Verdis kærlighed til Shakespeare formidlet gennem lytteklub

Giuseppe Verdi var en uhyre flittig operakomponist og meget fascineret af William Shakespeares skuespil. På Hvidovre bibliotek den 19. november kl. 19 kan man opleve operasanger og foredragsholder Susanne Lange fortælle om denne dynamiske duo.

Verdi og Shakespeare

Susanne Lange fortæller om Verdis tre operaer over Shakespeares skuespil Macbeth, Otello og Falstaff og spiller uddrag af musikken. Otello og Falstaff blev til i samarbejde med librettisten Arrigo Boito, og de to værker er Verdis sidste af hans i alt 26 operaer. Verdis første Shakespeare-opera var Macbeth, og i 1871 mente Verdi, at han var færdig med at komponere operaer, men heldigvis mødte han Boito, og sammen skabte de to mænd kronen på Verdis livsværk: Othello og Falstaff. Verdi havde hele livet en drøm om at skrive en opera over Kong Lear, men trods adskillige forsøg på at få lavet en tekst, lykkedes det aldrig.

Susanne Lange

Susanne Lange studerede ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Operaakademiet. Siden sin debut i 1978 har hun optrådt som solist med danske orkestre og har haft engagementer ved Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera og L’Opera de Nice. Derudover har hun sunget på dansk radio og tv og sunget utallige koncerter, ikke kun i Danmark, men også i Paris, Bruxelles, Nice og New York.

Susanne Lange, sopran

Indlægs forfatter: Ida Fogh Kiberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *