Livet er masochistisk vilje – filosofien bag musikken i “Tristan og Isolde”

Wagner blev i Schopenhauers filosofi inspireret til operaen Tristan og Isolde, hvori titelkaraktererne forelsker sig ulykkeligt i hinanden og opdager ved hjælp af et skub fra en kærlighedsdrik, at de må lægge sig til at dø sammen. Umiddelbart en højst makaber konklusion at komme frem til i fællesskab, men ud fra Schopenhauers tanker om livets meningsløshed, ganske logisk.

Jeg vil, altså er jeg…. Men det bør jeg ikke ville

Schopenhauer var ekstrem pessimist og anså livet for at være ligegyldigt og tomt; mennesket lever kun, fordi de har det, som Schopenhauer kalder “viljen til liv” – en umiddelbar fastholdelse ved det at leve. For Schopenhauer er denne vilje ikke kun nyttesløs, men også direkte selvdestruerende og masochistisk, da mennesket i livet piner sig selv ved uendelig stræben og længsel efter et hvilested eller en tilfredsstillelse, som aldrig opnås. Det kan sammenlignes med en melodi, der aldrig færdiggøres – følelsen, når nogen begynder at synge en sang uden at færdiggøre den. Så er man nødt til at synge den færdig.

Viljen viser sig ifølge Schopenhauer på to overordnede måder: I forhold til mennesket og i forhold til viljen selv. Med andre ord har viljen på den ene side en række falske fremtrædelser eller fænomener, og på den anden side en umiddelbar væren i sig selv uden tilknytning til legemliggørelse – selve viljens væsen. Viljens største falske form er menneskets krop og dennes lyster og drifter. Viljen viser sig derved også i mange forskellige former inde i menneskets hoved. De viljer strides konstant mellem pligt og kærlighed, død og liv, lyst og moral etc., og derfor vil Schopenhauer, at mennesket skal give fuldkommen afkald på viljen. Inkl. viljen til at leve.

Musikken er ægte, men kun uden ord

Schopenhauer anså til gengæld musikkens sprog for at være mere rent, sandt og klart end nogen ord. Vi kan kun forstå den helt umiddelbart – altså, musikken i sig selv er vigtig – ikke noderne nedskrevne på papir. Vi kan ikke forstå musikken gennem fremtrædelser som ligninger eller teorier uden at tage selve musikkens væsen væk. På samme måde, som vi ikke kan forstå viljen og livet gennem fænomener. Musik uden ord er for Schopenhauer det tætteste, vi kan komme på at forstå, hvad der ligger bag de falske fremtrædelser, men kun idét vi hører den. Så snart vi dykker ned i musikteorien og analyserer den, så er musikken ikke længere sand eller ægte i sin materialisering. Et partitur med noder i er således en forestilling, en fremtrædelse – en falsk form.

Wagner ville med Tristan og Isolde simpelthen understrege Schopenhauers filosofi – og derved også sin egen tankegang. Det spændende her er, at det var musikken selv, der skulle skildre filosofien, mens teksten skulle repræsentere det, der ikke er den ægte historie. Tristan og Isolde er nok et af de mest betydningsfulde værker skrevet i romantikken, da den viger fra de musikalske rammer og skaber vejen til nyere musik via “vovede” akkorder og melodier, som afskaffer den harmoniske musikteori og bærer musikken frem som den vigtigste del af operaen i stedet for teksten.

Forløsning i døden

Musikken i operaen fungerer som undertekster eller tankelæsning for publikum. Vi kan ikke stole på det, der bliver sagt eller sunget; kun på det, musikken viser os er den rigtige tanke bag ordene. Musikken er den ene ledetone efter den anden, der som mennesket ifølge Schopenhauer aldrig når et hvilested for sine længsler – først til aller-, allersidst, hvor karaktererne får lov at dø, får musikken en forløsende Tonika-akkord. Hele historien om menneskets evige længsel og vilje uden tilfredsstillelse viser sig faktisk i den første strofe af hele operaen, bl.a. gennem den berømte “Tristan-akkord”, hvor melodierne konstant strides og lyder som en længsel, der aldrig forløses:

Indlægs forfatter: Ida Fogh Kiberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *