OperaVoce får Hede Rytmers initiativpris

Silkeborgs rockfestival “Hede Rytmer” overrakte i lørdags deres initiativpris til en, vil nogen nok mene, lidt usædvanlig modtager. Prisen på 10.000 kr. tilfaldt nemlig Mette Østergaard, der som primus motor i foreningen OperaVoce står bag Silkeborg Operafestival, der løb af stablen i sommer.

Festivaldirektør Oliver Zähringer skriver i en mail til Operascenen.dk, at valget bunder i en hyldest til den kulturelle mangfoldighed i Silkeborg og ønsket om at bakke op om et nyt skud på festivalstammen; Silkeborg Operafestival, der er resultatet af en indsats fra en ildsjæl, der brænder for det, hun laver, på trods af, at opstart er svært.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at Mette Østergaard nævnes i sammenhæng med priser og nomineringer; I 2017 modtog hun nemlig Silkeborg Kommunes kulturiværksætterpris. Hendes initiativ ”Opera på Torvet” var i 2018 været nomineret til årets bedste kulturoplevelse i Silkeborg, og Mette Østergaard selv var nomineret, da DR-P2 i 2018 kårede årets ildsjæl.

Mere end bare opera

Mette Østergaard kom til Silkeborg i 2010 efter at have sunget i 15 år på Den Jyske Opera. I 2013 arrangerede hun festivalen Silkeborg Classic, der året efter blev udvidet med Opera på Torvet.

I år har hun så taget initiativ til Silkeborg Operafestival, hvis formål bl.a. har været at nå ud til dem, der normalt ikke kan komme til opera. ”600 lokale børn, unge, voksne og ældre har medvirket i vores 16 koncerter og forestillinger sammen med professionelle operasangere”, siger Mette Østergaard, ikke uden stolthed. ”Produktionshøjskolen har lavet fantastiske kjoler af genbrugsmaterialer, hvilket var et hit blandt publikum, som talte 500 mennesker hver fredag.”

Hede Rytmers Initiativpris 2019 – Foto: Mette Østergaard

Med OperaVoce har Mette Østergaard foruden torveopera og festival sat den ukendte én-mands-opera La Voix Humaine af Poulenc op, og hun deltager i forskellige kammermusikalske sammenhænge bl.a. med musikere som Michala Petri (blokfløjte), Lars Hannibal (guitar) og Toke Møldrup (cello), med hvem hun har uropført værker, skrevet specielt til dem.

Artikelfoto: Poul Erik Feldt

Indlægs forfatter: Søren Schelling