Online opera eller ”den ægte vare”…?

Det er en lidt lang artikel at læse – måske vil du hellere lytte?

I foråret 2020, hvor corona-nedlukningen var relativt ny, faldt jeg over nogle online-teaterstykker – korte corona-monologer, med én medvirkende, der både spillede rollen og filmede sin præstation. Når jeg siger ”faldt over”, så skal det tages ret bogstaveligt, for de dukkede mere eller mindre tilfældigt op i mit Facebook-feed, hvor jeg konsumerede dem side om side med dagens varme (corona-)nyheder, sjove billeder af vennerne, glødende argumenter mod en skæmmende motorvejsforbindelse over Kattegat og Samsø og meget andet.

Det er klart at nedlukningen af den fysiske kulturscene slog ud på de digitale platforme som fx Facebook. Og ret hurtigt piblede det frem med online koncerter og begivenheder, man kunne tilgå, ofte gratis, andre gange mod en beskeden betaling. Jeg lavede også selv nogle oplæsningsarrangementer, som jeg castede gratis på Facebook (sammen med et MobilePay-nummer, så lytterne kunne give en skilling, hvis de ville det) – for det gjorde man jo.

En analog verden, som vi ikke kan nå

Operaen havde det nok lidt sværere i denne omstillingstid – selvfølgelig fordi det er en anden opgave at caste en forestilling med 25 medvirkende, skuespil og lys, end det er at caste en litteraturoplæsning eller en jazz-duo, men også fordi, tænker jeg, at opera og klassisk musik traditionelt er analogt og derfor er sværere for publikum at acceptere som et digitalt fænomen. Selvom der er sket meget med kameraet i vores smartphones, så er det stadig de færreste, der kan levere en lyd, der kan konkurrere med lyden fra salen.

Man kan selvfølgelig godt møde masser af operaklip på nettet – arier eller duetter filmet fra scenen, koncertsalen, øvelokalet eller fra gader og stræder – ligesom de store operahuse ikke var sene til at organisere streaming af deres bagkataloger, da nedlukningen ramte. Og der er jo også altid YouTube, hvor der er operaoplevelser til en årelang kulturel lockdown, hvis det skulle være.

Opera på nettet vil altid være en erstatning for “den ægte vare” – Eller vil den…?

Det er fint nok. Men der mangler alligevel noget, gør der ikke? Selvom det godt kan være en oplevelse at se en opera, en koncert eller en bid af én på skærmen, så er det dog kun en genspejling, et blik gennem en glasrude og ind i en analog verden, som virker underligt fjern, og som vi ikke kan nå. Opera på nettet vil altid være en erstatning for “den ægte vare” – Eller vil den?

Den sure gamle mand

Her stopper jeg lige op. For bliver jeg nu ikke lige lovlig meget, den sure gamle mand, der bare gerne vil have tingene til at blive ved med at være, som de plejer? – bliver jeg ikke rigelig meget Fru Bankdirektør Varnæs, eller Hr. Jeronimus? Måske er min opstilling forsimplet? Skal opera ligesom alle andre kunstarter ikke tilpasse sig de vilkår, som tiderne byder den? Hvor meget af det her hænger egentlig sammen med min egen modstand mod sammensmeltningen af den analoge og den digitale verden, og angsten for at den skal ødelægge den kunstform, som jeg elsker så højt?

Ret beset så er tingene jo stadig adskilt. Der er noget, der er selve det kunstneriske produkt, og noget andet, der handler om det kunstneriske produkt – i bred forstand kan man kalde dette andet for markedsføring – og så er der en tredje ting, som er en gengivelse af det kunstneriske produkt, f.eks. på nettet, som ikke er det kunstneriske produkt. Eller er det? Kunstneriske udtryk kan jo have uendelig mange skikkelser, og opera er ikke et registreret varemærke, der kan defineres entydigt og med to streger under.

I stedet for at ville definere, hvad der er, og hvad der i hvert fald ikke er rigtig opera, så skulle man måske … spørge, hvordan man kan skabe et kunstnerisk indhold, der ikke bare lever med, at det er online, men lever af, at det er online …

Så spørgsmålet, man må stille er måske et andet. I stedet for at ville definere, hvad der er, og hvad der i hvert fald ikke er rigtig opera, så skulle man måske forsøge at se på de muligheder, som online-mediet tilbyder operaen som kunstform og spørge, hvordan man kan skabe et kunstnerisk indhold, der ikke bare lever med, at det er online, men lever af, at det er online, fordi det kan noget, som ikke kan lade sig gøre på samme måde andre steder.

En ny spiller på banen

I midten af januar meldte en ny spiller sig på den digitale operascene – et nyt virtuelt koncerthus for opera og klassisk musik drevet af tre unge konservatorieuddannede operasangere og venner, Carina Tybjerg Madsen, Frederikke Kampmann og Jonathan Koppel. Swipe Up’era, som de kalder sig, vil tilbyde online-operaoplevelser, ikke bare i en tid, hvor de fysiske scener er lukket land, men også – og det synes jeg i denne sammenhæng er særligt interessant – på den anden side. Med navnet Swipe Up’era – som jo leger med ordet for den bevægelse, hvormed det moderne smartphone-menneske træffer en række af sine hverdagsvalg – antyder de da også, at der er andet og mere på færde end blot at transmittere fysiske koncerter og forestillinger.

Frederikke Kampmann, Carina Tybjerg Madsen og Jonathan Koppel. som tilsammen udgør Swipe Up’era – Foto: Swipe Up’era

Jeg tænker, at de tre sangere må være gode at få en snak med om, hvad online mediet egentlig kan tilføre en kunstart som opera, og også om, hvilke tanker de i øvrigt gør sig om det at lave opera online. Derfor sætter jeg Swipe Up’era stævne en onsdag formiddag på en usædvanlig fin og skarp Google Meet-forbindelse, der næsten kan gøre det ud for et fysisk møde, og i løbet af vores snak bliver det tydeligt, at der ikke bare er en glødende passion for opera, men også en intens trang til at bringe den ud, og til at møde publikum.

Fordele ved online-formatet

Og netop det med publikum er noget af det, de tre operasangere fremhæver som en af de helt store aktiver ved online-formatet. Det, at publikum har mulighed for at interagere med kunstnerne. Det gælder ikke bare op til en koncert, men også efter og under koncerten, hvor folk kan komme med kommentarer, ja, sågar, programforslag undervejs. Det er anderledes end i den fysiske koncertsal, hvor der traditionelt hersker en anden, mere højtidelig stemning. ”Vi er i øjenhøjde med publikum på en helt anden måde”, siger altså Swipe Up’era. For publikum og følgerne på de sociale medier, er de ikke bare tre solister fra Swipe Up’era, de er Carina og Frederikke og Jonathan, og det skaber en følelse af at være forbundet (det er i øvrigt noget, som alle virksomheder, der bruger sociale medier i deres kommunikation for længst har set den gode idé i at dyrke). Det giver også mulighed for at fortælle en anden historie om opera, få det ned på jorden, og få taget livtag med myterne om, at opera kun er for de fine og fornemme.

Man kan sige, at Swipe Up’era reagerer på tidens krav om fleksibilitet og oplevelser on demand

En anden fordel er ifølge Swipe Up’era, at man imødekommer et behov hos nogle andre mennesker, end dem, der kommer i operaen eller til en fysisk koncert. Der er folk, der ikke bryder sig om at komme ud, men trives bedre hjemme i privaten, og der er folk, der bor langt væk. Og dem vil Swipe Up’era også gerne lave opera for. Det kan også være, at tidspunktet passer dårligt, eller at man bare hellere vil have oplevelsen på et andet tidspunkt. Her kan den streamede version, som ligger tilgængelig en bestemt periode, være en god løsning. Man kan sige, at Swipe Up’era reagerer på tidens krav om fleksibilitet og oplevelser on demand.

Udfordringer ved online-formatet

Så både i forhold oplevelsen af nærhed og personligt engagement, og i forhold til at modsvare nogle behov for fleksibilitet er der nogle klare fordele ved online-mediet.

Men der er da også nogle udfordringer. En af dem, der melder sig, er ikke overraskende økonomien – nu har kulturelle produktioner jo aldrig været nogen god forretning i sig selv, men alligevel. Der er stadig uvished om, hvorvidt de fonde, der traditionelt støtter kulturlivet, også er interesserede i at støtte online projekter, og det er nødvendigt med penge udefra for at få det til at balancere nogenlunde – lige nu lever de blandt andet af de donationer, som venlige mennesker giver, bl.a. gennem den ”støt os”-knap, der findes på Swipe Up’era’s hjemmeside. Tiden må vise, om der er fondsmidler at hente. ”Vi er stadig nye, at venter på svar på vores ansøgninger”, siger altså Swipe Up’era, som dog er optimistiske på det punkt og selvfølgelig håber, at fondene godt kan se, at der er tale om seriøse kulturelle projekter.

Noget andet, der presser økonomien, er de mange gratis kulturoplevelser, man kan finde på nettet. Publikum er gennem lang tid blevet vænnet til, at det, der er på nettet, er gratis, og det vil nok kræve en indsats at ændre det. Det er heller ikke fordi, folk ikke vil betale for en koncert på nettet. Her handler det nok mere om at finde den rigtige pris i forhold til den vare, man køber.

Fordybelse eller overfladisk skøjten

Og det leder frem til et andet spørgsmål, som jeg synes er vigtigt at belyse, nemlig spørgsmålet om fordybelse på nettet – eller rettere sagt manglen på den. Hvordan forholder Swipe Up’era sig til, at deres produktioner er en del af den sociale medie-sovs, hvor opmærksomheden er tusind steder på én gang?

De svarer mig, at der selvfølgelig er stor forskel på selve koncerten og alt det hejs, man publicerer for at gøre opmærksom på den. Og for brugeren er der også en vigtig forskel, nemlig prisen. Hvis man har betalt hundrede kroner for en koncertoplevelse på nettet, så giver man den også den opmærksomhed, der skal til. Det er i hvert fald den erfaring, de tre operasangere har gjort i den relativt korte tid, de har været i gang med projektet. Og det giver også meget god mening, for vi mennesker har det jo med at beskytte vores investeringer.

Hvis man har betalt hundrede kroner for en koncertoplevelse på nettet, så giver man den også den opmærksomhed, der skal til …

Det er selvfølgelig en forudsætning, at produktet er tilfredsstillende – men her adskiller online-produktioner sig jo ikke fra fysiske. Det kunstneriske niveau skal være i orden, og der skal være styr på teknikken, ellers gider folk ikke.

Og netop det med teknikken er en parameter Swipe Up’era er meget opmærksom på. Det er vigtigt, at folk skal kan slappe af og give sig hen til oplevelsen. Derfor holder de også deres setup på et plan, som ikke gør det alt for kompliceret rent teknisk – de har allieret sig med en guitarrist, Allan Sjølin, som ifølge Jonathan Koppel er så dygtig, at han kan spille Puccini så guitaren lyder som et helt symfoniorkester – og så har de engageret et hold teknikere – et ”stream team” – der ikke bare sørger for en problemfri streaming, men også en god lydproduktion, så det samlede udtryk er lækkert og professionelt.

Swipe Up’era in action – Foto: Jenny Høilund

Allerede på lørdag – altså i morgen – har Swipe Up’era deres næste online arrangement, ”Zoom ind på Jonathan Koppel”, som man kan bestille billetter til på deres hjemmeside (se link nederst), og der er flere ting både i kalenderen og i støbeskeen. Blandt andet håber de tre initiativtagere på at lave koncerter og egentlige operaproduktioner, som både kan opleves fysisk og digitalt.

En ting er i hvert fald sikker. Hvis man tager online-mediet alvorligt, og ikke opfatter det som en erstatning for ”den ægte vare”, så åbner der sig helt sikkert nogle muligheder. Og er det ikke herligt, at operaen som kunstform kan rumme så mange forskellige udtryk?

Author: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *