Når hjertet ringer – en sjælden, unik og smertefuld gave

✮ ✮ ✮ ✮ ✮ ✮

Liebestod – en Opera:tion
Det Kongelige Teater, 5. november 2019
af Ida Fogh Kiberg

Operascenen.dk har set Opera Nords nye opera, Liebestod – en Opera:tion. Kærligheden og kærlighedens væsen er på godt og ondt blevet forsøgt defineret, opereret i og skildret. Fra da menneskets evne til at dokumentere tanker kom til, har vi forsøgt uden held.

De store filosoffer og kunstnere har skrevet hele bøger om det, fra Platons Symposion til nutidens Hollywood. Men aldrig helt succesfuldt. Den forestilling, jeg så i går, er tættere på at definere og skildre kærlighed, end vi nogensinde har været før. Liebestod – en Opera:tion har givet Wagners Tristan-akkord og dens lidende og længselsfulde funktion en lille opera, der kredser om samme fornemmelse af søgen, spørgen og hvileløs smerte. Men man nyder smerten. Aftenen startede med, at dørene til Takkelloftet blev åbnet, og Opera Nords kunstneriske leder, Louise Beck, stillede sig i foyeren for først at sige nogle ord. Man ville komme til at se noget nyt hver aften, for kom man igen en anden gang, kunne man sætte sig og se en helt anden vinkel. Både min søster og jeg trak på smilebåndet, for det er sjældent, det sker, at man vil tilbage og se den samme forestilling igen. Men vi blev klogere.

“…det hele var så intenst, så fuld af indtryk og udtryk, at man sad som tryllebundet.”

Er vi ved at blive en del af en kult?

I salen mødte os en omorganiseret publikumsordning. Folk sad på eleverede bænke placeret på alle fire sider af scenen i midten, så man ikke vidste, hvor man skulle se hen, og hvad der ventede. På den hvide scene lå musikerne og sangerne og gav små lyde fra sig, mens en violinkasse i midten hang ned fra loftet og svingede frem og tilbage som et pendul. Scenen var, når man kiggede nærmere, bygget som et stort ur med bøger og røde tråde i stedet for tal. Min søster hviskede smilende, men nervøst til mig, at der stadig var tid – det var nu, vi skulle gå igen, for det her var da vist et forsøg på at få os til at blive medlem af en eller anden kult. Og det var netop sådan, det føltes, for det hele var så intenst, så fuld af indtryk og udtryk, at man sad som tryllebundet.

1000 år, og kærligheden har ikke ændret sig med tiden

Eros skal for retten. Hvad er Eros, hvem er Eros? Hvad gør den ved os? De gode, de smertefulde og de uforståelige sider af kærligheden blev skildret med en vidunderligt simpel, men kompleks musik, der havde den rette blanding af harmonisk og dissonant karakter. Kærlighedens røde tråde, der hiver i os som pile, blev bogstaveligt talt hæftet til Sofia Jernbergs, Eros’ bryst. Trådene kom fra alle hjørner af rummet fra oven. Mens resten af de medvirkende forsøgte som i en retssag at dømme og definere hende, satte de én for én endnu en rød tråd fast på hende. Tiden, der blev karakteriseret af bratschisten Garth Knox, rejste sig så, efter han fik et opkald fra sit hjerte. Der blev i telefonen bedt om, at tiden skulle stoppes. I stedet klippede Knox trådene over, og Eros faldt sammen. Sofia Jernberg kan ting med sin stemme, der er fuldstændig fantastisk, da noget af det ikke lyder menneskeligt, noget lyder vredt og dyrisk og så pludselig umådelig skrøbeligt. Katinka Fogh Vindelevs fantastisk smukke sopran lød som en engel med en klokkeklar klang og frasering, der er sjælden.

“Det er ikke meningen, at denne oplevelse skal gengives eller defineres med ord, for det kan den ikke. “

Sofia Jernberg

En hyldest, et had – et spørgsmål

Tristan-akkorden og spørgsmålet om kærlighed har her fået sin egen hyldest/hade-opera. Det er ikke meningen, at denne oplevelse skal gengives eller defineres med ord, for det kan den ikke. Ikke med sprog. Hele holdet, sangere som musikere medvirkede som talestemmer og med sang og gik jævnligt ud og satte sig blandt publikum som for selv at studere, hvad der skete; hvad kærligheden er. Musikken, Sofia Jernbergs og Katinka Fogh Vindelevs stemmer fandt sammen i en kaotisk, men vidunderligt simpel symfoni. Instrumenterne inkl. sangstemmerne blev brugt og undersøgt på alle tænkelige måder, og den mangesprogede libretto var nogle gange umulig at forstå, også det danske, men alligevel var der noget indeni, der forstod hver en tone og hver en stavelse, og musikken gav alle de forskellige slags gåsehud, der findes. På godt og ondt. Indtrykkene angreb kroppen og sindet fra alle sider med sitrende knive, der borede sig ind under huden og efterlod ømme sår af nydelse. Jeg er meget kræsen med ny klassisk musik, men her var jeg solgt.

Smerten var velkommen

Min søster og jeg og tilsyneladende flere forlod salen i stilhed. Vi havde det fysisk dårligt – eller måske blot anderledes. Man glemte at trække vejret, og først flere minutter efter fandt ordene frem til tungen. Helt præcis, hvad der gav denne fysiske forandring, det kan jeg ikke sige. Men musikken, den underfulde scenografi og ordene, lydene – de mindede om nogle af de ubeskrivelige følelser, der følger med ulykkelig kærlighed. Den hentede noget frem i én, en fornemmelse, et minde, der simpelthen fænomenologisk materialiserede sig i kroppen. Der kom en decideret form for smerte frem, men man nød hvert sekund.

“Indtrykkene angreb kroppen og sindet fra alle sider med sitrende knive, der borede sig ind under huden og efterlod ømme sår af nydelse. “

Med denne forestilling og modtagelsen af samme har vi taget endnu et skridt hen imod at skildre og definere et ellers udefinerbart fænomen. Men man kan kun forstå det, mens man sidder der og sanser. Når lyset går ned, og pendulet stopper, applausen runger, så står vi tilbage med kun ord i sproget, og det er ikke nok; de giver ikke længere mening. Tanken om at se forestillingen igen og igen har derfor bestemt strejfet mig.

Man har heldigvis chancen stadig, for forestillingen kører hver dag på Det Kongelige Teater, Takkelloftet, indtil den 8. november.

Indlægs forfatter: Ida Fogh Kiberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *