Verdens første opera på Det Kongelige Teater

Hvor tæt kan man være på at få sit inderste ønske opfyldt og alligevel tabe det hele på gulvet? Det får du et bud på i det, som man ofte siger er historiens første rigtige opera-mesterværk, Monteverdis Orfeus.

Den græske myte om sangeren Orfeus, der mister sin elskede Eurydike og derfor begiver sig ned i underverdenen for at hente hende tilbage fra de døde, har givet inspiration til mange komponister gennem musikhistorien. Monteverdis Orfeus er den første i rækken, komponeret så tidligt som 1607 til karnevallet i Mantova. Selv efter mere end 400 år på scenen bevæges vi stadig af musikken og fortællingen.

Stjernedirigent og -ensemble

Den danske dirigent og barokekspert Lars Ulrik Mortensen står sammen med Concerto Copenhagen som garanter for en gnistrende, levende og nærværende formidling af Monteverdis enestående og udødelige musik.

Orfeus er iscenesat af Jetske Mijnssen og indhyllet i scenograf Ben Baurs betagende visuelle udtryk.

Den Kongelige Opera opfører i forårssæsonen 2020 tre operaer, der baserer sig på græske myter og sagn: Orfeus, Ariadne på Naxos og Idomeneo.

Der synges på italiensk med danske overtekster.


Læs mere hos Det Kongelige Teater


Instruktør: Jetske Mijnssen
Dirigent: Lars Ulrik Mortensen
Scenograf: Ben Baur
Kostumedesign: Ben Baur
Koreograf: Lillian Stillwell
Lysdesign: Bernd Purkrabek

Indlægs forfatter: Søren Schelling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *