Ny bog fra Den Jyske Opera

I fredags landede Den Jyske Operas sæsonkatalog for 20/21-sæsonen på borde og i indbakker rund omkring. Som det er blevet vane, er der tale om en bog på omkring 100 sider med både artikler, tilbageblik, overblik og selvfølgelig afsløringen af, hvad og hvem vi kan se frem til i den kommende sæson. Kataloget kan ses på Den Jyske Operas hjemmeside, og vi opdaterer naturligvis Operakalenderen løbende, så vi får det hele med.

Overraskelse og klassiker

Som den store overraskelse åbner sæsonen ikke med en opera, men med et stort musical-værk, Andrew Lloyd Webbers Sunset Boulevard, hvor skuespilleren Tammi Øst spiller rollen som Norma Desmond, den sky og glemte diva fra stumfilms-æraen, der fortryller den mislykkedes manuskriptforfatter Joe Gillis, spillet af den DJO-debuterende Randy Diamond.

Sæsonens operaklassiker udgøres af Verdis Rigoletto, der modsat sensommerens musical, turnerer landet rundt i oktober/november. Dette mørke drama efter et Victor Hugo-skuespil hører vel til i operaernes top ti over mest spillede operaer, og den demonstrerer overlegent Verdis træfsikre sans for såvel dramatik som gode melodier.

Den danske serie

Efter de forgangne sæsoners succeser med Ennas Kleopatra og Klenaus Michael Kohlhaas, var det jo også spændende, hvad har Philipp Kochheim har fundet på, til det næste afsnit af ”Den danske serie”? Valget er faldet på Paul Schierbecks opera Fête galante, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 1931 og igen blev opført i 60’erne. Modstat ved de tidligere danske serie-operaer har publikum denne gang faktisk mulighed for at forberede sig, idet operaen er indspillet og kan købes/lånes/streames.

Uropførelse for børn

Indledningsvis i sæsonkataloget har vores nuværende kulturminister Joy Mogensen fået ordet. Her nævner hun blandt andet at kulturen som den samlende kraft, den er, også har en social forpligtelse. Hun roser bl.a. Den Jyske Opera for at være gode til at henvende sig til og inddrage børn i sine produktioner. Og også i den næste sæson er der noget til børnene i form af en splinterny opera med musik af Branko Djordjevic og tekst af Birgitte Holt Nielsen. Her bygger jeg et hus henvender sig til børn i alderen 3 til 6 år og fastholder således grebet i de børn, som sidste sæson oplevede forestillingen Hjertelyd, og som nu er blevet lidt ældre.

Alt det andet

Udover at præsentere 20/21-sæsonen bliver der også plads til at svælge lidt i nogle af succeserne fra de forgangne sæsoner, Kleopatra, Passageren m.fl.. Der er også lidt (for lidt) info om nogle af de mange andre spændende projekter, operaen står bag, hvoraf flere af dem henvender sig til børn og unge og altså forsøger at tage livtag med en af de tilbagevendende udfordringer i operaverdenen. Endelig bliver der plads til en artikel af Philipp Kochheim, ”Når Kunststiller spørgsmål”, om at kunst kræver en indsat. Som en metakommentar er artiklen skrevet med sort på mørkegråt, så også artiklen kræver en indsats.

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *