålelig og voldelig og totalt idiot.”

Om at stå på egne ben

Når man har med en sanger som Stig Fogh Andersen at gøre, som har sunget i mange år og på mange af verdens store scener, og som samtidig er et reflekteret menneske, er det nærliggende at spørge, om der er nogle begivenheder i løbet af karrieren, der stikker ud som særligt skælsættende, og en af de ting, han nævner, har at gøre med hans egen tekniske og kunstneriske modningsproces.

”Jeg ville synge med den stemme, jeg havde, og hvis det lykkedes, hvis jeg kunne høres igennem orkesteret, og hvis folk syntes det lød rigtigt, så vidste jeg, at det var i den retning, jeg skulle.”

Stig Fogh Andersen er uddannet ved konservatoriet i Aarhus, og har arbejdet med flere forskellige sanglærere, også efter sin debut har han arbejdet sammen med sang-coaches omkring indstuderingen af de forskellige roller. Men da Francesco Cristofoli, operachefen på Den Jyske Opera, i 1988 tilbød ham titelrollen i Verdis Otello, fik tenoren pludselig den fornemmelse, at det var bedst ikke at gå til en sanglære med partiet. ”Når jeg stod på scenen, var jeg tilbøjelig til, at prøve at komme i tanker om, hvad min lærer sagde, og så røg jeg jo ud af rollen,” fortæller Stig Fogh Andersen, som besluttede, at det nu måtte være tid til at tage ansvaret på sig, og indstuderede rollen selv. ”Jeg ville tillade mig at lave alt det, som læreren sagde, var forkert, hvis det var det, jeg synes, der skulle til for at komme igennem det parti. Og det har jeg gjort siden.”

Han understreger, at det ikke betyder, at han ikke har taget imod råd: ”Jeg har lært kolossalt meget af de fantastiske dirigenter, repetitører og andre, jeg har arbejdet sammen med, men det har i mindre grad drejet sig om det sangtekniske end om det samlede musikalske udtryk.” Stig Fogh Andersen har desuden i tre omgange været gift med en operasanger, og de har alle bidraget til den samlede viden om sang.

Foto: www.stigandersen.com

Én ud af fire

En anden skælsættende begivenhed, han nævner, er det første møde med rollen som Siegmund i Valkyrien. Det  var i 1993, også på Den Jyske Opera, og det var egentlig tenoren Poul Elming, der bestred rollen. Men Stig Fogh Andersen fik lejlighed til at synge én af de i alt fire forestillinger.

Selvom han havde sunget dramatiske roller før, var det ikke nogen selvfølge, at han ville slippe helskindet fra opgaven, så han tog forud for forestillingen en vigtig beslutning: ”Jeg lovede mig selv inden, at jeg ikke ville forcere noget,” fortæller han. ”Jeg ville synge med den stemme, jeg havde, og hvis det lykkedes, hvis jeg kunne høres igennem orkesteret, og hvis folk syntes det lød rigtigt, så vidste jeg, at det var i den retning, jeg skulle.”

Og han holdt, hvad han havde lovet sig selv. Stemmen kunne gøre det, og da den også kunne gennemføre Siegfrieds parti året efter, ja, så var dørene åbne til alverdens Wagner-scener.

Rejste Wagner-verden rundt

Stig Fogh Andersen befandt sig hurtigt blandt de på verdensplan ganske få meget efterspurgte Wagner-solister. ”Hver gang jeg kom til et nyt sted, var det imellem en tredjedel og halvdelen, som jeg udmærket kendte i forvejen. Vi var næsten et lille Wagner-ensemble, som rejste rundt.”

Men livet på verdensscenerne kan udover at være fyldt med oplevelser og spændende samarbejder også være både hårdt og ensomt. ”Det kræver en næsten umenneskelig selvdisciplin ikke lige at spise lidt for meget natmad, ikke lige at drikke en flaske vin for meget,” erkender Stig Fogh Andersen, der i høj grad fandt sine nærmeste kollegaer blandt de øvrige internationale solister. ”Vi var i samme situation, mens de lokale sangere ofte foretrak at tage hjem til familien efter arbejdstid. Og det forstår man jo godt.”

”Jeg har sagt nej til mere end mange af mine kollegaer i de år for at få et familieliv til at fungere”

Fraværet fra familien er da også det ømme punkt i mange travle internationale sangeres karrierer. Stig Fogh Andersen har bevidst forsøgt at minimere rejseaktiviteten – i den periode, hvor han var gift med sopranen Tina Kiberg, der også havde en international karriere, var det ganske enkelt nødvendigt. ”Jeg har sagt nej til mere end mange af mine kollegaer i de år for at få et familieliv til at fungere” fortæller han, ”og det samme gjorde Tina. Vi rejste også med hinanden. Det var tit, at hele honoraret gik til at få familien flyttet med.” Der er ingen tvivl om, at han mener, at det er en god måde at bruge pengene på, og det er da også primært for at være tættere på familien, at Stig Fogh Andersen har besluttet inden for en overskuelig fremtid at flytte tilbage til Danmark.

Professionel musiker for sjov

Det er tydeligt, at det for en kunstner som Stig Fogh Andersen, hvad enten det er som sanger eller som operainstruktør (en titel han også kan hæfte på sig), skal være sjovt at arbejde med musik: ”Jeg vil gerne have, at det er et glædegivende projekt at have med musik at gøre,” siger han, og er ikke i tvivl om, at den tilgang kommer fra hans barndom, hvor musikken, selvom ingen af forældrene var musikere, fyldte meget: ”Jeg hører til de efterhånden færre og færre lykkelige mennesker, der er vokset uden fjernsyn, og vi underholdt os selv ved at synge sange og lave musik sammen for sjov. Jeg laver stadig musik for sjov!”, siger Stig Fogh Andersen og glæder sig over, at han nu, hvor den internationale karriere på verdens store operascener er lagt på hylden, har tid til at kaste sig over mindre og mere lystbetonede projekter, som f.eks. det Beethoven-program for sang og klavertrio, som han og en lille gruppe musikere arbejder med i øjeblikket.

Foto: www.stigandersen.com/

Operaens fremtid – eller Danmarks fremtid?

Til slut i vores samtale (troede jeg) kunne jeg ikke dy mig for at spørge, hvordan en gammel operarotte som han, ser på fremtiden for opera i Danmark og på problematikken om de mange grå hoveder, der pryder stolerækkerne, og operakompagniernes evige sukken efter ungt publikum. Men Stig Fogh Andersen deler ikke bekymringen om, at der i fremtiden ikke skulle være et operapublikum: ”Da jeg startede med at synge opera i 70’erne, sagde man præcis det samme. Men man glemmer at alle de unge også bliver gamle, og så får de pludselig tid til at interessere sig for noget andet end det, som unge mennesker interesserer sig for.”

”I tider, hvor angsten vokser, og forskellen mellem mennesker bliver større og større, har vi brug for at styrke sammenholdet om det, som er det ekstra i livet”

Hvad der til gengæld giver anledning til bekymring, er ifølge Stig Fogh Andersen den totale manglende politiske vilje til at styrke kulturen: ”Jeg synes, at det er en fuldstændig elendighed, og jeg synes, at det er det mest tåbelige, at politikerne ikke kan forstå det: I tider, hvor angsten vokser, og forskellen mellem mennesker bliver større og større, har vi brug for at styrke sammenholdet om det, som er det ekstra i livet,” siger han. ”Det kan man ikke ordne ved at lave skattelettelser! Det kan man kun ordne ved at give ordentlige forhold for et rigt kulturliv!”

Jeg tror jeg har ramt noget her: ”Der er ikke nogen, der ser det som deres opgave, hverken de borgerlige eller socialdemokratiet eller længere ude for den sags skyld. Det er et fåtal, der overhovedet så meget som nævner kulturen. Det er på tide, at der er nogen der vågner op og indser, at vi snart ikke har et Danmark, der er værd at værne om! Vi skal passe på det – og at passe på det er ikke at sætte vildsvinehegn op nede i Sønderjylland – det er noget helt andet. Noget der binder mennesker sammen, noget der ikke øger frygten for hinanden og for andre.”

Det er tydeligt, at her er noget på spil for heltetenoren, der også i andre sammenhænge har engageret sig i den politiske dimension af kulturlivet. ”Vi kan da ikke være fælles om ønsket om skattelettelser eller om hadet til svindlerne i SKAT. Had er ikke et samlingspunkt. Det er noget af det mest modbydelige, og det er blevet brugt til alle tider. Det er en stærk følelse! Men det er det forkerte at samles om. Vi må have noget andet!”

”Det er på tide, at der er nogen der vågner op og indser, at vi snart ikke har et Danmark, der er værd at værne om!”

Han afslutter med et forsigtigt ”undskyld” over at han sådan lod sig rive med. Men hvad er der egentlig at undskylde? Må man ikke give udtryk for, at man synes, at tingene bevæger sig i den forkerte retning? At man ser, at angsten bliver større, at fremmedhadet bliver større, at trangen til at isolere sig bliver større, at enhver har nok i sig selv og sine egne små cirkler, at den solidaritet, der har bygget Danmark op, forsvinder mere og mere? ”Kulturen er det eneste, der kan spille en rolle,” siger Stig Fogh Andersen, ”jeg kan ikke se nogen andre muligheder.”

Wagner-gallakoncert

I februar måned bliver han så 70 år, og hvordan kan man bedre fejre den begivenhed, end med en stor Wagner-gallakoncert – endda med noget af det på programmet, som for alvor satte skub i Wagner-karrieren; 1. akt af Valkyrien?

Koncerten dirigeres af Niels Borksand, og ved sin side som den genfundne tvillingesøster og kærlighed har Stig Fogh Andersen sopranen Brit-Tone Müllertz – den unge dansker, der sidste år fik CPH Opera Festivals talentpris, og er et stort navn, dog stadig primært på de udenlandske scener. Som Hunding hører vi bassen Jesper Bruun Jensen, som også var Hunding dengang i Aarhus i 1993, da Stig Fogh Andersen sang Siegmund for første gang.

”Det er en stor glæde at have både fortiden og fremtiden ved min side,” siger Stig Fogh Andersen, inden vi afslutter vores samtale ” – det er da faktisk lidt smukt!”

Indlægs forfatter: Søren Schelling

En tanke om “Man skal synge med den stemme, man har – Dansk heltetenor fylder 70 år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *